Socialistisk Arbejderavis
Nr. 365 – 27. april 2018 – side 4
Påskestrejken – ti dage der rystede Danmark
Sigurd Sejer Skov
Påskestrejken 1985 kaldes de ti dage, der rystede Danmark, fordi den i et kort øjeblik vendte Danmark på hovedet og viste den egentlige magt, som den organiserede arbejderklasse besidder.
Imellem slutningen af marts og starten af april tørnede fagbevægelsen og arbejdsgiverne sammen under overenskomstforhandlingerne, som inkluderede både den private og offentlige sektor. Fagbevægelsen krævede nedsættelse af arbejdsugen fra 40 til 35 timer, samt en lønstigning på 6 % efter flere års magre lønstigninger.
Overenskomstforhandlinger brød sammen den 21. marts, efter begge sider afviste foligsskitsen. Den 24. marts indledtes strejken af LO på omkring 280.000 private ansatte, hvilket blev fulgt op med strejkevarsel fra FTF på 200.000 offentlige ansatte den 1. april samt omfattende lockout fra arbejdsgivernes side.
Udover at det var første gang i Danmark, at offentlige ansatte var involverede i så omfattende en strejke, skete det imens, at arbejderkampen i 80’erne rasede i hele Europa. Der var de famøse minestrejker i England, og også i Tyskland krævede man nedsat arbejdstid.
Fra modstand til afmagt
Schlüter-regeringen greb hurtigt ind med et lovindgreb, som trådte i kraft den 1. april, med det formål at lukke bevægelsen hurtigt ned. Lovindgrebet indeholdt kun en lille brøkdel af fagforeningernes egentlige krav.
Regeringens lovindgreb skabte så megen harme, at bevægelsen lod sig radikalisere hastigt. I perioden mellem regeringsindgrebet og en uge frem blev strejkebevægelsen løsrevet fra den faglige ledelse, fordi den ikke bevægede sig med den stigende radikale strejkementalitet hurtigt nok.
Fagtoppens egentlig rolle var ved forhandlingsbordet, hvilket blev tilsidesat til fordel for aktioner og protester, som indeholdt en langt mere vidtrækkende politik, end den som fagtoppen ønskede.
Regeringsindgrebet nedsatte kun arbejdstiden med en time, hvilket var langt fra de fem timer, som bevægelsen krævede. Man organiserede bl.a. en militant blokade af Christiansborg, som formåede at udsætte andenbehandlingen af regeringsindgrebet. Denne militante aktion blev mødt med begejstring af bevægelsen, og inspirerede de næste knap to ugers aktioner og kamp som bl.a. inkluderede blokader af arbejdspladser.
Allerede den 2. april begyndte det faglige lederskab at stå i kontrast til bevægelsens politik, hvilket kunne mærkes ved tillidsmandsmødet i KB Hallen i København med over 4000 deltagere. Indtil videre havde de reaktionære dele af fagbevægelsen og fagbureaukratiet holdt lav profil, men nu hvor situationen spidsede til, begyndte de reaktionære elementer at komme frem i lyset.
Kamp eller valg
Diskussionen i fagbevægelsen blev nu drejet ind på Schlüter-regeringen, som havde taget arbejdsgivernes side i konflikten. Dele af bevægelsen mente, at man skulle bruge socialdemokratiet som talerør, og vælte regeringen til næste valg, og at man skulle stoppe de ulovlige strejker. De tilbageholdende kræfter blev dog udfordret af den del af bevægelsen, der så konflikten som en mulighed for at bruge den organiserede arbejderklasses egentlige magt til at vælte den konservative regering.
Specielt den faglige ledelse havde nok en fornemmelse af, at de var ved at miste kontrollen med bevægelsen, hvilket de ikke ville lade ske uden kamp. Derfor benyttede folk fra Socialdemokratiet og DKP sig af manglen på en fælles linje. De brugte argumentet om, at strejkerne ikke ville få løn for påske-helligdagen, hvis de var i strejke dagen før helligdagen.
Dette fik desværre grobund blandt fagforeningsmedlemmerne, og var en af baggrundene for at strejkerne og aktionerne aldrig blev mere vidtrækkende end de endte med at blive.
Vreden i fagbevægelsen var dog så stor, at man fortsatte de nu ulovlige strejker på trods af regeringsindgrebet og manglende opbakning fra fagbureaukratiet. Store dele af Danmark blev lukket ned af de i alt ca. 580.000 strejkende, hvilket udgjorde Danmarks største strejke til dato.
Aktionerne nåede deres klimaks den 10. april, hvor der var store demonstrationer landet over, men herefter dalede aktivitetsniveauet drastisk og i løbet af april blev det dagligdag igen på det danske arbejdsmarked.
Det skete primært fordi ledende skikkelser i DKP sammen med formanden for sømandsforbundet saboterede organiseringen af et stort tillidsmandsmøde i påsken, ikke mindst ved at proklamere, at færgerne ikke ville sejle i påskeferien.
Læren af påskestrejken
Påskestrejken i 1985 viste, at den organiserede arbejderklasse har den egentlige magt i sine hænder. Bevægelsen havde potentialet til at vælte den notoriske Schlüter-regering, og havde effekt på overenskomstforhandlingerne mange år frem. Magthaverne blev udfordret som aldrig før, så hvorfor vandt man ikke mere end blot minder ved de fremtidige forhandlinger?
Fagbevægelsen blev splittet, fordi lederskabet lod den aktive bevægelse i stikken. Det passive socialdemokratiske svar (stem Socialdemokratisk) samt fagbureaukratiets svigt betød, at fagbevægelsen blev ladt alene tilbage, uden lederskab til at pege på næste skridt.
Påskestrejken er historien om den store spontanitet og militans som lurer i arbejderklassen, men også en fortælling om nødvendigheden af et radikalt lederskab som både vil og kan give bevægelsen kontinuerlig retning, samt at man ikke kan sætte sin lid til, at det lederskab findes i fagbevægelsens top.
Den lære skal vi huske, når vi nu står over for en potentiel storkonflikt under OK18: at den organiserede arbejderklasse har den egentlige magt i samfundet, hvis de går sammen om at vise det. Men læren er også, at lederskabet i bevægelsen før eller siden skal udgøres af andre end fagbureaukratiet, hvis den organiserede arbejderklasses fulde magt, skal få vedvarende udtryk.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed