Socialistisk Arbejderavis
Nr. 44 – November 1988 – side 12
Pinochet på røven
Per Jensen
Den 5. oktober stemte et flertal af Chiles syv millioner vælgere nej til Pinochet.
Stigende problemer havde presset General Pinochet til at udskrive folkeafstemningen om ja eller nej til militærdiktaturet. Dels har økonomiske problemer presset superliberalisten Pinochet til at nationalisere banker, og dels har voldsomme demonstrationer og strejker svækket regimet.
Siden 1983 har arbejderklassen vist sin styrke flere gange – den har svaret igen på regimets arrestationer og undertrykkelse med strejker i minerne og ved at danne en ny landsdækkende faglig organisation i 1987 med 360.000 medlemmer.
Pinochet kom til magten ved et militærkup den 11. september 1973. Før kuppet stod den socialistiske præsident Allende i spidsen for en folkefrontsregering fra 1970.
Allende gav stadig flere indrømmelser til borgerskabet, og en måned før kuppet tog Allende selv Pinochet ind som medlem af regeringen!
I stedet for at bygge på arbejderklassens aktioner og tage et revolutionært opgør fulgte man klassesamarbejdets vej. Allendes fald viser, at den reformistiske vej til socialisme slet ikke er nogen vej, men en blodig blindgyde.
Regimet vakler
Men nu vakler regimet. Senest december 1989 skal Pinochet udskrive et valg, som han ikke vil overleve som præsident, selv om han i følge forfatningen kan sidde i parlamentet på livstid.
Ved et kommende valg vil de marxistiske partier sikkert ikke få lov til at stille op, og før folkeafstemningen opfordrede dele af venstrefløjen til at boykotte Pinochets valg.
Kommunistpartiet (PCC) har tidligere opfordret til at boykotte, men har ændret linjen af hensyn til en nydannet venstreenhed af syv partier, kaldet Izauierda Unida (IU).
Socialistpartiet er splittet, og en del opfordrede til boykot, mens en anden går ind for en alliance med de kristelige demokrater.
Og en af de største revolutionære organisationer, MIR, er også splittet. En del organiserer blandt de mest forarmede befolkningsgrupper i slumkvartererne, mens andre siden slutningen af 70erne har benyttet sig af guerillakamp.
Ingen af partierne bygger på arbejderklassens kræfter, men alligevel er den chilenske arbejderklasse en farlig modstander for borgerskabet. Og hvis den bruger erfaringerne om reformismens fallit fra 73, vil den kunne kæmpe sig til langt mere end parlamentariske demokrati.
Nyt parti
Mange vil gøre kampen for det borgerlige demokrati til den eneste opgave. Den reformistiske venstrefløj i Chile er ikke bedre end den i Vesteuropa, og vil opfordre til samarbejde, tilbageholdenhed og kompromiser mellem klasserne og vil lægge en dæmper på arbejderklassen.
Men det er prøvet i Chile fra 1970-73. Og derfor er der muligheder for sprækker i venstrefløjen i Chile, som kan føre til, at der dannes et nyt revolutionært parti, som kan føre opgøret med Pinochet over i en kamp for socialisme
Billedtekst:
Slumbeboere i Chile demonstrerer mod privatisering og elendige sundhedsforhold, marts 88.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed