Socialistisk Arbejderavis
Nr. 369 – 19. november 2018 – side 10
1968
Året der forandrede alting
Alan Maass
Tet-offensiven i Vietnam. Mordet på Martin Luther King. Maj i Frankrig. Foråret i Prag. Knyttede Black Power-næver ved de Olympiske Lege i Mexico City. Kaos uden for dørene til det Demokratiske Partis kongres i Chicago. March for borgerrettigheder i Nordirland.
Dea Trier Mørch-plakat 1969: Tommie Smith og John Carlos henholdsvis guld og bronze i 200 meter løb ved OL i Mexico 1968
At benævne året 1968 er at påkalde billeder af mange verdens-rystende begivenheder. Og det er venstrefløjens opgave i dag at huske det revolutionære år 1968 og de erfaringer, det rummer.
Der er mange: Selv de tilsyneladende stærkeste regimer kan rystes af opstand fra neden; politisk forandring er smitsom og kan finde sted med lynets hastighed; frihedens ånd kan feje hen over verden, fra de fattigste og mest underkuede lande til de rigeste og mest magtfulde.
Mainstream-fremstillinger af 1968 er anderledes. De fortæller typisk om kun nogle af de medvirkende – gerne for at udbrede en karikatur af forkælede studerende, der hidsede sig op på grundlag af naive idealer, som de ikke for alvor forstod og senere lod bag sig.
Det er et falsk billede på utallige måder, men smædekampagnen lever videre. Mange har måske oplevet at få deres engagement i politisk aktivisme affærdiget som en ”tilbagevenden til 60’erne”. Her er en ironi på spil: Den lille, radikale kerne, der var til stede ved begyndelsen af 1960’ernes større kampe, blev ofte beskyldt for at ville ”genleve 1930’erne.”
1968. Lenin græder – sovjetisk kampvogn kører hen over Tjekkoslovakiet.
Men de kampe, der nåede et vendepunkt i 1968, var en omfattende udfordring af et samfund af herskere og beherskede. De standsede en krig og ændrede den imperiale magtbalance; de rystede regeringer og politiske systemer helt ind til marven; de rev det tynde propagandaslør væk, der skulle retfærdiggøre autoritarisme – i øst og i vest.
Det tog en enorm kraftanstrengelse for verdens herskende klasser at modstå den bølge, der toppede i 1968, samt at vende den med et yderst koordineret konservativt tilbageslag.
1968 gjorde virkelig en forskel
Men selv med årene med nyliberalisme og undertrykkelse, der fulgte, ville vores samfund være uigenkendelige uden det, der er blevet stående fra højdepunkterne i 1960’ernes og 1970’ernes sociale bevægelser.
I USA fordømte de apartheid i sydstaterne og udfordrede racisme og fattigdom i de nordlige byer, hvilket ledte til en ekspansion af statssponsorerede programmer og initiativer, der kom alle arbejdere til gode. Nye muligheder for beskæftigelse og uddannelse blev åbnet, og de ideologiske forvandlinger opnået af kvinders og LGBT-personers frigørelsesbevægelser former vores samfund i dag.
Med et 50-års jubilæum, der finder sted i den rådne Trump-æra, er det så meget mere vigtigt at tage inspiration fra 1968’s eksempler på de mægtige, der styrtede – og på almindelige mennesker, der forandrede verden.
Et verdensomspændende opbrud fra stivnede samfund
Den nye generation af revolutionære, der blev voksne i 1968, voksede op i en tid, der var alt andet end revolutionær.
Overvej 1968 i lyset af resultater fra en undersøgelse lavet et årti før: Blandt mandlige universitetsstuderende, kunne 40 % ikke komme på én eneste måde, hvorpå de ønskede at være anderledes end deres fædre, mens 46 ud af 50 andetårsstuderende kvinder forventede at færdiggøre deres studier, blive gift og opfostre en familie i forstæderne.
Grundlaget for denne konservative æra var en lang periode med relativt stabil økonomisk vækst, der fulgte i kølvandet på 2. verdenskrig. Arbejdernes levestandard forhøjedes som aldrig før eller siden. Perioden lod på overfladen til at tegne afslutningen på de klassekonflikter, som havde defineret depressionen i 1930’erne.
I den amerikanske arbejderbevægelse som i andre lande var det accepteret, at arbejderes interesser var på linje med virksomheders i at skabe et velstående samfund for alle. Selv blandt de på venstrefløjen, der var frastødte af kapitalismens ulighed og undertrykkelse, var det almindeligt accepteret, at klassekampen hørte fortiden til.
International politik var domineret af den kolde krig. Med undtagelse af få revolutionære socialister stillede alle dele af det politiske spektrum sig på linje med enten Washington eller Moskva.
Dette medvirkede til den politiske konservatisme. Over for protester kunne vestens ideologer pege på tyranniet i det stalinistiske Sovjet og på østblokken som det uundgåelige resultat af ethvert forsøg på at forandre samfundet – mens de herskende eliter i øst retfærdiggjorde et system, der slog al politisk meningsforskel ned, som en nødvendighed mod fjenderne i vest.
Politisk lyn-uddannelse
Men der var andre dynamikker på arbejde under den tilsyneladende rolige overflade. Der var indre modsigelser i et politisk system, der prædikede demokrati og frihed, men praktiserede autoritarisme ved den mindste provokation. USA var verdens største og mægtigste demokrati – med mindre man var, eller nogensinde havde været tiltrukket af socialistiske idealer eller tilfældigvis var sort og bosat i Jim Crow-syden.
En ny generation var under politisk lyn-uddannelse. Borgerrettighedsbevægelsen i sydstaterne blev den sociale kamp, der skulle forme alle andre i USA – og, på mange måder, jorden rundt.
Borgerrettighedsbevægelsen optrænede en kerne af aktivister, der brugte deres erfaringer i den nye studenterbevægelse. Kapitalismens behov i efterkrigstiden forandrede universiteterne fra et sted for skoling af den herskende klasse til en meget bredere social institution.
Dette ændrede også de studerendes rolle i samfundet. Ikke længere skæbnebestemte til at herske begyndte studerende at tvivle på et system, der påstod at værdsætte viden og individets udtryk, men lod til at være gearet til at sprøjte rækker af tro konforme kopier ud for at dække systemets behov.
Den vigtigste arv fra 1968 er, hvordan verden ser ud, når almindelige mennesker skrider til handling for at ændre den.
Det involverer en periode med politisering, der kun kan afklares med løbende politisk diskussion. Som den amerikanske socialist og 60’er-aktivist, Hal Draper, forklarer:
“Den første bevægende kraft i alle radikale bevægelser har altid været folkets elementære modvilje mod de onder, der kan mærkes i status quo... Men enhver social bevægelse, der er noget værd, må som det næste gøre noget mere – eller løbe ud i sandet.
Hvis den ‘elementære modvilje’ af den ene eller anden slags er lokomotivet, må folkene på toget tilegne sig et par ideer mere, før lokomotivet kan køre nogen steder... Pointen er, at lokomotivet er nødvendigt, for at toget kan køre, men ikke tilstrækkeligt for at kunne rejse med jernbane – der skal mere til, nemlig også skinner, skiftespor, køreplaner mv.; og således er moralsk entusiasme en nødvendig, men ikke tilstrækkelig basis for revolutionær politik.”
Arven fra en yderst vigtig tid
På en massemålestok overlevede de radikale og revolutionære konklusioner draget af millioner måske ikke nederlagene i årene efter ’68. Men for hver vendekåbe, der skaber overskrifter ved at vrænge ad 1960’erne, er der mange flere, der husker en yderst vigtig tid.
Maj 1968: La lutte continue – Kampen fortsætter
Oversat og forkortet fra Socialist Worker af Anna Wolf og Jens Riis Bojsen.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed