Socialistisk Arbejderavis
Nr. 358 – 17. marts 2017 – side 14
Den russiske revolution 100 år
Da kvinderne startede den russiske revolution
Anna Wolf
Den 23. februar 1917 i den russiske kalender – den 8. marts i vores – skete der noget afgørende og omvæltende i zar Nikolaj 2.s Rusland.
Dagen forinden var kvindelige tekstilarbejdere fra Vyborg-distriktet i Skt. Petersborg mødtes for at organisere deres aktivitet til Kvindernes Kampdag. De diskuterede også Vyborgs metalarbejderes nedlæggelse af arbejdet.
De besluttede sig for at støtte op om metalarbejderne, gik selv i strejke og sendte delegerede ud til andre fabrikker, hvor de overbeviste arbejderne om at gå med på gaden. Dette skete på trods af bolsjevikkernes og de faglige lederes beslutning om ikke at kalde til strejke på det tidspunkt.
Begivenhederne tog en voldsom drejning, og de politiske og faglige ledere måtte følge trop med kvinderne i front. Massestrejkerne, der fulgte, blev starten på februar-revolutionen, der væltede zaren.
Dråben
Tekstilarbejderkvindernes aktion var dråben, der fik bægeret til at flyde over – i februar 1917 havde strejker og protester bølget frem og tilbage, især siden begyndelsen på 1. verdenskrig i 1914. En atmosfære af både desperation og sult, men også stærk politisk og faglig opbygning siden de første revolutionære skridt tilbage i 1905 skabte den sprængfarlige situation i 1917.
Men kvinderne spillede en afgørende rolle i revolutionen, ikke bare den dag i februar, men også i strejkerne op til revolutionsåret. En bolsjevik, der har berettet om tiden, skrev:
“Arbejderkvinderne, drevet ud i desperation af sult og krig kom som en orkan, der destruerer alt på sin vej med volden og styrken fra en elementær-kraft. Denne revolutionære march af arbejderkvinder, fuld af had fra århundreders undertrykkelse, var den gnist, der tændte lys i februar-revolutionens store flamme, den revolution, der skulle smadre zarismen.”
Bevægelse
Dette bombastiske udsagn udtrykker, hvor langt fremme i den revolutionære front de kvindelige arbejdere var i 1917. Men hvordan kom kvinder til at spille så afgørende en rolle i et land, hvor en konservativ feudal-kapitalisme og 95 procent analfabetisme blandt kvinder satte kvinden i en ekstremt tilbagestående rolle?
Kvindefrigørelsens historie i Rusland var i særdeleshed også klassekampens historie. Den russiske kvindebevægelse var et resultat af årtiers tilløb, opbygning, kampe og skoling.
Der var feministiske bevægelser i Rusland fra sidste halvdel af 1800-tallet. Der var tale først om de lavadelige feminister, der holdt diskussionsgrupper og arrangerede uddannelse og velgørenhed for fattige kvinder og siden de borgerlige feminister, der kæmpede for stemmeret og borgerrettigheder inspireret af f.eks. de engelske suffragetter.
De var i nogen grad med til at skubbe kvindespørgsmålet frem i den politiske debat, og i 1905 opstod nye partier med fokus på kvinders rettigheder fra velfærd til uddannelse og stemmeret. Nogle få arbejderkvinder engagerede sig her og rejste f.eks. spørgsmål om ligeløn.
Men disse bevægelser formåede ikke for alvor at organisere arbejderklassens kvinder. De feministiske ideer dengang baserede sig på en grundmodsætning mellem mænd og kvinder og satte i sidste ende alle kvinder i ‘samme båd’ – bourgeois- og arbejderkvinder – for at opnå ligestilling med mænd som samlet gruppe.
De borgerlige feminister kerede sig om social ulighed og italesatte velfærd for fattige kvinder og uddannelsesreformer for at udligne den dannelsesmæssige kløft mellem mænd og kvinder. Men de anerkendte ikke spørgsmålet om klasse som samfundets grundmodsætning, og spørgsmålet om frigørelse blev derfor også en ovenfra-og-ned-mentalitet, hvor arbejderklassens kvinder stadig var de tavse.
Krig og strejke
Kvinder var generelt stærkt underrepræsenterede i fagforeninger og på den voksende venstrefløj, til trods for en ret stærk bevidsthed om nødvendigheden af at organisere mandlige og kvindelige arbejdere kollektivt.
Det blev i strejkebølgerne fra omkring 1912-13 og frem til 1917, at den russiske kvindebevægelse blev stærk og afgørende. Her kom også det voksende split mellem bourgeois-feministerne og arbejder-/socialistiske kvinder for alvor frem i lyset.
Mens bourgeois-feministerne hoppede med på den patriotiske vogn ved krigsudbruddet 1914, var krigen en byrde mere for arbejderkvinderne samtidigt med, at markant flere kom i industriarbejde, da mændene forsvandt til fronten. Dette betød et mærkbart brud med kvinders isolerede position.
Det er interessant at se, hvordan kvinders forskellige roller, der før havde været en byrde i form af dobbeltarbejde i både hjem og fabrikshal, i aktivismen og strejkebevægelser blev en slags styrke.
Mange strejker begyndte som protester med krav om fødevarer og udviklede sig til regulær arbejdsnedlæggelse og radikale politiske krav.
På den måde blev både rollerne som husmødre og arbejdere faktorer i organiseringen. Samtidigt kan man sige, at Vyborg-kvindernes 8. marts-organisering og strejke vidner om en bevidsthed om at være organiseret som kvinder og for kvinder – og altså om, at kampen mod undertrykkelse var uløseligt forbundet med klassekampen i arbejderkvindernes bevidsthed i 1917.
Kapitalisme og kønsroller i Zar-Rusland
Kvinders position i Rusland var ekstremt tilbagestående. Kun fem-seks procent af kvinder kunne læse og skrive omkring år 1900.
Zar-Rusland var et gammeldags, feudalt landbrugssamfund, der undergik en ujævn og brutal industrialisering under pres fra udviklingen i Europa. Resultatet blev en rå og konservativ kapitalisme.
Skellet mellem rig og fattig var i sig selv ekstremt, men også inden for de enkelte klasser var uligheden mellem kvinder og mænd i uddannelse, kultur og muligheder markant ift. mange europæiske lande.
Industrialiseringen og kapitalismen betød her, som alle andre steder, en ændring i familieformerne og dermed en ændring i kvindens position. De gamle feudale landarbejderfamilier var hierarkiske og patriarkalske med et mandligt overhoved, men med en mere ligeligt fordelt arbejdsdeling. Privat- og arbejdssfære befandt sig samme sted, og man havde store husholdninger med mange hænder.
Fordi industrialiseringen var tvunget frem i et udviklingspres fra Europa, var forholdene særlige i Rusland.
Feudal-forholdet mellem bønder og herremænd blev officielt ophævet i 1861, men fortsatte i praksis. Den ujævne modernisering betød også en meget langsommere udvikling af en borgerlig middelklasse, der kunne udfordre den gamle, konservative samfundsorden, som man så det i Europa på den tid. Det betød, at f.eks. kirken bestod som en magtfuld institution, der var med til at holde kønsroller fast i en religiøs forankring.
Sideløbende hermed betød de voksende storindustrier en vandring fra land til by og dannelsen af den moderne kerne-arbejderfamilie. Med manden som forsørger skulle kvinden tage sig af hjem og børn. Manden var som arbejder i industrien primærproducent i kapitalismens jagt på profit, mens kvinden indtog rollen som sekundær producent og underordnet økonomisk ift. manden.
Virkeligheden for mange arbejderkvinder var en dobbeltrolle og –byrde som både husmor og arbejder. Kvinder fik som regel de dårligst betalte jobs, og det var helt ‘naturligt’ frem til de sidste år inden revolutionen, at kvinder skulle have mindre i løn end mænd.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed