Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 362 – 17. november 2017 – side 10

Imod burkaforbud – For kvinders ret til selv at bestemme

Lene Junker

Nationalister, konservative, liberale og socialdemokrater går sammen om burkaforbud.

Nationalkonservative kræfter i hele Europa har længe arbejdet for et burka/niqab forbud.

Det er lykkedes i Frankrig, Belgien og Østrig. I juli 2017 blåstemplede Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol det belgiske forbud.

Det gav DF blod på tanden. Da Folketinget samledes i oktober, fremsatte DF et beslutningsforslag om at forbyde burka og niqab i form af et generelt maskeringsforbud.

Kovending hos Venstre, Liberal Alliance og Socialdemokratiet

Efter en kort debat vendte Danmarks to liberale partier, Venstre og Liberal Alliance, på en tallerken og kapitulerede til islamofobien og konservatismen.

Socialdemokratiet er også vendt på en tallerken. I 2014 udtalte daværende justitsminister, Mette Frederiksen: “Efter min mening er det helt ude af proportioner at begynde at lovgive om det.”

Forbuddet er maskeret som en udvidelse af det generelle maskeringsforbud. Men dette blev allerede indført i 2003 med straffelovens § 134b. Så reelt rammer forslaget de få hundrede kvinder i Danmark, som bærer burka/niqab.

Forbuddet er klart diskriminerende. Det er et angreb på religionsfriheden og det enkelte individs frihed til selv at bestemme over sin egen person.

Demonstrationer

Den 15. oktober var der protestdemonstrationer i København, Århus og Odense og senere den 28. oktober var der maskebal mod maskeringsforbud i de samme byer.

I Odense talte Kefa Abu Ras og sagde bl.a: “Har du for lidt tøj på og bliver voldtaget, så er det din egen skyld. Er du tildækket og har tørklæde på, så er du undertrykt. Har du niqab eller burka på, så skal du straffes. Vi kan ikke bekæmpe undertrykkelse med undertrykkelse.”

Men der er brug for flere og større protester mod racisme og diskrimination. Loven er ikke vedtaget endnu og ventes først at træde i kraft juni 2018.

Flere artikler fra nr. 362

Flere numre fra 2017

Se flere artikler om emnet:
Muslim-hetz

Se flere artikler af forfatter:
Lene Junker

Siden er vist 1073 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside