Socialistisk Arbejderavis
Nr. 4 – Januar 1985 – side 2
Dagpengekampen
Hvorfor tabte vi?
Hans Jørgen Vad
Dagpenge-indgrebet er den hidtil groveste svinestreg fra Schlüters side. Endelig syntes det muligt at samle modstanden fra hele fagbevægelsen.
– Hardy Hansen truede med generalstrejke, og LO/FTF/AC holdt kampagnemøder i alle byer.
Alligevel gik det glat igennem – reelt skete det med finanslovsvedtagelsen d. 13. dec., hvor socialdemokrater inden for murene stemte for, medens en ynkelig skare socialdemokrater protesterede udenfor.
Årsagen til nederlaget er, at så få på arbejdspladserne tror det nytter at slå igen. Havde vi skrevet maj ‘74, var reaktionerne kommet lige på stedet, og de største arbejdspladser ville have trukket andre med sig. Man ville ikke afvente Hardys tomme trusler og lokale lederes kampagnemøder.
Arbejdsnedlæggelse
Kun skraldemændene i Odense reagerede på denne logiske måde, men de kom til at stå alene. Var der kommet en spontan og hurtig opfølgning fra andre arbejdspladser, ville der heller ikke have været plads for det splittelses-mageri, som aktionsdage både 4. dec. og 13. dec. er udtryk for.
Alligevel var skraldemændenes aktion ikke uden effekt, for netop i Odense så man 4. dec. den mest effektive arbejdsnedlæggelse siden maj-strejkerne i ‘74, på trods af at Odense traditionelt er socialdemokratiske domineret. Det skyldes både, at skraldemændene havde vist et eksempel til efterfølgelse, men måske især det benarbejde de lavede i samarbejde med aktive arbejdsløse over for andre arbejdspladser.
Arbejdspladsernes manglende selvtillid er altså den væsentligste del af forklaringen. Men ikke kun det. Modvilje i store dele af fagbureaukratiet mod, at der skulle ske noget, har osse bremset – helt ned på fagforeningsplan.
Det er det eneste, som kan forklare, at der var så påfaldende få arbejdsnedlæggelser i byer som København, Århus, Randers og også blandt søfolk, medens det på den anden side var effektivt i byer som Ålborg, Esbjerg og måske især Horsens.
OK-kampen
Det viser os, at det kan lade sig gøre at lave omfattende arbejdsnedlæggelser, selv om der ikke er den store entusiasme på arbejdspladserne. For at nedlægge arbejdet kræver folk en vis garanti for at andre også gør det. Man er bange for at komme til at stå alene. Derfor kræver det et helhjertet organiseret forarbejde.
Det gælder, når vi kæmper mod dagpengeforringelser, men det gælder også for overenskomsterne her til foråret.
Skal der »storstrejkes« effektivt, skal der være en koordinering mellem arbejdspladserne, som gør det muligt at kæmpe, selv om det sker efter et mønster som ikke lige passer i fagbureaukraternes kram, hvad enten de er af socialdemokratisk eller kommunistisk observans.
Det er denne elementære organisation på gulvplanet, vi skal have genopbygget.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed