Socialistisk Arbejderavis
Nr. 38 – Marts 1988 – side 5
Klassekampsopsvinget i England
Karin Sundtoft
Konservativ lønpolitik sprængt
8. februar sikrede blokadevagter, at produktionen blev stoppet på samtlige Ford-fabrikker i England. Fra arbejdernes side var man indstillet på en lang og sej kamp.
I løbet af de 9 dage, som strejken varede, mistede Ford-koncernen 5,6 milliarder kr. alene i England. Men konflikten ramte ikke kun Fords afdelinger i England, men også en del af de øvrige europæiske afdelinger.
Baggrunden for strejken var ledelsens krav om tre-årige overenskomster og en lønramme på max. 6,5 %. Ford-arbejderne ønskede naturligvis at få fat i en endnu større del af de godt 30 milliarder kr., som Ford-koncernen havde i profit sidste år.
Ford-ledelsens ønske med den lange overenskomst var reelt at nedlægge tusindvis af jobs. Det skulle ske ved en betydelig forbedring af produktiviteten og endnu større fleksibilitet.
40.000 jobs eller ca. 50 % af arbejdsstyrken er allerede forsvundet inden for de sidste ti år, og Ford har stadig planer om massefyringer. Minimum 4.000 arbejde re skal væk indenfor de næste fire år.
Modkravet fra store dele af Ford-arbejderne var derfor en et-årig overenskomst samt et krav om stop for fyringer.
Ikke kun de konservative
I løbet af strejken viste det sig, at det ikke kun var arbejdsgiverne og den konservative regering Ford-arbejderne var oppe imod.
Et af de store problemer var, at ledelsen af strejkeaktiviteterne forblev i hænderne på fagbureaukratiet. Fagtoppen ønskede på intet tidspunkt en strejke.
Fagbureaukratiet indgik efter godt en uge en aftale om en to-årig overenskomst med en lønstigning på 7 %. Selv denne noget amputerede overenskomst var en torn i øjet på de konservative og arbejdsgiverne, men som en blokadevagt udtalte: »Hvad er en lønstigning på 1% værd, når vi kunne have fået det hele?«.
Trods misstemningen med den aftale, der kom ud af det, er Ford-strejken dog et tydeligt bevis på, at stemningen, i arbejderklassen har nået et vendepunkt.
Kamp for sundheden
I de godt 10 år, Margaret Thatcher har siddet ved regeringsmagten i England, er den offentlige service blevet kraftigt forringet.
De kommunalt styrede opgaver bliver konstant udsat for ufatteligt store nedskæringer af såvel arbejdspladser, arbejdsforhold som den offentlige service.
Navnlig indenfor sundhedssektoren (National Health Service) er nedskæringerne ramt hårdt. Og netop indenfor sundhedsområdet er det lykkedes at rejse en massiv bevægelse imod nedskæringerne.
24. februar fandt en stor demonstration sted i Skotland, hvor 70.000 deltog. Det var ikke kun de hospitalsansatte, der deltog, også andre faggrupper nedlagde arbejdet imod forringelserne.
Skattenedsættelse
Nedskæringerne på National Health Service har sat sindene i kog. Det skyldes de konservatives udtalelser om, at man ikke længere skal forvente, at hjælpen er der, når den behøves. Udtalelserne kom i samme åndedrag, som der proklameredes store nedskæringer i skattebilletten for Margaret Thatchers rige venner.
Trods stor opbakning fra arbejderklassen er heller ikke disse aktioner uden problemer. I Skotland har fagforeningslederne kun givet minimal opbakning til de storstilede demonstrationer og strejker, som har fundet sted.
Fagbureaukratiet forsøger i stedet at overbevise de aktionerende om, hvilke muligheder Labour har for at fjerne nedskæringerne, hvis de igen kom til magten.
Vanen tro undgår fagforeningslederne at koncentrere deres energi om det eneste våben, der kan presse de konservative til at ændre deres nedskæringspolitik, nemlig strejkevåbnet.
Den eneste mulighed, der er for at få en ordentlig standard i sundhedssektoren, er ved at ramme borgerskabet, hvor det gør mest ondt, nemlig på pengepungen. Arbejderne i sundhedssektoren ville dog bedre kunne argumentere for det, hvis de selv tog initiativ til samlet strejke. Men det er ikke lykkedes at presse en sådan linje igennem.
Det skotske LO har nægtet at benytte demonstrationen 24. februar til at argumentere for en samlet strejke.
Desværre tyder alt på at nedskæringerne går blankt igennem i det engelske parlament med passiv støtte fra Labour og det engelske fagbureaukrati.
Fælles kamp
Gennem adskillige uger har England været skueplads for de mest omfattende strejker og demonstrationer, man har set de sidste mange år. Effektiviteten og militansen i kampene adskiller sig markant fra det, man har set de tidligere år.
Margaret Thatchers konservative politik er for alvor ved at komme i modvind hos store dele af den britiske arbejderklasse. Arbejderne på Ford har brudt de meget snævre lønrammer. Der er mange større og mindre virksomheder, der er lammet af strejker, og der er kæmpe demonstrationer over hele landet mod en yderligere privatisering af hospitalssektoren. Hertil kommer en kæmpe kampagne, som bøsser og lesbiske har lavet for ligeberettigelse – imod de konservative normer.
Ford-arbejdernes sejr og deres effektive blokader har haft en utrolig afsmittende virkning på andre dele af den engelske arbejderklasse.
Arbejdere, som for et år siden ikke så nogen grund til at tage kampen op, kan se på Ford-arbejderne som et eksempel på, at det kan betale sig at strejke.
En af de arbejdspladser, der har taget Ford-arbejdernes eksempel op, er arbejderne på Land Rover. 6.000 arbejdere har forkastet en to-årig overenskomst, som indebar en luset stigning på 4%.
Land Rover er en del af det statsejede Rover Group (tidligere British Leyland). De strejkende kæmper derfor direkte mod regeringen. Den konservative regering har gjort det klart, at der ikke vil blive tale om selv den mindste lønstigning. Men arbejderne er utrolig målbevidste. »Vi bliver ved, indtil de har fået nok.«
Arbejdsgiverne presset
Arbejdsgiverne har også lært af Ford-strejken. Mange ser sig nu nødsaget til at give mere i lønningsposen, netop for at undgå aktioner af nogen art.
Arbejdsgiverne håber dog på at kunne indhente noget af lønstigningerne gennem eget produktivitet og fleksibilitet.
Arbejdsgiverne forsøger at holde fælles fodslag mod det øgede lønpres. Arbejdsgiverorganisationerne sender derfor breve rundt for at advare mod at give efter for presset. Hertil kommer, at det britiske Industriråd og Metal-arbejdsgiverne har måttet opgive en planlagt offensiv på lønspørgsmålet.
God stemning
Alt dette er pragtfulde nyheder for socialister, men det er desværre også kun en del af historien. For trods den nye positive stemning i arbejderklassen står vi stadig ansigt til ansigt med en masse svagheder på vores side.
Måden, hvorpå Ford-ledelsen returnerede til forhandlingsbordet efter kun en uges konflikt, er både et bevis på effektiviteten i strejken, men også et bevis på, at fagbureaukratiet for enhver pris vil stoppe en aktiv strejke. Man ønskede at nå til enighed med Ford-ledelsen hurtigst muligt.
Fagtoppen ville med glæde have accepteret det forslag om tre-årige overenskomster, som Ford-ledelsen spillede ud med fra starten.
Billedtekster:
Sundhedsarbejderne var hurtigt klar over, at en sejr til Ford-arbejderne ville give deres kamp et godt rygstød.
Over hele England har der været kæmpedemonstrationer mod den borgerlige regerings politik.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed