Socialistisk Arbejderavis
Nr. 38 – Marts 1988 – side 9
Klassekamp i Brasilien
Historiens største strejke
Anders Schou
Kort før jul i 1986 var Brasilien skueplads for en verdenshistorisk begivenhed. I en medieverden, som ellers er voldsomt fikseret på rekorder, blev denne hændelse forbigået i relativ ubemærkethed. I begyndelsen af december strejkede 15 millioner arbejdere samlet i 24 timer. Det var uden konkurrence den største generalstrejke nogensinde.
I hele 1986 var 23,3 millioner brasilianske arbejdere involveret i arbejdsnedlæggelser. Hermed blev der også sat verdensrekord i disciplinen »antal strejkende i et enkelt land i løbet af et år«.
Disse rekorder er naturligvis gode argumenter overfor folk, som hævder at arbejderklassen er død og ikke længere kan udgøre den drivende kraft, når verden skal forandres. Bag de bemærkelsesværdige begivenheder gemmer sig en historie, som også på andre måder er interessant for socialister, som ønsker at følge med i, hvad der sker rundt om i verden. Udviklingen af den brasilianske arbejderklasse og dens kamp har nemlig mange paralleller til andre ny-industrialiserede lande.
I perioden fra 1950-80 voksede antallet af arbejdere eksplosivt. Den beskæftigede arbejdsstyrke steg således fra 17,1 million til næsten 50 millioner. Befolkningen flygtede fra landdistrikternes undertrykkelse og ind til byerne. I dag udgør de beskæftigede på landet 25 procent af de erhvervsaktive. I 1950 var tallet 60 procent.
Estado novo
En del af disse mennesker er arbejdsløse eller lever af tilfældigt arbejde af og til. Imidlertid har den hastigt voksende industri opsuget meget af arbejdskraften og koncentreret den i kæmpemæssige fabrikker. I 1982 arbejdede næsten 8 millioner mennesker i fremstillingsindustrien. En fjerdedel af disse arbejdere er ansat i virksomheder med mere end tusind ansatte, og yderligere 45 procent er beskæftiget på fabrikker, som har mere end hundrede ansatte.
Den voldsomme udvikling af den brasilianske økonomi kan aflæses i tabeller over landets bruttonationalprodukt. Fra 1968-1974 voksede dette tal med omkring ti procent om året. Ligesom det var tilfældet i Sydkorea skete denne udvikling gennem en massiv udbytning af arbejderklassen.
I samme periode voksede den arbejdstid, som var nødvendig for at sikre et eksistensminimum med over tres procent. For at forklare, hvordan Brasiliens herskende klasse kunne gennemtvinge en så voldsom undertrykkelse, er man nødt til at undersøge landets politiske historie.
Fabrikskomiteer
Den brasilianske arbejderklasses historie er domineret af populismen. Siden trediverne har fagforeningerne direkte eller indirekte været kontrolleret af staten. De har ikke skullet sikre arbejderne den højest mulige pris for deres arbejdskraft, men har tjent som et redskab for landets herskere.
På den politiske scene fremførte ingen betydende kræfter krav, som afspejlede arbejderklassens selvstændige interesser. Folk, som blev opfattet som »venstreorienterede«, stillede krav om national udvikling og øget statslig indblanding i det økonomiske liv.
I 1930 blev Getulio Vargas præsident. Denne mand skulle komme til at dominere landets politiske liv i 20 år. Den økonomiske verdenskrise ramte også Brasilien hårdt. Præsidentens svar bestod i en stærk statslig styring af økonomien. I 1937 indførtes »Estado Novo« – den nye stat. Det var en korporativ stat med Mussolinis fascistiske Italien som forbillede.
Staten skulle som en neutral instans udrydde striden mellem klasserne. Strejker og uafhængige fagforeninger blev forbudt. Staten oprettede brancheforeninger, mens sammenslutninger på tværs af fagene var ulovlige. Folk, som opstillede til valg i fagforeningerne, skulle godkendes af politiet og arbejdsministeriet.
Alle arbejdere blev afkrævet en fagforeningsskat, som via staten blev stillet til rådighed for fagforeningslederne. Hermed blev det ligegyldigt for bureaukraterne at skaffe forbedringer for arbejderne og dermed medlemmer til deres organisationer. Til gengæld blev de direkte knyttet til magthaverne. De grundlæggende elementer i disse love er gældende den dag i dag.
Det varede 16 år før arbejderne for alvor antastede den ny herskende orden. I 1953 gik 300.000 arbejdere i strejke for højere løn. Konflikten var også vendt mod den populistiske regering og det officielle fagforeningsmaskineri. Arbejderne organiserede sig i fabrikskomiteer, som var uafhængige af det etablerede bureaukrati.
Strejkebevægelsen førte til store lønstigninger generelt og til en fordobling af mindstelønnen. Det vigtigste resultat af bevægelsen var imidlertid, at man i praksis genvandt strejkeretten. Endvidere opstod den organisationsform, som også i fremtiden skulle blive de brasilianske arbejderes vigtigste våben – fabrikskomiteerne.
Kommunistpartiet
Præsident Vargas, fagforeningslovene og den populistiske tradition bærer ikke alene ansvaret for det totale fravær af arbejderpolitik i perioden. Det brasilianske kommunistparti – PCB – har en stor del af skylden. Da partiet efter 2. verdenskrig nåede sit højdepunkt, talte det 200.000 medlemmer.
Tro mod den folkefrontspolitik, som Komintern lancerede i 1934, støttede PCB i det meste af perioden Vargas, som blev betegnet som en repræsentant for det progressive borgerskab. Det skete til trods for, at præsidenten i trediverne og begyndelsen af krigen havde støttet de fascistiske kræfter i Europa. Endvidere havde Vargas i 1934 stået i spidsen for en nedslagtning af størstedelen af PCBs medlemmer.
Først da USA blev involveret i verdenskrigen skiftede man side på grund af landets engagement i Brasiliens økonomi. Da massestrejken i 1953 rystede landets herskere, argumenterede lederne i partiet for, at fabrikskomiteerne skulle underkaste sig de populistiske fagforeninger.
Nye kampe
Det pres på magthaverne, som strejkebevægelsen skabte, fortsatte i de næste ti år. Fagforenings-bureaukraterne følte sig også presset nedefra og forsøgte samtidig at udnytte uroen til at sikre sig en stærkere position indenfor den herskende klike.
Vargas selv begik selvmord i 1954, men hans politik blev videreført. Populisterne var imidlertid ikke i stand til at løse de problemer, som arbejdernes øgede selvtillid skabte for den herskende klasse. I 1964 gennemførte militæret et kup mod »venstre«-populisten Joao Goulart.
Militærkuppet betød en omfattende undertrykkelse af arbejderklassen. Reallønnen faldt og generalerne indsatte en række stærkt højreorienterede fagforeningsledere. Fraværet af en »venstre«-populisme som kunne opsuge utilfredsheden betød, at der opstod et tomrum på venstrefløjen. En strejkebølge i 67/68 var styret af folk på gulvet. Undertrykkelsen af strejken var grusom, men grunden var lagt til en ny arbejderbevægelse.
I løbet af denne periode voksede industrien eksplosivt. Da den økonomiske verdenskrise slog igennem i midten af halvfjerdserne, stod militærregimet over for en stor, ny og enormt koncentreret arbejderklasse. I 1978 brød uvejret løs over magthaverne. I maj og juli bredte strejkerne sig i hele metalindustrien. Da året var gået, havde 539.000 arbejdere taget strejkevåbnet i brug og bevægelsen havde bredt sig til industrigrene, hospitaler og skoler.
Denne bevægelse er fortsat lige siden. Inden for de sidste ti år har Brasilien med jævne mellemrum været skueplads for store strejkebølger. Regimet er blevet tvunget til såvel politiske som økonomiske indrømmelser. Ud af alt dette er der vokset to nye strømninger inden for arbejderbevægelsen. Begge har deres udspring i metalindustrien i og omkring Sao Paulo.
Den ene gruppe, som samler sig omkring fagforeningslederen Lula, satser på at overtage fagforeningerne og løsrive dem fra statsapparatet. Fabrikskomiteerne skal underordnes disse, og der skal opbygges en fagbevægelse efter vesteuropæisk mønster.
Den anden gruppe med basis i oppositionsbevægelsen Movimento de Oposicao Sindical Metalurgica, MO, ser fabrikskomiteerne som udgangspunkt for arbejdernes kamp. Endvidere erklærer MO, at de er en del af traditionen fra Pariserkommunen over Petrograd-sovjetten til Solidaritet i Polen.
Begge disse strømninger udgør sammen med forskellige smågrupper på den brasilianske venstrefløj Partido dos Trabalhadores, PT, Arbejderpartiet. Partiet blev dannet i 1980, efter at regimet året før havde tilladt uafhængige partier. Endvidere har man dannet den selvstændige fagbevægelse CUT, som samler de uafhængige fagforeninger og oppositionerne i de populistisk dominerede fagforeninger.
Arbejderpartiet har lige siden sin start haft et uklart politisk grundlag, men nærmer sig med hastige skridt traditionelle reformistiske holdninger, som vi herhjemme kender dem fra Socialdemokratiet og SF. Lula-fløjen, som dominerer partiet, ser dette som en mulighed for at opnå større vælgeropbakning fra middelklassen.
MO-bevægelsen
I fagbevægelsen er der ved at vokse et lag af funktionærer frem, som lever af at forhandle for arbejderklassen under de nuværende samfundsforhold. Et lag af fagbureaukrater, der som deres kolleger i Danmark ikke har nogen interesse i arbejdermagt. MO-bevægelsen står dog så stærkt i CUT, at reformismen endnu ikke dominerer fuldstændigt her.
De mest militante arbejdere i Brasilien befinder sig i dag i MO. Bevægelsen er imidlertid handicappet af, at den kun eksisterer indenfor metalbranchen. Den organisatoriske tilknytning til den faglige kamp betyder, at MO-folkene ikke er i stand til samlet at fremføre en socialistisk argumentation omkring f.eks. AIDS eller kvinders rettigheder.
Det betyder, at den politiske scene overlades til reformisterne, hvis ikke aktivisterne i MO bryder med Arbejderpartiet og danner et revolutionært parti. En sådan organisation vil være nødvendig, hvis de brasilianske arbejdere skal overvinde det særdeles effektive brasilianske statsapparat.
Billedtekst:
I Brasilien er det ikke svært at samle mange mennesker til demonstration. Her er en af utallige i1986.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed