Socialistisk Arbejderavis
Nr. 44 – November 1988 – side 4
Spørgsmål vi ofte møder
Borgerlige rettigheder: Deres sandhed og vores
Martin B. Johansen
“Vi mener, at følgende sandheder må være åbenlyse, at alle mennesker er skabt lige, og at deres skaber har skænket dem visse uafhændelige rettigheder, iblandt disse er livet, friheden og stræben efter lykke.”
Disse berømte linjer fra den amerikanske uafhængighedserklæring er typiske for de klingende proklamationer, som blev fremsat under de borgerlige revolutioner. De banede vejen for udviklingen af den moderne kapitalisme.
De er typiske på flere måder. For det første koncentrerer de sig om formodede universelle og absolutte, men abstrakte sandheder og rettigheder, i højere grad end de koncentrerer sig om noget specielt.
For det andet må vi se det i sammenhæng med tiden, hvor de absolutte monarkier var dagens orden i det meste af verden. Da var de umådeligt progressive og ægte radikale.
Som arbejderklassens teoretiker, og ikke den borgerlige revolutions, udviklede Marx en helt anden indstilling til både “sandhed” og “rettigheder”. For Marx var der ingen universelle eller absolutte sandheder, for når det kommer til stykket, så er det altid praksis, der viser, hvilken sandhed, der består prøven.
En påstand er sand, så længe den sætter mennesker i stand til at føre givne praktiske handlinger ud i livet.
“Sandhed” er derfor historisk og frem for alt konkret. En påstand er sand i forhold til nuværende omstændigheder. Hvis omstændighederne ændres tilstrækkeligt, så ophører den med at være sand.
Det samme gælder med “rettigheder”. For marxister er der ingen gud-givne rettigheder, som alle mennesker er skabt med. Mennesker, eller nærmere bestemte grupper og klasser, har kun rettigheder i den grad, at de er i stand til at vinde og forsvare dem i kamp.
“Rettigheder”
Hvorvidt marxister støtter eller ikke støtter disse “rettigheder”, afhænger af, hvilke klasser, det drejer sig om, og hvad de vil bruge disse "rettigheder" til. Marxister støtter “retten til at arbejde”, når det er et krav, som arbejderklassen kan mobilisere omkring for at bekæmpe den kapitalistiske arbejdsløshed. Men vi er imod “retten til at arbejde”, når den bruges til at retfærdiggøre skruebrækkeri.
Når som helst borgerskabet og dets tilhængere i medierne taler om “frihed” og den slags, vil marxister altid spørge “hvis frihed? Frihed til at gøre hvad?”
Det er ikke en tilfældighed, at den borgerlige franske revolution blev udkæmpet under et parolesæt af abstraktioner – “Frihed, lighed og broderskab” –, mens den russiske arbejderklasses revolution udkæmpedes for specifikke krav: “Brød, fred og jord”.
En anden illustration af denne pointe er spørgsmålet om ytringsfriheden. Den herskende klasse lægger stor vægt på, at dette må ses som en fundamental menneskeret. Men i virkeligheden er det en rettighed, der i det kapitalistiske samfund er underlagt 117 restriktioner og begrænsninger.
Hvordan er marxisters indstilling til “ytringsfriheden” så?
I almindelighed forsvarer vi den, ikke fordi det er en gud-given rettighed, men fordi det i høj grad er til arbejderklassens fordel under kapitalismen.
I virkeligheden lægger vi vægt på at forsvare ytringsfriheden præcis der, hvor kapitalister laver restriktioner.
Imidlertid foregiver vi ikke, at ytringsfriheden er en absolut eller universel rettighed. Vi forsvarer for eksempel ikke Den Danske Forening og grønjakkernes ret til at ophidse til racehad, eller til at sprede deres racistiske ideer i nogen som helst afskygning eller form. Vi ville heller ikke garantere de afsatte kapitalister retten til at anspore til opstand og kontrarevolution i en arbejderstat.
Men samtidig er det også værd at bemærke, at vi heller ikke dyrker denne nægtelse af nogens ytringsfrihed, selv for racister. For os er det ikke et spørgsmål om absolutte principper, om at lukke munden på hver enkelt fascist eller racist uden hensyn til omstændighederne, og endnu mindre at forbyde ethvert synspunkt, som vi finder anstødeligt.
Det er altid et spørgsmål om konkrete strategiske og praktiske bedømmelser.
Men for at vende tilbage til det overordnede spørgsmål. Hvordan forklarer vi forskellen mellem, at borgerskabet tilsyneladende er forpligtigede overfor universelle rettigheder og principper, og at marxister insisterer på, at alle rettigheder og principper er historiske og afhænger af omstændighederne?
Hykleri
Er det et spørgsmål om hykleri overfor ærlighed? Ja, men hykleriet og ærligheden er klassebestemt. Borgerskabet er bundet til hykleriet, fordi de er en lille minoritet, der kun er i stand til at herske, hvis de kan sælge deres egne interesser på, at de er i “hele folkets” interesse.
Marxismen repræsenterer imidlertid arbejderklassen, der er et umådeligt flertal, og har derfor ingen grund til at forklæde deres specifikke klasseinteresser. Modsat må arbejderklassen have en klar forståelse af, hvad der præcist er i dens interesse, hvad den har brug for for at opnå sin frihed.
Billedtekst:
Den russiske arbejderklasse kæmpede i 1917 for krav som “Brød, fred og jord”.
Billedtekst:
Vi forsvarer ikke Den Danske Forenings ret til at ophidse til racehad. Her er det fra en demonstration mod et DDF-møde.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed