Socialistisk Arbejderavis
Nr. 4 – Januar 1985 – side 7
Marxismens betydning
Sådan er kapitalisme
Ole Mølholm Jensen
Hvis alle arbejdere en dag blev hjemme fra arbejde, ville der ikke kunne produceres noget. Man hvis alle kapitalister blev hjemme fra arbejde en dag, vil der stadigvæk kunne blive produceres varer.
Kapitalisterne har brug for arbejderne, men arbejderne har ikke brug for kapitalisten. I denne enkle kendsgerning gemmer udbytningen under kapitalismen sig. Hele grundlaget for kapitalismen er nemlig, at et lille mindretal ejer og kontrollerer fabrikkerne og dermed de samlede produktionsmidler i samfundet.
Heroverfor står det store flertal i befolkningen, som er frataget enhver kontrol over produktionens indhold og organisering og dermed underlagt det lille mindretals udbytning.
Udbytning er derfor ikke bare et spørgsmål om, at der er enkelte arbejdsgivere, der behandler arbejdsfolkene specielt dårligt og giver en specielt dårlig løn. Udbytningen dækker meget bredere. Den foregår overfor alle, der ikke har andet at sælge end deres evne til at arbejde.
Under kapitalismen er alt nemlig gjort til varer, og selv vores evne til at arbejde er gjort til en vare, der kan købes, bruges, sælges eller kasseres.
Kapitalisten køber således vores evne til at arbejde.
Men den vare, som er vores arbejdskraft, er samtidigt en anderledes vare end alle andre varer. Varen arbejdskraft har en vigtig egenskab, som ingen andre varer har, og det er evnen til at skabe værdi igennem arbejdet med maskinerne.
Vi skaber en merværdi
Når vi således sælger vores arbejdskraft til kapitalisten, gør vi det for at opretholde en indkomst, så vi har til hverdagens fornødenheder. Når kapitalisten køber vores arbejdskraft, så køber han retten til at bruge den i 8 timer. I de 8 timer skaber vi meget mere værdi end det beløb, vi får udbetalt som løn. Vi skaber med andre ord end merværdi, som kapitalisten snupper helt.
Den løn, vi får for vores arbejde, svarer altså ikke til den værdi vi skaber. Lønnen svarer til det, som vi sammen kan kæmpe igennem som den pris, vi vil sælge vores arbejdskraft for.
Hvis det ikke var sådan, men i stedet på den måde at lønnen svarede til den værdi, vi skaber, ville kapitalisterne ikke tjene en krone på vores arbejde. De ville ikke blive rigere og være i stand til at udbytte flere og flere arbejdere. Og sådan er det jo ikke. De bliver jo rigere og rigere og samler hele tiden større og større værdier.
Det, der får kapitalisten til at købe vores arbejdskraft, er, at den kapital, som kapitalisten ejer og kontrollerer, kan vokse igennem vores arbejde med maskinerne.
Her kommer vi frem til selve hjertet i kapitalismen, netop kapitalisternes konstante jagt på profit, for herigennem at øge den værdi de ejer og kontrollerer. Karl Marx omtalte den grundlov for kapitalisterne ved at betegne kapitalisternes interesser som:
»Akkumuler, akkumuler! Dette er Moses og profeterne! ... Akkumulation for akkumulationens egen skyld, produktion for produktionens egen skyld«.
Det afgørende for kapitalismen er ikke, hvad der produceres. Om det er elektriske tandbørster, tøj eller fødevarer, er for kapitalisten ligegyldigt. Det eneste afgørende er, at der skabes mere værdi. At der akkumuleres mere og mere kapital for akkumulationens egen skyld.
Men det er ikke bare ønsket om at ophobe mere og mere kapital, der driver den enkelte kapitalist til at forsøge at udbytte arbejderne hårdere og hårdere.
Der er samtidigt et andet afgørende element i kapitalismen, nemlig konkurrencen. Alle kapitalister forsøger at ophobe så meget kapital og få en så stor profit, at de kan overleve i konkurrencen mellem andre kapitalister. Derfor forsøger de hele tiden at øge udnyttelsen af arbejdskraften.
Dels ved at forsøge at sænke lønnen og dermed øge den del af arbejdsdagen, hvor arbejderne arbejder ‘gratis’ for kapitalisten. Dels ved at få den enkelte arbejder til at lave flere varer og betjene flere maskiner i løbet af en arbejdsdag til den samme løn som før.
Der er således 2 ting, der hele tiden driver kapitalismen fremad. Det ene er akkumulationen. Det andet er konkurrencen. Begge tendenser hviler på udbytning af arbejderklassen.
Derfor kan vi nu også udpege de grundlæggende modsætninger under kapitalismen som dels modsætningen mellem lønarbejde og kapital og dels modsætningen mellem den samfundsmæssige produktion og den private tilegnelse.
I disse uforenelige modsætninger ligger den vedvarende tendens til klassekamp under kapitalismen.
En verden – en økonomi
Siden Marx’ dage har kapitalismen udviklet sig meget. Der er ikke længere bare tale om enkelte kapitalister, der producerer til et ukendt marked, hvor de bytter varer med andre varer. I dag er kapitalismen et meget mere udbygget økonomisk system.
Konkurrencen foregår således i dag også mellem stater, der hver især forsøger at overleve i den internationale konkurrence. Det har resulteret i en enorm militær oprustning, som tjener til at fastholde staternes kontrol over produktionsapparatet og stiller hver nationale stat stærkere overfor sine konkurrenter.
Staternes rolle i økonomien har således været voksende, og den internationale konkurrence bliver i dag forvredet af indirekte eller direkte statslige indgreb, prisfastsættelser, statssubsidier og en generel omfordeling af ressourcerne m.m.
Samtidigt har kapitalismen spredt sig ud over hele verden. Ikke den mindste flække på kloden går fri af verdensmarkedets krav og grænser for vækst og produktion.
Det har samlet set været to sideløbende hovedtendenser i kapitalismens udvikling igennem de sidste hundrede år. Den ene tendens er den internationale organisering af produktionen. Den anden tendens er den stigende rolle, som staten spiller i verdensøkonomien. Vigtigt er det samtidigt, at de grundliggende drivkræfter fortsat eksisterer i kapitalismen. Konkurrencen, akkumulationen, udbytningen af arbejderklassen.
Statskapitalisme
I den forbindelse er det ligegyldigt, om vi snakker om den bureaukratiske statskapitalisme i Østeuropa eller den monopolistiske statskapitalisme i Vesteuropa.
I Østeuropa fungerer de samme mekanismer som i vest. Bureaukratiet, den herskende klasse, udbytter arbejderklassen for at akkumulere kapital og for at kunne klare sig i den internationale konkurrence. Arbejderklassen har ingen kontrol over produktionens indhold, formål eller organisering. Den har kun bureaukratiet som klasse.
At kapitalismen i dag er en sammenhængende økonomi på verdensplan, betyder en række afgørende ting for arbejderklassens kamp mod undertrykkelse og udbytning. Disse ting samt arbejderklassens muligheder for at rydde dette system af vejen igennem en revolutionær omvæltning vil blive diskuteret i næste nummer.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed