Socialistisk Arbejderavis
Nr. 44 – November 1988 – side 9
Nikolai Bukharin
Stalins bydreng
Hans Erik Madsen
Nikolai Bukharin er blevet rehabiliteret af Gobatjov, der mener, at Bukharins ideer var, og er, et alternativ til stalinismen. Men det meste af sit liv støttede Bukharin Stalin, skriver Hans Erik Madsen.
Nikolai Bukharins navn har inden for den seneste tid været på mange ivrige reformisters læber i Sovjet og det øvrige Østeuropa. Senest har den sovjetiske partiavis Pravda hyldet ham som en af de helt store personligheder i den kommunistiske partihistorie. Bukharins økonomiske teorier og hans kamp mod bureaukratiet er den arv, som Gorbatjovs reformprogrammer bygger på, erklærer avisen.
Bukharin var en af de mest eminente af de gamle bolsjevikker, en betydelig teoretiker og en af de personer, der i Lenins politiske testamente blev nævnt som en af Lenins nærmeste medkæmpere.
I 1917 var han redaktør på Pravda og blev valgt til ledelsen af sovjetten i Moskva. Han skrev det klassiske værk “Imperialismen og verdensøkonomien”. Han kritiserede den fredsaftale, som blev indgået i Brest-Litovsk i marts 1918 mellem Tyskland og Sovjet, som først og fremmest var Lenins initiativ. Men i 1921 indtrådte Bukharin i den øverste partiledelse, politbureauet.
Hvad er så baggrunden for, at Bukharin sammen med 19 andre, der blev henrettet efter den 3. Moskva-proces i 1938, er blevet rehabiliteret?
Det er hverken hans revolutionære ideer og praksis eller hans dramatiske død, som forklarer Bukharins aktuelle popularitet.
Det er derimod troen på, at den politik, som Bukharin stod for i slutningen af 20erne, repræsenterer en alternativ vej for opbygningen af Sovjet. Der er ingen tvivl om, at Bukharins politik ville have forhindret Stalins tvungne kollektivisering af landbruget og den vanvittige industrialisering, som kostede så mange millioner mennesker livet, og som kulminerede i kulakkernes mareridt.
Gorbatjov håber, at de ideer, som kunne have forhindret så megen elendighed i Rusland i fortiden, vil forme grundlaget for en liberal, human socialisme i dag.
Men ideen, om at Bukharin leverede et levedygtigt alternativ til stalinismen, var en myte dengang som i dag.
Også selvom Bukharin var et mere humant og civiliseret individ end Stalin.
Bukharin hjalp Stalin på hans vej til magten i stedet for at bekæmpe ham. Fra 1925-27 havde Stalin endnu ikke befæstet sin kontrol over Kommunistpartiet og staten, og var stadigvæk nødt til igennem åbne politiske debatter at bekæmpe sine opponenter Zinoviev, Kamenev og frem for alt Trotskij.
Det var i særdeleshed Bukharin, der forsøgte at retfærdiggøre nøgledoktrinen om “socialisme i ét land”. Som formand for Kommunistisk Internationale godkendte han og var medansvarlig for, at den kinesiske revolution blev smadret i 1927.
Han blev endda belønnet for sine anstrengelser på formandsposten, som han bestred fra oktober 1926, til han mistede den i juli 29.
Først i elvte time, da de stalinistiske bureaukrati begyndte sine angreb på landbefolkningen, veg Bukharin tilbage. Men hans opposition var halvhjertet, spagfærdig og kort – og han kapitulerede hurtigt. Bukharin bekæmpede aldrig seriøst den stalinistiske kontra-revolution, fuldstændig i kontrast til Trotskij, der fortsatte en uforsonlig kamp til den bitre ende.
Men hvorfor var Bukharin ikke i stand til at opbygge en reel opposition til stalinismen? Fordi han delte den basale forudsætning for stalinismen – at arbejdermagten blev erstattet med bureaukratiet under dække af parolen om “socialisme i ét land”.
Det er korrekt, at Bukharin udstak og støttede en anden økonomisk politik end den, Stalin fulgte. I stedet for en halsbrækkende industrialisering ønskede han at fortsætte den Nye Økonomiske Politik (NEP), der blev startet i 1921.
NEP var for Lenin et tvunget skridt tilbage og et kompromis med kapitalismen, en midlertidig position, men blev for Bukharin til en permanent politik.
At følge NEP betød at følge og fremme en blandingsøkonomi, der kombinerede stats-ejede og -kontrollerede industrivirksomheder med små landbrug og privat handelsvirksomhed. Det betød, at der fremkom et lag af velstående "NEP-mænd", men ingen øget industriproduktion.
Bukharins linie gik ud på at understøtte kulakkerne (de rige bønder og “NEP-mænd”). han blev kendt for opfordirngen til kulakkerne: “Berig Jer”. Industrialiseringen, planlægningen og socialismen skulle, med en anden berømt formulering af Bukharin, udvikle sig med "en snegls hastighed".
Han organiserede sine ideer i den såkaldte højreopposition, der aldrig rigtig blev et alternativ til Stalins ledelse af partiet.
Overfor Stalins vold og undertrykkelse kan det forekomme som et attraktivt alternativ. Men i virkeligheden led det af to afgørende svagheder.
For det første vendte det et blindt øje til den kendsgerning, at arbejderklassen meget hurtigt mistede enhver rest af sin magt, som overgik til bureaukratiet. For det andet forsøgte det at ignorere det økonomiske og militære pres, som verdenskapitalismen havde vendt mod Sovjet.
Hvis den første svaghed er fundamental ud fra et socialistisk synspunkt, så stiller den anden Bukharins argumenter svagt overfor bureaukratiet. For dem var en hurtig og brutal industrialisering et spørgsmål om overlevelse, og derfor støttede de Stalin overfor Bukharin.
Det var Stalin, der havde fat i den reelle logik i deres fælles holdning om socialisme i ét land. Han kunne se, at den eneste måde at holde bureaukraterne fast ved magten på, var ved at modstå presset fra den kriseramte verdensøkonomi. Og det kunne kun ske ved en forceret industrialisering og øget udbytning af arbejdere og bønder.
Bukharins ideer om “markeds-socialisme” (der i virkeligheden bare er en blanding af privat- og stats-kapitalisme) tegnede et idyllisk billede af en afbalanceret økonomi. En utopi, som verdensøkonomien hurtigt ville have forvandlet til intensiveret udbytning, arbejdsløshed og drastiske omvæltninger.
Eksisterede der et alternativ til Bukharin – og dermed et alternativ til stalinismen? Var det ikke korrekt at opgive nye revolutionære opstande i Europa efter den tyske revolutions nederlag i 1923? Var Stalin og Bukharins vej op til og efter kontrarevolutionen i 1928 ikke den eneste realistiske? De afskrev arbejderklassen og arbejdermagten som dynamoen i udviklingen, og i stedet satsede de på bønderne Rusland, de reformistiske bureaukrater i Europa (som for eksempel generalstrejken i England i 1926), og de borgerlige nationalister i Asien (Kuomintang og forræderiet i Kina i 1927).
Der var et alternativ – nemlig Trotskij og venstreoppositionens politiske perspektiver. De holdt fast i Marx’ formulering om, at “arbejderklassens frigørelse er dens eget værk,” og fast i, at revolutionen måtte spredes til andre lande, hvis socialismen og arbejdermagten i Rusland skulle overleve.
I 1928-29 foreslog Trotskij fra sit eksil i Alma Ata i den sydøstlige provins Kazakhstan, at højre- og venstre-oppositionen skulle indgå en alliance mod Stalin for at sikre partidemokratiet og igangsætte en gennemgribende diskussion i partiet. Men alliancen blev aldrig til noget.
Overfor NEP-politikken opstillede venstreoppositionen et konkret alternativ, hvor de sagde:
- Et stop for NEP, som skabte risiko for genindførelse af kapitalismen.
- En styrkelse af industrialiseringen og den økonomiske planlægning. Den øgede industrielle vækst skulle ikke bare forøge produktionen, men også give arbejderklassen større vægt og forbedre mulighederne for at styrke en alliance mellem arbejderklassen og de fleste af bønderne (de små og mindre bønder).
- Udviklingen af industriproduktionen skulle give mulighed for at producere varer, som bønderne kunne bruge, også til at fremme mekaniseringen af landbruget og dermed øge produktionen. Politikken overfor bønderne skulle stimulere en – frivillig – kollektivisering.
- En styrkelse af arbejderklassen samt en øget rekruttering af arbejdermedlemmer til det kommunistiske parti.
- En styrkelse af demokratiet både i partiet og staten.
- En kamp mod bureaukratiseringen. Både ved hjælp af en kraftig industrialisering, der ville give arbejderklassen øget vægt, direkte initiativer mod bureaukratiet og dets privilegier, og for demokratisk diskussion og beslutninger.
Med denne politik kunne man styrke Sovjetunionen, på trods af at den socialistiske revolution ikke var spredt til resten af Europa.
Men først og fremmest skulle det sovjetiske parti fortsætte arbejdet mod at opbygge den Kommunistiske Internationale og yde politisk støtte til de andre partier i Internationalen for at forberede socialistiske revolutioner.
Billedtekst:
Her ses det forbryderkort, som Moskvas hemmelige politi lavede, da Bukharin blev anholdt for første, men absolut ikke sidste, gang i 1909.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed