Socialistisk Arbejderavis
Nr. 365 – 27. april 2018 – side 12
OK18: De har fejlvurderet situationen
Charlie Lywood
Løkke-regeringen har fejlvurderet OK18 med de offentlige ansatte. De har spillet ud med offensive krav. Baggrunden er deres forsøg på at trimme den offentlige sektor så det passer til deres økonomiske 2025- plan. OK18-omkostningerne er en del af denne overordnede plan.
Over for dette står de offentligt ansattes krav om at få del i det såkaldte “opsving”, som indtil nu først og fremmest har gavnet de rige ved skattelettelser og enorme udbetalinger af aktieudbytte. Men også en mere dybfølt vrede over dagligdagen på de offentlige arbejdspladser, og en stemning af, at “nok er nok”. Folk vil velfærd og ordentlige arbejdsvilkår.
Vrede blandt de offentligt ansatte
Siden lærerne blev kørt over ved overenskomsten i 2013, voksede bevidstheden om, at kun hvis vi står sammen, kan vi undgå – gruppe efter gruppe – at blive kørt over. Arbejderklassen er godt på vej til at genopfinde fagbevægelsen og socialismens idégrundlag: at samme er vi stærke – splittede er vi svage.
Denne bevidsthed har udmøntet sig i en enestående solidaritet i toppen af fagforeningerne. Den såkaldte “solidaritets-pagt” (eller musketér-ed som det også kaldes). Den har indtil videre holdt stand imod alle arbejdsgivernes forsøg på at splittede den ad.
Den massivt offensive lockout af 440.000, som var beregnet på at kue og tumle fagforeningerne, blev mødt med en massiv demonstration af over 10.000 tillidsfolk i Fredericia den 22. marts og efterfølgende demonstration af 5.000 i Århus.
Siden har der været mange demonstrationer i forskellige byer og størst i Ålborg med 7000 den 3. april. Skulder-ved-skulder-aktioner i mange byer har også vakt stor opsigt og støtte fra forbipasserende.
Tirsdag den 10. april var der demonstrationer over hele landet for at vise opbakning til forhandlerne i forligsinstitutionen. Størst i København med op mod 10.000.
Da forhandlingerne gik over i forligsinstitutionen har der været stigende opbakning til faneborg demonstrationer, hver gang topforhandlerne gik ind i bygningen på St. Annæ Plads.
Vi står stærkt
Dette sammenhold og aktivitet har inspireret både indadtil og udadtil. Dels har det betydet, at laget af fagligt aktive og tillidsfolk lige pludselig kan mærke, at deres organisation slås for dem. Det giver selvtillid til at organisere medlemmer og selv tage initiativer.
Dels smitter det af på mange private arbejdspladser, som går ud og støtter deres kolleger på de offentlige arbejdspladser. Det vidner mange opslag på Facebook om. Men også blandt studenterorganisationer og deres medlemmer er der massiv opbakning til de offentligt ansatte.
Meningsmålinger peger på en enestående opbakning fra over 70 % af befolkningen, som mener at de offentligt ansattes krav er berettigede, og at det er de offentlige arbejdsgivere, som er skurkerne her. Hundredvis af privatansatte, specielt inden for byggefagene, har været ude med solidaritetserklæringer.
De ser arbejdsgivernes og regeringens offensiv som et ekko fra OK17 på det private arbejdsmarked, hvor man pressede en fleksibel arbejdsuge på 42 timer igennem trods nej-flertal i flere forbund. Det viser med alt tydelighed, at der er basis for en historisk sejr for den danske arbejderklasse.
De er pressede – vi kan gå hele vejen
Uden at der er fyret et skud endnu er regeringen og de offentlige arbejdsgivere trængt i defensiven. Det er dem som giver indrømmelser. De har allerede givet sig lidt på lønnen og de har forsøgt at lave en afværge-manøvre på den betalte frokost, ved at kræve modydelser fra os. På lærernes arbejdstid står de stejlt.
Samtidig, fordi vores side har momentum, er det svært for topforhandlerne at lave et kompromis, som ikke bliver opfattet som en retræte fra en styrkeposition. Et råddent kompromis kan blive mødt af et stort nej under en afstemning. De kan næppe holde til at give sig ret meget.
Nu skal der handles
Men hvis en konflikt skal udmøntes i en sejr, som ikke kun er at afvise regeringens angreb, men faktisk skabe en situation, hvor hele den nyliberalistiske dagsorden trues, er det nødvendigt med handling og organisering fra neden.
I øjeblikket er det store flertal af de offentligt ansatte i venteposition til dramaet. De skal på banen. Med andre ord skal 10.000 tillidsfolk i Fredericia til møde omdannes til 100.000-vis af arbejdere, som går i aktion og organiserer sig.
Der vil i så fald blive sat yderligere skub i en landsdækkende proces i arbejderklassen, hvor titusindvis af arbejdere går i aktion. Der er derfor potentielt mulighed for, at der kan blive en reelt aktiv massebevægelse. Men kun potentielt.
Der skal organiseres
Bryder en konflikt ud skal der etableres netværk på de større arbejdspladser, uddannelsesinstitutioner, sundhedssektoren, det pædagogiske område. Der skal indkaldes til TR/aktivistmøder på byplan – bydele/fagdele i de store byer.
I København er dette arbejde under vingerne af “København for Velfærd”, som allerede har organiseret sig på denne måde. Det skal udbredes til alle andre byer. Resten af arbejderklassens solidaritet skal indkasseres. Dette bliver specielt vigtigt, hvis regeringen kommer med et indgreb.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed