Socialistisk Arbejderavis
Nr. 364 – 15. marts 2018 – side 13
Stormagterne har forskanset sig i Syrien og er klar til at fortsætte krig
Lene Junker
Oprøret i Syrien 2011 var en folkelig protest mod Assad-diktaturet. Det var samtidig en del af oprøret i hele den arabiske verden.
Oprøret blev fra dag ét brutalt forsøgt slået ned af Assads-diktaturets politi og militær. Det blev derefter nødvendigt at forsvare oprøret gennem dannelsen af lokale forsvarsgrupper.
Mange soldater deserterede og dannede Den Fri Syriske Hær. De omkringliggende lande og USA støttede med penge og våben, og oprøret udviklede sig til en borgerkrig, hvor Assad mistede kontrollen med store dele af Syrien.
Senere får Assad støtte af Iran og den libanesiske Hezbollah-milits. I 2014 vinder Islamisk Stat store landområder Syrien og destabiliserer hele Irak.
USA, Storbritannien, Frankrig og Danmark indsætter igen soldater i Irak og senere også i Syrien. Det samme gør Rusland i 2015. Alle med den samme begrundelse, at bekæmpe terroristerne i form af Islamisk Stat. Men reelt er den syriske borgerkrig blevet en stedfortræderkrig, hvor alle de regionale magter samt USA og Rusland, støtter forskellige parter i borgerkrigen for at forsvare deres egne interesser.
Ødelæggelse
Store dele af Syrien er ødelagt, mere end 300.000 er dræbt, ca. 6 millioner er flygtet, de fleste til nabolandene, og andre 6 millioner er flygtninge i deres eget land.
Lige nu angriber Tyrkiet de kurdiske områder i Syrien omkring byen Ifrin. Støttet af USA har de syrisk-kurdiske YPG styrker både nedkæmpet Islamisk Stat og sikret sig kontrol over den nordlige del af Syrien.
Samtidig angriber Assad med russisk støtte nogle af oprørsstyrkernes sidste bastioner, nemlig byerne Ghouta og Idlib. Selvom FNs sikkerhedsråd har vedtaget en 30-dages humanitær våbenhvile, har det endnu ikke været muligt at komme igennem med nødhjælp eller sikre en evakuering af civile.
Tid til fred?
Efter at Assad har genvundet det meste af Syrien og Islamisk Stat er slået, så er det vel tid til fred i Syrien?
Tværtimod, den imperialistiske rivalisering tager nu en ny form. Fra stedfortræderkrig til direkte krig mellem regionale magter og stormagterne, som har forskanset sig i Syrien.
NATO-landene Tyrkiet og USA står på hver sin side i den kurdiske konflikt. Den sandsynlige udgang er, at USA lader kurderne i stikken. Det har de gjort før.
Iran har opbygget militære baser i Syrien, tæt på grænsen til Israel. Det har allerede ført til israelske bombeangreb i Syrien. Rusland har både en flådebase og en flybase i Syrien og USA har flere tusinde specialstyrker i det kurdiske område. Endelig har Tyrkiet taget kontrol over et område tæt på Afrin-provinsen.
Saudi Arabien, som bruger næsten lige så mange penge på militæret som Rusland, er løbende i konflikt med Iran.
Hele det syriske folk har betalt den højeste pris for at kæmpe for frihed, demokrati og social retfærdighed. Lige nu er de blot tilskuere til begivenhederne.
Håbet for Syrien og Mellemøsten er at holde liv i gløderne fra det arabiske forår og fortsætte kampen for frihed, demokrati og social retfærdighed.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed