Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 359 – 1. maj 2017 – side 3

Det mener vi

Frø er sået

Mens arbejdstiden sættes op, missiler affyres, fascismen igen stikker sit grimme ansigt frem i Europa, og de rige bliver rigere og de fattige fattigere, spirer håbet om forandring også – så småt.

Vinteren er så småt ved at gå over i et forår, der fortsætter med at vise en verden og et politisk system i krise.

Et mørkt forår

I Syrien raser borgerkrigen fortsat med store civile tab. I løbet af sine første 100 dage har USA’s præsident Donald Trump allerede trukket de krigeriske linjer alarmerende op ved i april at angribe en militærbase i Syrien.

I Tyrkiet blev det et ja til en ændring af forfatningen, der giver den populistiske præsident Erdogan næsten enevældig magt.

I et Frankrig i næsten to-årig undtagelsestilstand står man med et skrækvalg mellem teknokraten Macron og nazisten Le Pen bag en hullet fernis af stuerenhed.

Herhjemme har vi, foruden racistiske politikere, der fejrer forværrelsen af flygtninges liv med kage, måttet – foreløbig – acceptere et snævert ja til en usolidarisk overenskomst.

Der er et systematisk angreb på arbejderklassen i gang, nu mere tydeligt end længe, med forværrelse af arbejdsforholdene på gammeldags facon.

Opbrud

Verdens forskelligartede konflikter peger på mange forskellige ting, men mest af alt på politiske systemer i opbrud globalt og nationalt.

De store midterpartier fejler raden rundt.

Når revnerne i systemet bliver mere tydelige, ser folk sig om efter alternativer. Trump, Le Pen og lignende kræfter er tydelige eksempler på politiske figurer med “anti-system”-retorikker, der formår at fremføre sig selv som forandringens bannerførere.

I Frankrig og Danmark har midterpartierne på sammenlignelig vis kapituleret til populisme, racisme og islamofobi fra højre og banet vejen for, at højrefløjen kan se ud som om, den har svarene på verdens problemer.

Også den danske fagbevægelse har afsløret sin krise med en stor forskel mellem top og bund. Fagtoppens ensidige ja-kampagne står i stærk kontrast til en samlet ja-procent på kun 57 procent.

Brud og revner i et kapitalistisk system og liberale demokratier, man har taget for givet, står tydeligere frem nu, end de længe har gjort. At de ses på så mange forskellige niveauer er urovækkende, men måske også en styrke.

Spirende håb

En styrke, fordi vi i systemkrisen også ser håb som små frø, der er sået.

Mest overvældende har USA set en opblomstring af ny interesse for socialistiske ideer og måske en voksende bevidsthed om, at det er systemet og ikke bare Trump, den er gal med.

En bevidsthed, der virkede svær at forestille sig i USA for ganske kort tid tiden.

Da Trump prøvede at gennemføre det såkaldte muslim-forbud, besatte folk lufthavne flere steder i landet. I Köln viste 20.000 mennesker det højrepopulistiske AfD, at man ikke ønsker en platform for racisme og had.

Og i Frankrig viser en vred yngre generation, at der er potentiale til en reel modstand mod Front National.

Og også i Danmark er der et oprør i den kollektive handling, der er tilbage i fagbevægelsen efter OK17, hvor Nej-siden har strejket. Også Velfærdsalliancen lever stadig og arrangerer demonstrationer landet over 10. maj.

Rodnet

Så på mange fronter er frøene sået. Og spiret. Selv om spirerne mange steder, bl.a. i Danmark, oftest stadig er små.

Almindelige arbejdere og studerende verden over oplever, at kollektiv handling og kamp rykker noget. Om det er i de nye bevægelser eller i faglig kamp.

Og disse kampe må forbindes. En kamp for velfærd skal være en kamp for et værdigt liv for alle uanset etnicitet, religion osv.

Faglig kamp er også kamp mod social dumping og racisme. Og denne kamp er også en kamp mod de imperialistiske krige og racismen fra oven.

Vores spirer kan blive større.

Vi, der kæmper for en verden uden racisme, krig og ulighed, må kultivere vores have. Græsrødderne må vokse, og rodnettet må tætnes. De forskellige kampe må forbindes – på tværs af grænser.

Kun med kamp og international solidaritet kan vi bekæmpe Trump, Le Pen – og racismens og kapitalens Europa.

Se også:
SAA 359: Jan Hoby, Velfærdsalliancen: “Der er intet alternativ til kollektiv handling”
SAA 359: Interview om Overenskomst 2017: “De fleste vil ikke æde den her”
SAA 359: Hvorfor er arbejderklassen og venstrefløjen i defensiven?
SAA 359: Frankrig efter 1. runde: Skræk-valg mellem nazist og nedskærings-politiker
SAA 359: Interview: Opbygning af venstrefløj i USA
SAA 359: Landsdækkende anti-racistisk møde

Flere artikler i serien Leder

Flere artikler fra nr. 359

Flere numre fra 2017

Siden er vist 1809 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside