Socialistisk Arbejderavis
Nr. 5 – Februar 1985 – side 3
Hardy Hansen i “front” med DKP på slæb
Hans Erik Madsen
700 tillidsfolk fra fagbevægelsens venstrefløj var troppet op til overenskomstkonferencen i Horsens d. 19. januar. Traditionen tro spillede DKP ikke alene første violin, men sad på de fleste pladser i konferenceorkestret.
Traditionen tro blev de gamle politiske travere spillet om og om igen: »Vi vil presse vore forhandlere til at stå fast på kravene«. »Vi vil presse LO-toppen til at gå i spidsen for en effektiv konflikt«. Som et led i dette gevaldige presseri blev der vedtaget – som det eneste konkrete – en aktionsuge fra den 4. til 8. februar.
Konferencen kan med garanti ikke have givet selv den mindste bekymring hos Hardy Hansen og Co. De kan med ro tage konferencens beslutninger som et håndslag fra DKP om, at de ihvertfald ikke vil skabe uro på bagsmækken.
For som Ole Sohn, medlem af DKPs centralkomité og SiDs hovedbestyrelse, udtrykte det: »Vi anerkender, at LO-lederne på demokratisk vis er valgt til at føre forhandlingerne. Vort middel er derfor at søge at påvirke vore forhandlere. Derfor skal medlemmerne mobiliseres for at lægge pres på dem. Og opgaven er ikke umulig. Se blot, hvor langt vi er kommet med min egen forbundsformand, Hardy Hansen«.
Der er intet nyt i, at DKP’erne hverken var villige til at kritisere LO-toppens udsalg af kravene eller udstikke en linje for, hvordan vi opbygger aktiviteterne på gulvplan.
Derfor havde vi også i Overenskomstinitiativet 85 – som består af en kreds af fagligt aktive fra forskellige arbejdspladser i Århus – forberedt en række forslag til konferencen. Disse pegede på, hvordan vi på gulvet kan opbygge en styrke og organisering, så en evt. storkonflikt ikke blot bli'r en gentagelse af kolonihavestrejken i 73.
Og her slog vi klart fast, at forudsætningen for at skabe en mobilisering på arbejdspladserne er, at de oprindelige krav fastholdes. Enhver snak om 38 timer med eller uden fuld løndækning må afvises. Hvem gider slås for det?
LO-toppen har solgt ud
Derfor er det også katastrofalt, at konferencen ikke ville kritisere, at vores faglige ledere allerede har solgt ud af kravene. Selv den tilsyneladende venstredrejede frontkæmper Hardy Hansen står ikke fast på 35 timers kravet. Det er ganske enkelt uforsvarligt at undlade en kritik af LO-toppen. Vi er nødt til at være på det rene med, at vore forhandlere ikke står skulder ved skulder med os på gulvet. De giver os kniven, lige så snart de kan komme af sted med det.
Og al deres snak om, at de vil tage en kort og effektiv konflikt, har jo ikke mere i sig end, at de blot vil afvente et regeringsindgreb. Derfor skal vores aktiviteter heller ikke rette sig ind mod, hvordan vi presser vores forhandlere, men derimod: Hvordan vi selv på gulvet stabler nogle aktiviteter på benene. At det så vil sætte vores ledere under pres er kun godt.
Vi opfordrede til, at konferencen tog en diskussion af to mulige udgange på overenskomstforhandlingerne. »Bliver der storkonflikt, vil vi omgående indkalde til en landsdækkende tillidsmandskonference... for at sikre at arbejdspladserne i bredest muligt omfang aktivt inddrages i organiseringen af strejken«.
Og den anden mulighed er, »at et resultat går til urafstemning med eller uden anbefaling. I begge tilfælde vil vi organisere en nej-kampagne og agitere for at bryde med sammenkædnings- og 35% reglerne«. Og videre... »viser der sig et nej inden for større delområder (vi tænker her på en lignende situation som f. eks. inden for SiD, hvor der var et nej-flertal sidste gang) vil vi søge at mobilisere ... med henblik på en konflikt på de oprindelige krav«.
Men ikke så meget som en stavelse fra disse forslag kunne DKP’erne bakke op. Hvordan tror de, at en konflikt vil adskille sig afgørende fra kolonihavestrejken i 73, hvis vi ikke allerede nu forbereder os på, at der under en konflikt skal indkaldes til møder på arbejdspladserne og i fagforeningerne for at diskutere strejkens forløb og organisere.
Og frem for alt, da det sikkert bliver udgangen, vinde opbakning for at et regeringsindgreb skal siddes overhørigt. Dvs. strejken skal fastholdes på de oprindelige krav.
Se også:
SAA 5: IS mener: Stol ikke på lederne
SAA 5: Tuborg-chauffører: Solidaritet kriminaliseres
SAA 5: Generalstrejken i 1956: Fra kamp til stemmeseddel
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed