De døde

Med kraften i Black Power-saluttens synlighed er det så meget mere rystende at forholde sig til den mest nærliggende kontekst: En begivenhed, der gik omtrent 10 dage forud for de Olympiske Lege, og som fandt sted i samme by – Mexico City.

Mexico var ét af de lande, hvor det globale ungdomsoprør og studenterbevægelsen havde været meget militant og selvsikkert. Det var også ét af de lande, hvor bevægelsen blev mødt af den mest brutale vold fra magthavernes side.

Brudt ud som spontan modstand mod politivold, havde det mexicanske ungdomsoprør systemvolden tæt på sig fra begyndelsen.

Bevægelsen bestod af studerende fra en række forskellige universiteter samlet i det nationale strejkeråd og var støttet bredt i samfundet af fagforeninger og andre civile grupperinger. I løbet af august var bevægelsen vokset og manifesterede sig i nogle af mexicansk histories største protester mod regeringen nogensinde.

Massakren

Den 2. oktober var tusindvis af demonstranter, både studerende og andre, samlet på Plaza de las Tres Culturas (De Tre Kulturers Plads) i Tlatelolco-distriktet i Mexico City. Den optimistiske unge bevægelse skulle i løbet af få timer blive scenen for en blodig, regerings-orkestreret massakre.

Regeringen havde placeret snigskytter i bygningerne rundt om pladsen. Da militæret mødte op for at arrestere lederne af demonstrationen, blev de beskudt af de usynlige snipere og åbnede ild mod folkene på pladsen. Den fulde sandhed om dette blev først afsløret fire årtier senere.

Man estimerer, at mellem 300 og 400 døde. Tallet er endnu ikke bekræftet 50 år efter – og bliver det nok aldrig.

Kold krig og magthavernes sande ansigt

Den britiske avis The Guardian skrev i 2008 i et 40-års tilbageblik på Tlatelolco-massakren, at den officielle forklaring de følgende dage – og årtier frem – blev, at studenterbevægelsen var blevet infiltreret af kommunister og med disses assistance havde skudt mod de væbnede tropper, der måtte forsvare sig selv.

I et interview med The Guardian i 2015 fortæller den mexicanske forfatter, Elena Poniatowska, hvordan stilheden lammede efter massakren, som ingen talte om i mindst 10 år. ”Det var, som om selve ordet ‘Tlatelolco’, var forbudt.” Hun beskriver også, hvordan Plaza de las Tres Culturas den 2. oktober 1968 var overstrøet med sko, briller og hatte.

Det ufattelige i denne massakres omfang, i det fuldstændigt iscenesatte massemord, truer med at kaste lys over begivenheden som en katastrofe.

Og vel var det en katastrofe, men det var ikke en ulykke. Det var den bevidste, kalkulerede eliminering af det mexicanske studenteroprør. Det var magthavernes sande ansigt, det ansigt, de viser, når de føler sig truede nok. “Ingen yderligere uro vil blive tolereret,” sagde præsident Gustavo Díaz Ordaz i august 1968.

I iscenesættelsen, og ikke mindst i løgnen om kommunisternes djævelske sammensværgelse, er det ikke svært at spore metoderne og retorikken fra den kolde krig. Det lyder i mistænkelig grad som noget, der kunne komme fra 1960’ernes præsidenter i USA.

Og det var vel i grunden heller ikke en overraskelse, da der i 2003 blev offentliggjort materiale fra FBI, CIA og Pentagon, som dokumenterede Johnson-regeringens betydelige medvirken i massakren. Denne overvågede løbende situationen hele sommeren og støttede gavmildt med våben og ammunition som støtte til “sikkerheden” ved de Olympiske Lege.

Den herskende klasse står tæt sammen på tværs af grænser, når det begynder at brænde under fødderne på den.