Socialistisk Arbejderavis

Nr. 360 – 28. august 2017 (Kun online)

Teori

Den seksuelle krise

Anna Wolf

Et dyk ned i Alexandra Kollontais tidlige tekster er en spændende (gen)opdagelse af centrale spørgsmål om klassekamp, køn og seksuel frigørelse.

En af de vigtigste og mest interessante dele af hendes værk er essayet ”Sexual Relations and the Class Struggle” (da. Seksuelle relationer og klassekamp), der blev udgivet første gang allerede i 1911, da Kollontai var i eksil uden for Rusland.

Her diskuterer hun det, hun kalder sin samtids seksuelle krise i lyset af bourgeoisiets herskende ideer og ægteskabets og familiens krise i en stormfuld tid. Det er et skarpt og vellykket eksempel på teori, der formår at koble psyke, seksualitet, klassekamp og arbejderklassen som drivkraft for forandring.

Seksualitet i klassesamfundet

”I hele menneskehedens lange historie finder man formodentlig ikke et tidspunkt, hvor problemer vedrørende seksuelle forhold har haft så central en plads i samfundslivet.”

Disse over 100 år gamle ord kunne være skrevet i dag. På mange måder er 1910’erne ’gamle dage’; der er sket omvæltninger i vores forståelse af verden op gennem det 20. århundrede – ikke mindst, når det kommer til vores seksualitet.

Men de grundlæggende forhold har tilsyneladende ikke ændret sig voldsomt meget.

Det ”uløselige spørgsmål” om vores seksuelle forhold tiltrak dengang som i dag meningsdannere fra højre- og venstrefløj, forskellige oprørte stemmer fra både top og bund og alle mulige former for kunst. Alle forsøgte de at finde ’nøglen’ til løsningen på den seksuelle krise. Konservative kræfter kaldte til orden, mens de kulturradikale forsøgte at skabe et nyt ideal om en friere kærlighed.

Kollontai påpeger, at det moderne menneskes seksualitet er fanget i en sammenfiltret knude af ideer, forventninger og praksis. Når vi forsøger at konfrontere problemerne, falder vi ind i en ond cirkel. Men hvad er det, der filtrer sig sammen? Hvorfor bliver seksualiteten ved med at volde os problemer?

”Vi er mennesker, der lever i en verden af ejendomsrelationer, en verden med skarpe klassemodsætninger og med en individualistisk moral. Vi lever og tænker under åget af en uundgåelig sjælelig ensomhed,” skriver Kollontai.

Klassesamfundet med den private ejendomsret danner den materielle basis for samfundets øvrige forhold og den ideologi, der former vores måde at tænke på. De herskende ideer er den herskende klasses ideer.

Umulige idealer

Idealerne kan være selvmodsigende. Vi lever med et ideal om at finde ’den ægte kærlighed’ og fuldende os selv gennem en anden person. I kærligheden og seksualiteten åbner vi os for andre og deler følelsesmæssig og fysisk nydelse med dem. Vi føler os tættere på en ’mening’ med at være menneske.

Men samtidig lever vi i et samfund, der på alle planer struktureres af ejendomsrelationer og en individualistisk moral, der lærer os, at vi ultimativt er alene. Selve ægteskabet og kernefamilien, hvor vi nu som før leder efter varmen i den kolde verden, er institutioner, der er opstået på baggrund klassesamfundets ejendomsrelationer.

Måden, vi opfatter vores relationer på, er dybt forankret i disse institutioner. Vi får, siger Kollontai, et besiddende og opslidende forhold til vores partner(e) – vi mener at kunne gøre krav på dem, fysisk og følelsesmæssigt.

En del af problemet er på den måde, at vores følelser og længsler på en gang er en konsekvens af og støder sammen med samfundets materielle forhold. Vi drives ind i seksuelle forhold i jagten på varmen og lykken, men begrænses af måden, disse forhold organiseres på.

Familien og kønsrollerne

Kollontais interesse for spørgsmålet om seksualitet i klassesamfundet rejses ud af hendes dedikerede diskussion af forholdet mellem kønnene.

I 1910’erne var kvinden underordnet manden gennem sin position i ægteskabet og familien. I kernefamilieidealet var hendes rolle i hjemmet, mens ægtemandens løn skal kunne forsørge familien. Kvinden var på den måde kun en sekundær producent i det kapitalistiske samfund – hendes værdi skabes kun i relation til en mand.

Igen demonstrerer Kollontai, hvordan den materielle basis skaber en overbygning, et sæt af ideer, der udformer vores psyke og den verden, vi ser. Manden bliver i alle aspekter det primære, mennesket, der har en personlighed i sin egen ret. Kvinden bliver altid ’den anden’, hvis personlighed ses i relation til den mand, hun har en relation til.

Den praktiske virkelighed var en anden. De færreste arbejderfamilier havde råd til en hjemmegående husmor, og arbejderkvinder bar derfor en dobbelt byrde med hårdt arbejde både i hjemmet og på f.eks. fabrik eller vaskeri.

Men idealerne bestod og var med til at skabe de kønsroller, der har vist sig svære at slippe for i det bestående samfund. Manden er den stærke og dominerende, mens kvinden er den svage og underdanige.

Den seksuelle krise intensiveres. Familien er i opbrud i et samfund, hvor den ikke længere er holdbar for det store flertal. Men dets kønsroller og seksualmoral består og skaber en dobbelt bevidsthed. Individernes forsøg på at bryde ud ender i frustration.

Mere end overbygning

For den revolutionære Kollontai er den ultimative ’løsning’ på den seksuelle krise en social revolution. Ved en omorganisering af samfundets produktionsforhold, kan vi opnå en revolution af bevidstheden og måske bryde endegyldigt ud af den onde cirkel.

Men en afgørende pointe er hendes indbyggede kritik af ligesindede – marxister, der i hendes øjne har en tendens til at affeje spørgsmålet om seksualitet som simpel overbygning, der kommer i anden række efter den ’rigtige’ klassekamp, og et ”privat anliggende”, der skal forblive mellem individer.

Hvorfor, spørger hun, ignorerer man det faktum, at udfordringer af seksuelle relationer har spillet en central rolle i alle de sociale kampe gennem historien? Og at personlige relationers organisering har en stor betydning for kampens udfald?

Seksualitet og kønsrelationer kan ikke reduceres til overbygning, der automatisk ændrer karakter, når produktionsforholdene ændres. De to er i tæt forbindelse med hinanden. Se bare, hvordan arbejderklassens mænd gennem tiden har modsat sig kvinders kamp for rettigheder. Se bare, hvordan kampene er blevet stærkere, når mænd og kvinder har forenet sig.

Derfor må seksuelle relationer tænkes ind i samfundskritik fra begyndelsen og ikke som en ekstra gevinst.

Kollontais håb for den frie kærlighed er en verden, hvor vi mødes først og fremmest som mennesker, som kammerater og venner og som allierede. Hendes teori var ekstremt progressiv for hundrede år siden og er det stadig i dag. Den viser, hvor tæt forbundet vores psyke, følelser og hele vores selvforståelse er med klassesamfundet.

Og hun rækker banneret til arbejderklassen, os, det overvældende flertal, der kollektivt kan vinde den klasseløse kærlighed.