Socialistisk Arbejderavis
Nr. 5 – Februar 1985 – side 7
Marxismens betydning
Vi kan få det hele
Ole Mølholm Jensen
Vi, der producerer, står i centrum af det økonomiske system, vi har idag. Vi udgør den klasse, der igennem arbejdet skaber alle værdier i samfundet. Kapitalismen kan med andre ord ikke fungere uden en arbejderklasse, der er udbyttet og undertrykt.
Selvom vi ikke har magten over samfundet i dag, så giver selve vores stilling i produktionen nøglen til opgøret med kapitalisme og undertrykkelse.
Så samtidigt med at kapitalismen har spredt sig til et verdenssystem, der har inddraget selv den mindste flække på jordkloden i verdensøkonomien, så har kapitalismen også skabt sin egen undergang, nemlig arbejderklassen.
Det var ikke Karl Marx, der fandt ud af, at arbejderklassen var undertrykt og udbyttet af kapitalismen. Det var der mange før Marx, der havde set, og ikke mindst arbejderne selv. De har forsøgt at bekæmpe undertrykkelsen og udbytningen ved at organisere sig kollektivt i fagforeninger for herigennem at kunne stille krav til kapitalisterne. Men det var Marx, der så, at arbejderklassen, på grund af dens helt centrale rolle i produktionen, var den klasse, der kunne afskaffe kapitalismen og gennemføre menneskets frigørelse fra udbytning og undertrykkelse.
Ingen over og ingen under
Men hvorfor er det, at arbejderklassen som den første klasse i historien ikke bare skaber en ny undertrykt og udbyttet klasse under sig, men istedet afskaffer enhver form for udbytning og undertrykkelse, når den tager magten over produktionen og hele samfundet.
Da detnye borgerskab i sidste århundrede tog kampen op med den gamle feudale adels-og kongemangt, var bønderne også med i kampen, men bønderne fik blot tildelt rollen som de nye undertrykte. Bønderne blev i store mængder drevet fra landet og ind i byerne som det proletariat, der skulle sikre det nye borgerskab sin magt og rigdom.
Dette sker ikke, når arbejderklassen tager magten, fordi det kan kun ske ved kollektiv overtagelse af magten og kontrollen over produktionen og samfundets organisering.
Der er således ingen over eller under på fabrikkerne, men kun arbejderne, der stadigvæk betjener maskinerne, og som nu blot har den kollektive kontrol over, hvad der skal produceres, hvorfor og hvor meget. Denne kollektive kontrol over samfundet får arbejderklassen ved at erstatte den nuværende statsmagt med en statsmagt, der hviler direkte på arbejdernes organisering ud fra fabrikkerne. På den måde kommer magten over produktionen og magten over samfundet til at hænge sammen, uden at magten i samfundet hviler på udbytning af en anden klasse.
Derfor er det rigtigt at sige, at arbejderklassens frigørelse fra udbytning og undertrykkelse, er ensbetydende med afskaffelse af enhver form for udbytning og undertrykkelse.
Den kollektive magt
Det helt afgørende for, om arbejderklassen kan tage magten over produktionen og samfundets organisering, er, at arbejderklassen handler samlet. Enhver ved at det ikke nytter stort, hvis en B&W arbejder ringer ledelsen op og kræver 3 kr. mere i timen. Chancen for at tvinge en lønforhøjelse igennem ligger i den fælles optræden fra B&W arbejdernes side. Ligeledes hjælper det ikke meget, hvis en arbejder ud af 500 på en fabrik går i strejke. Det nytter først noget, hvis hovedparten af de 499 andre går med i strejken.
En generalstrejke bliver på samme måde kun rigtig effektiv, hvis hovedparten af den danske arbejderklasse går med. Arbejderklassens styrke ligger således i at optræde kollektivt, netop fordi arbejderklassen derved kan lamme samfundets livsnerve, nemlig produktionen.
På samme måde er det selvfølgelig også, når det gælder kampen om magten i samfundet. Da havnearbejderne gik i strejke mod Schlüter-regeringens indgreb i dagpengeretten, optrådte de i miniformat som kollektiv arbejdermagt. Problemet var blot, at havnearbejderne ikke alene kunne lamme samfundet og tvinge Schlüter i knæ. Det krævede, at større dele af klassen støttede dem og gik med i strejken.
Men hvis vi forestiller os havnearbejderstrejken på landsplan havde fået flertallet af arbejderne med i strejke, kan vi også se, hvordan den kollektive arbejdermagt tager form. Arbejderklassen kunne igennem samlet optræden have taget magten i egne hænder og tvunget regeringen i knæ. Og hvis de var gået videre og taget den samlede magt i samfundet, ville magten have været organiseret ud fra arbejdspladserne.
Socialisme er således ikke andet end, at arbejderklassen som kollektiv tager kontrol over samfundet og dermed produktionen.
Der er derfor heller ikke andre, der kan tage magten på arbejderklassens vegne. Intellektuelle grupper eller partier, der tror de kan repræsentere arbejderklassen, kan ikke gennemføre arbejderklassens frigørelse fra udbytning og undertrykkelse. Det kan kun arbejderklassen selv.
Det betyder ikke, at der ikke skal opbygges et revolutionært arbejderparti i arbejderklassen. Et sådant lederskab er nødvendigt i klassen for at kunne gennemføre opgøret. Men partiet er et værktøj for arbejderklassen og ikke omvendt.
Kamp er nødvendig
Selvom kapitalismen har skabt arbejderklassen som sin egen banemand, og selv om modsætningerne i form af store økonomiske kriser, der forsøges væltet over på arbejdernes skuldre, så kommer socialismen ikke af sig selv som en grillstegt kylling flyvende ind ad vinduet. Socialismen kræver kamp og aktivitet fra arbejderklassens side. Borgerskabet vil aldrig afgive magten frivilligt.
Samtidig kræver kampen for arbejderklassens magtovertagelse, at den føres ud over de eksisterende landegrænser. Netop fordi kapitalismen er et verdenssystem, er det nødvendigt at gøre op med den på verdensplan. Ellers kommer den danske arbejderklasse til at stå som den enlige arbejder, der går i strejke.
At være marxist og medlem af Internationale Socialister er derfor også ensbetydende med hele tiden at gå aktivt ind i styrkelsen af kampen for arbejdermagt og socialisme. Socialisme er ikke noget vi får, men noget vi ta’r, og vi kan få det hele.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed