Socialistisk Arbejderavis
Nr. 360 – 9. august 2017 (Kun online)
Stormøde arrangeret af Jobcentrenes Ofre og Næstehjælperne
Kampen fortsætter!
Anne de Haas
Torsdag den 3. august var over 100 mennesker samlet til stormøde om vilkårene for reform-ramte mennesker i København. Allerede inden mødet var stemningen meget anspændt.
En række demonstrationer med stadigt stigende deltagerantal viser at folk har fået nok af politikernes ansvarsfraskrivelse og kynisme – og i særdeleshed nok af beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev, som aktivisterne har givet tilnavnet Anna Ansvarsløs og b-borgmester.
Blandt talerne var en læge, som fortalte om en undervægtig og tandløs narkoprostitueret kvinde, som efter tyve års massivt misbrug af heroin ikke kan skaffe sig kunder længere. Københavns Kommune mener at hun kan komme i arbejde og gav hende afslag på pension.
En jurist, en journalist og et kommunalbestyrelsesmedlem fra Enhedslisten i Norddjurs, som alle har specialiseret sig i forholdene for reform-ramte, berettede om lignende eksempler, og påpegede samtidig at det på ingen måde er enkelthistorier, men tværtimod systematiske lovbrud.
En synligt berørt ung kvinde med voldsomme traumer efter krig og børnemishandling fik ordet. Hun fortalte at hun havde taget en taxa fra psykiatrisk afdeling selvom det ødelægger økonomien for resten af måned:
“Jeg er kommet hele vejen for at se dig i øjnene, Anna, og fortælle dig at du fuldstændig smadrer folks liv! Folk der kommer på kontanthjælp er fanget. De kommer aldrig ud af systemet igen”.
Anna Mee fik flere gange ordet under den efterfølgende diskussion. Hun roste sine embedsmænd til skyerne, ignorerede spørgsmål vedrørende sagsbehandlernes elendige arbejdsforhold og skød adskillige gange skylden på Enhedslisten. Og det selvom det ekstreme dyk i tildelingen af pensioner er sket i 2014-2015 med hende selv på borgmesterposten.
Vær med!
Anna Mee undlod konstant at svare på konkrete spørgsmål, hvilket skabte stigende vrede og frustration i forsamlingen.
Mødet sluttede med kampråb og en vred, men optimistisk stemning. Kampen fortsætter! Sammen er vi stærkere!
Der er planlagt flere demonstrationer i den kommende tid. Næste gang ved Jobcenter Lærkevej den 14. august kl. 14.30 når endnu en meget alvorligt syg kvinde efter 13 års ventetid skal for rehabiliteringsteamet. Kom med!
Se mere: find JOBCENTRETS OFRE og Næstehjælperne på Facebook.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe