Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 37 – Februar 1988 – side 4

På kanten

VS i opløsning

Anders Schou

Partiet Venstresocialisterne går med hastige skridt sin egen opløsning i møde. Med jævne mellemrum kan man i aviserne læse om fremtrædende medlemmer, som melder sig ind i SF, melder sig ud af VS eller overvejer at gøre det. Flertallet i det fornyligt afsatte forretningsudvalg opfordrede endog til en sammenslutning med folkesocialisterne.

Alle disse manøvrer foregår med ekshibitionistisk fryd i fuld offentlighed. De medie-liderlige »pinger« udtaler sig med brask og bram til diverse aviser, længe inden de menige medlemmer har haft mulighed for at diskutere de afgørende spørgsmål. Respekten for den »frie« presse er langt større end respekten for demokratiet i organisationen. Sådan har det altid været i VS.

Under valgkampen i 1984 lancerede Anne Grethe Holmsgård parolen om et arbejderflertal som VSs svar på arbejderklassens problemer. Det var på det tidspunkt i strid med partiets vedtagne politik og holdningen hos flertallet i Hovedbestyrelsen.

Med denne udemokratiske manøvre lykkedes det for det daværende folketingsmedlem at rykke diskussionerne i partiet en ekstra tand til højre. I dag slutter VS op om arbejderflertalsparolen og Anne Grethe Holmsgård er medlem af SF. Fra hvert sit udgangspunkt er såvel damen som organisationen drejet yderligere til højre.

Den almindelige højredrejning i partiet har fået endnu et markant udtryk inden for de sidste par måneder. VS’ amtsrådsmedlem i Århus, Bjørn Hvidt-Pedersen, har således besluttet at tage skridtet fuldt ud. Han har tilsluttet sig den socialdemokratiske amtsrådsgruppe for at »få indflydelse på beslutningerne«, som det så smukt hedder. Mange venstrefløjsfolk er naturligvis sure over, at deres VS-stemme nu bliver brugt til at føre socialdemokratisk nedskæringspolitik. Det er en forståelig reaktion.

Mandatsvig

Men det er politisk tåbeligt, når Lillian Lykke fra byledelsen i VS-Århus i Socialistisk Weekend bruger alt sit krudt på at anklage amtsrådsmedlemmet for at have optrådt udemokratisk og foretaget – mandatsvig. Bjørn Hvidt-Pedersens handling ligger nemlig i forlængelse af det parlamentariske demokratis natur og er ikke bare udtryk for en udemokratisk karakterbrist hos VS-afhopperen. l det borgerlige demokrati er de valgte repræsentanter »kun bundet af deres egen samvittighed«.

Denne smukke floskel er hentet fra grundloven. I praksis betyder det, at kandidaterne kan love guld og grønne skove før et valg for blot at rende fra løfterne, når de er kommet ind i varmen. Det er da også det normale adfærdsmønster blandt de politikere, som så skal til at handle inden for den kapitalistiske økonomis ramme.

Rådsdemokratiet under socialismen står i direkte modsætning til dette skuespil. Her vælges repræsentanterne blandt almindelige mennesker ud fra råd på arbejdspladser, institutioner og boligområder. De valgte kan øjeblikkelig tilbagekaldes og udskiftes, hvis de ikke længere repræsenterer deres basis.

VS benyttede ikke amtsrådsmedlemmets farvel til at propagandere for arbejdermagten under socialismen. I partiet hersker nemlig en udbredt forvirring om, hvad socialisme er. Endvidere er der udbredte illusioner om, at vi trods alt lever under en eller anden form for reelt demokrati. Denne uklarhed er årsagen til VS’ højredrejning og opløsning.

Flere artikler i serien På kanten

Flere artikler fra nr. 37

Flere numre fra 1988

Se flere artikler om emnet:
VS

Se flere artikler af forfatter:
Anders Schou

Siden er vist 2184 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside