Socialistisk Arbejderavis
Nr. 51 – August 1989 – side 3
Synger DKU på sidste vers?
Der kan ikke være tvivl om, at det er store ting, der sker i DKU i øjeblikket, og at de får en hed diskussion på landsmødet i august. Glasnost-opgøret med Stalin-myterne og ideal-samfundet østpå, har ført til selvransagelse.
Som det erkendes i landsmødepapirerne, har deres hidtidige idealisering af Sovjet været et “forsvar for et politisk degenereret system”. Så vidt så godt.
Men ellers er landsmøde-papirerne langt fra opmuntrende læsning. Reelt er det en flugt væk fra enhver tro på klassekamp og socialisme. Et par citater giver et indtryk: “Hvor livsholdningen i DKU pr. tradition har været en formørket utilfredshed med at bo i et kapitalistisk samfund ...” – så kunne man jo håbe, at alternativet var en konstruktiv utilfredshed med dette samfund.
Men nej, det er selve utilfredsheden med systemet der er forkert: “Desuden må de fleste vel erkende, at det i længden ikke nytter at skyde skylden på ‘samfundet’, ‘systemet’...” “Vi skal vælge at bruge situationen til at slippe de gamle traditioner, og finde nye muligheder sammen.”
Linjen i papirerne fører også frem mod en faktisk likvidering af DKU, som vi har kendt det: “Som en konsekvens må... den traditionelle... partibinding også opgives.”
Farvel og goddag
Det kan godt være, at nogle af de, som er bannerførere for at opgive DKU tror, at det kan bane vejen for noget nyt, stærkere og bredere.
Men det tror vi ikke et sekund på. Får denne linje flertal, betyder det et farvel til DKU, og goddag til ingenting. Vores opfattelse bestyrkes af, at den gradvise undergravelse af DKU’s politik og organisation, der er sket på det seneste, ikke har ført til fremskridt.
Lidt firkantet kan det siges, at hver gang DKU har gjort deres grundlag bredere, så de så at sige har fordoblet målgruppen, har de halveret medlemsmassen. Det er måske overdrevet, men siger klart noget om tendensen.
Det er klart, der er mange i DKU, der er inderligt mod denne udvikling. Folk der – lige som vi – ser, at det fører til demoralisering, højredrejning og principløshed. Det kommer af, at DKU historisk har været båret af to ting: Troen på Sovjet har været det ene. Forståelsen for at samfundet skal laves om gennem klassekamp har været det andet element.
Fasthold klasseholdningerne
På det grundlag har DKU historisk tiltrukket de bedste dele af den danske ungdom. Efter 68 er det dog sket med en vis konkurrence fra “det nye venstre”.
Men det ændrer ikke ved, at også de folk, som har tilsluttet sig DKU inden for de sidste par år, har gjort det ud fra en grundholdning om, at samfundet skal laves om, og kapitalisterne er vores modstandere.
For disse folk er “likvideringslinjen” og den organisatoriske undergravelse af DKU enormt demoraliserende.
Vi må som IS’ere støtte denne fløjs kamp for at fastholde DKU – selv om deres odds er ualmindeligt ringe: Bare på det organisatoriske plan er det uhyre svært at holde en organisation kørende, når der er stærke kræfter i den, som reelt har afskrevet dens muligheder.
Det er altid svært at bekæmpe en tendens, som bygger på folks demoralisering og manglende tro på socialisme. Og det bliver uhyre svært, når disse dominerer ledelsen.
Hvis det lykkes, at opretholde DKU bliver det allersværeste at fortsætte den virkelige selvransagelse på et klart socialistisk grundlag. Det betyder at fordybe sig i – og fastholde – to udgangspunkter:
For det første, at oktoberrevolutionen var et positivt gennembrud for arbejderklassen – og for etableringen af et socialistisk demokrati. Fordi opstanden var det første skridt til at revolutionen kunne spredes internationalt.
Gør op med stalinismen
For det andet er det rigtigt, at Sovjet i dag er “et politisk degenereret system”. Jævnfør at Stalins rædselsregime intet har med socialisme at skaffe, var det en korrekt analyse allerede i 30’erne. Ud fra dette må et spørgsmål besvares: Hvad gik galt, og hvornår skete det?
IS’ konklusion er, at bureaukratiet med Stalin i spidsen tog magten via en kontrarevolution, og at det var et statskapitalistisk regime, som derved blev etableret. Dette skete i 1928.
Hvis DKU går seriøst ind i den diskussion, kommer de måske frem til andre konklusioner. Men at give et svar på spørgsmålet er uomgængeligt.
Billedtekst:
DKU har i tidens løb medvirket til mange spændende demonstrationer. Hvis DKU nedlægger sig selv, vil gadebilledet til tider blive lidt mere gråt og farveløst.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed