Socialistisk Arbejderavis
Nr. 38 – Marts 1988 – side 4
På kanten
Nazister i medierne
Anders Schou
Er nazisme en sygdom som AIDS? Mange – især mediefolk – synes at mene, at den afskyvækkende ideologi bedst bekæmpes gennem »oplysning, oplysning og atter oplysning«.
Ekstra Bladet har flere gange i avisens ledere argumenteret for, at »nazisterne skal have lov til at afsløre sig selv.« Journalisterne på det frække og kritiske ungdomsmagasin P4 gav udtryk for de samme holdninger, da de gav naziføreren Povl-Heinrich Riis Knudsen lejlighed til at ytre sig i programmet.
Det skete umiddelbart efter, at en række venstrefløjsorganisationer og fagforeninger havde forhindret hans optræden ved en yuppiefest i København.
Det viser sig nu, at nazisterne selv ser ganske anderledes på tingene. De betragter presseinteressen som en kærkommen reklame. Det fri Aktuelts Peter Kramer har således påvist, at de såkaldte afsløringer i radio- og tv-aviserne samt Ekstra Bladet stammer fra materiale, som nazisterne selv har udleveret.
Det er sket gennem det private firma Kulturhistorisk Fondsarkiv, som har fået tilladelse til at videregive båndoptagelser, film, billeder og taler. De pågældende medier har naturligvis betalt en pæn sum penge for materialet.
Desværre vurderer nazisterne situationen korrekt. De velmenende og ofte venstresnoede journalister, som lader dem komme til orde, bærer blot ved til nazismens bål.
Folk, som tager afstand fra fremmedhadet og forarges over Povl-Heinrich Riis Knudsens udgydelser, er i forvejen uinteressante for nazierne. Mennesker som allerede har stærke racistiske anskuelser føler sig derimod tiltrukket af organisationen, når førerens ævl bringes i pressen.
Ytringsfrihed
Nogle vil hævde, at den højt besungne demokratiske ytringsfrihed netop viser sig fra sin stærkeste side, når højre-ekstremisterne får lov til at folde sig ud.
»Demokrati« og »ytringsfrihed« er imidlertid floskler uden reelt indhold. Muligheden for at ytre sig er afhængig af den magt, man kan lægge bag. Folk, som ejer, eller på anden vis økonomisk kontrollerer medierne, har naturligvis langt større »ytringsfrihed« end almindelige mennesker.
Omvendt er arbejderklassens formelle rettigheder opnået gennem kamp. De har ikke altid eksisteret. Så sent som i 1918 blev den syndikalistiske avis Solidaritets redaktør, Christian Christensen, fængslet i to år for at drive revolutionær agitation.
I et nazistisk samfund mister arbejderne de formelle frihedsrettigheder og deres organisationer. Fascismen kan dog kun blive et tillokkende redskab for magthaverne, hvis bevægelsen får masseopbakning.
En af forudsætningerne for, at det kan ske, er, at nazisterne får fremført deres argumenter og hvervet nogle medlemmer. Højreekstremisterne kan ikke stoppes gennem lovgivning. I Frankrig har Le Pens facister stor tilslutning trods et forbud mod nazistiske partier.
I England er love mod »yderliggående partier« kun blevet brugt mod venstrefløjen. Derimod må fagforeningerne og de socialistiske partier finde sammen om at stoppe nazisterne.
Hvis de træder offentligt frem, skal deres møder blokeres og opløses. Typografer, journalister og andre mediearbejdere bør nægte at videreformidle direkte eller indirekte nazistisk propaganda.
Fascisterne må aldrig få frihed til at afskaffe den smule frihed, vi har opnået i dag.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed