Socialistisk Arbejderavis
Nr. 38 – Marts 1988 – side 3
Palæstinenserne
Et folk uden land
Ågot Berger
For første gang siden staten Israel blev oprettet i Palæstina i 1947, er det lykkedes at åbne verdensopinionens øjne for, at palæstinenserne er et folk uden land.
I 1947 boede der 1,3 millioner arabere i Palæstina. I slutningen af 1948 var to tredjedele af befolkningen drevet på flugt, og har levet i flygtningelejre i de sidste 40 år.
Ingen etablerede partier gik dengang imod fordrivelsen af palæstinenserne. Heller ikke i dag taler de for palæstinensernes ret til at vende tilbage til deres hjembyer i Jaffa, Haifa, Galilæa og Lydda.
Lederen af det israelske arbejderparti, Simon Peres, Ronald Reagan, Anker Jørgensen og Gert Petersen har det tilfælles, at de kun vil give palæstinenserne sølle 20% af landet, nemlig Gaza og Vestbredden, som Israel besatte i 1967.
Zionismen
USAs fredsplan er en almisse og ingen løsning for palæstinenserne. Miseren har sine historiske rødder i dannelsen af den zionistiske bevægelse i slutningen af 1800-tallet i Europa. Zionisternes mål var at samle alle jøder i en rent jødisk stat.
Den højreorienterede Likud-blok og arbejderpartiet har stået sammen om de zionistiske paroler, jødisk land, jødisk arbejdskraft og jødisk produktion. Det er også den jødiske fagbevægelses, Histadruts, politiske program. Når reformisterne i SD, SF og DKP ikke støtter kampen for Palæstina giver de indrømmelser til den syge idé, at jøder ikke kan bo sammen med folk med en anden religion. På trods af, at palæstinensere og jøder har boet sammen side om side i området i århundreder.
En ministats-løsning vil efterlade palæstinenserne som marionetter i hænderne på Israel og Jordan.
Løsningen
Et frit, socialistisk Palæstina, hvor jøder, kristne og muslimer bor side om side, er den eneste løsning. En borgerlig demokratisk løsning er utænkelig, fordi USA vil fastholde Israel som deres trofaste politihund.
Palæstinenserne må bryde med PLOs hidtidige politiske linje og tage handsken op fra massekampene i de sidste måneder. De skal styrke båndene til arbejderklassen i Egypten og Golfen, og organisere en fælles kamp imod de reaktionære arabiske regimer.
En konsekvent politisk linje er det eneste, som kan fravriste den islamiske fundamentalistiske bevægelse deres voksende politiske indflydelse. Også i palæstinensernes egne rækker. Men det handler også om at udvikle den gryende politiske bevidsthed blandt den israelske arbejderklasse, som kommer til udtryk i at 200.000 aktivt støtter kravet om fred nu.
Modsætningen går ikke mellem jøder og arabiske muslimer, men mellem arbejdsgivere og arbejdere.
Se også:
SAA 38: Støt palæstinenserne: De kan stoppe Israel
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed