Pæne mænd uden politik

Demokraternes politiske budskab i denne valgkamp vil kunne skrives på bagsiden af et frimærke. Efter, at de har udpeget Michael Dukakis, er det blevet stadigt tydeligere, at valget kommer til at stå mellem to “ærlige” amerikanske mænd, ikke mellem politiske holdninger. Dukakis’ politiske rådgiver har sart det tydeligt: “At fatte sig i korthed er essensen i en sejr.”

Og det gennemsyrer den amerikanske presse, at dette valg, som så mange før, ikke handler om politik, men først og fremmest om kandidaternes troværdighed, deres familieforhold, og ikke mindst; om de kan holde sig fri af sensationsjægernes jagt efter dunkle punkter i deres fortid.

Dukakis har aldrig været kendt som nogen stor politiker. Han har været guvernør i Massachusetts, som har oplevet et enormt stort boom i løbet af de sidste år, hovedsagligt fordi store industrivirksomheder er flyttet dertil.

Demokraterne ynder at omtale det politiske mirakel, han har skabt der. At miraklet ikke så meget stammer fra Dukakis’ politik, men snarere er et udtryk for held, gør to økonomer rede for i en bog om udviklingen i staten. Deres pointe er, at hvis det var en abe, der havde ledet staten, var udviklingen gået på samme måde.

Nu, hvor partikonventet har udpeget Michael Dukakis som Demokraternes præsidentkandidat, støtter Jesse Jackson ham ufortrødent. Jacksons strategi er at arbejde loyalt i partiet, både for at bane vejen for ham selv ved de kommende præsidentvalg, men også for at vise de mange grupper, der har støttet ham, at det demokratiske parti er vejen til mere indflydelse for de sorte og de fattige.

Men efter at Dukakis har udpeget Lloyd Bentsen som vicepræsident-kandidat, har Jackson fået problemer. Hans kandidatur har hele tiden fået støtte af den såkaldte regnbuebevægelse, der er en sammenslutning af mange forskellige folkelige bevægelser i USA. Selve bevægelsen er dannet med det ene formål at støtte en udvalgt præsidentkandidat – i år altså Jesse Jackson.

Mod abort

Mange i regnbuebevægelsen er rasende over, at en af de mest konservative høge er blevet udpeget. Udover at være repræsentant for det rige Amerika er han mod abort, for støtte til Contraerne, for indførelsen af nye våbentyper, for mere tvungen bøn i skolerne, og han har også stemt imod, at en ligeretskommission fik mulighed for at blande sig i diskrimination på arbejdspladserne.

Ved siden af dette er Bentsen den kandidat, der har modtaget flest penge fra forskellige firmaer. Over 6 millioner dollars er pumpet i hans kampagne. Han havde planlagt at spise morgenmad med forskellige lobbyer en gang om måneden for den beskedne ydelse af 10.000 dollars pr. måltid.

Jacksons reaktion har været: “Jeg holder på den hest, konventet har udpeget.” Et udsagn, som viser, hvor dybt involveret han er i Demokraternes partimaskine. Og som også viser, at hans strategi med at vinde mere indflydelse i partiet ikke bliver anfægtet af, at Demokraternes vicepræsident-kandidat ligger meget tættere på Reagan end på andre demokrater.

Derfor er det også forståeligt, at folk fra regnbuebevægelsen er rasende over, at Bentsen blev udpeget.

Udpegningen af ham viser nemlig med al tydelighed, at Demokraterne er så sikre på Jacksons loyalitet overfor partiet, at de kan slippe afsted med at udpege en ærkereaktionær vicepræsident-kandidat, på trods af den succes Jackson har haft under valgkampen.

For mange venstreorienterede, der har troet på, at partiet kunne reformeres indefra, er dette et enormt slag.

Ikke en bevægelse

Det er forkert at opfatte den nationale regnbuebevægelse som en bevægelse. Den er ikke andet end en valgmaskine. Hensigten har været at samle en kraft, der kunne synliggøre især de sorte, men også andre minoriteter i det demokratiske parti. Først og fremmest gennem en massiv støtte til Jacksons kandidatur.

Jackson har beskrevet regnbuebevægelsen som et kludetæppe. De sorte udgør en lille firkant, kvinderne en anden, de fattige en tredje, men ingen af firkanterne er store nok. Derfor skal alle mulige grupper samles sammen, indtil kludetæppet bliver stort nok til at “gøre Amerika stærkt og gøre det til et bedre sted”.

Samme retorik som Demokraterne altid har brugt, og det er da også det parti der får flest stemmer fra undertrykte grupper.

Demokraterne lytter selvfølgelig til folkelige bevægelser, der viser deres styrke. Men de dybe modsætninger, der er i det amerikanske samfund, kan ikke overvindes uden et opgør med systemet. Det er illusorisk at tro, at Demokraterne vil være med til at save den gren over, som de selv sidder på.

Regnbuebevægelsen er et eksempel på, hvordan store lag af folk, der har været ude i kampe mod systemet, men som ikke udvikler en revolutionær bevidsthed, falder sammen, når systemet viser sig i stand til at slå bevægelserne tilbage.

Venstrefløjsimage

Netop fordi regnbuebevægelsens grundlag har været forskellige grupper, der har kæmpet og demonstreret for deres rettigheder, har Jackson haft et problem med det venstrefløjsimage, dele af pressen har bygget op omkring ham.

I starten af valgkampen stod Jackson fast på nationernes ret til selvbestemmelse, men det tog ham ikke lang tid at skifte holdning. Da amerikanske krigsskibe blev sat ind i Golfen, syntes Jackson, problemet var, at man skulle undersøge de objektive begrundelser og involvere de øvrige vestlige lande. Da Reagan sendte tropper ind i Honduras i starten af 88, tonede Jackson frem på fjernsynet og meddelte, at den slags kunne være nødvendigt under visse omstændigheder. Jackson mener heller ikke længere, at Puerto Rico har ret til national selvbestemmelse.

Og da Reagan forsøgte at skille sig af med Noriega (præsident i Panama), som ellers er blevet betalt af USA gennem mange år, accepterede Jackson Reagans argumentation om, at USA havde pligt til at gennemføre sanktioner mod lande, der forsøgte at sejle narkotika til USA.

Med disse mange begivenheder in mente kunne Jackson roligt gå til pressemøde og erklære: “Når alt støvet bliver fjernet, vil det fremgå, at mine holdninger er i overensstemmelse med forfatningen, kongressen og sidst, men ikke mindst, den måde nationen er skruet sammen på.”

Jackson vil uden tvivl stille op til præsidentvalget 1 1992, og han vil uden tvivl fortsætte den glidebane mod højre, som han har været på under denne valgkamp.

Den amerikanske venstrefløj er nødt til at gøre op med illusionen om at reformere partiet indefra. Heller ikke i USA er der nogen let genvej til at forandre systemet.

Billedtekst:
Michael Dukakis forsøger at charme sig Igennem. Og det er han nødt til – for politik har han ikke meget af.
Det har konkurrenten George Bush nu heller ikke – han forsøger i stedet at spille på vælgernes moderfølelser.