Socialistisk Arbejderavis
Nr. 51 – August 1989 – side 12
Minearbejdere
Strejken sejrede i Sovjet
Ole Mølholm Jensen
I juli så vi i Sovjet strejker af en størrelse, der ikke er set siden 20’erne og med en magt, hvis lige ikke er set siden 1917. Årtiers bøjen nakken blev brudt af den sovjetiske arbejderklasse, som rejste arbejdermagtens banner, så det blev synligt for hele verden.
Det startede den 10. juli med, at minearbejderne i Kuzbass gik i strejke. I starten var deres krav: 800 g sæbe om måneden, varmt arbejdstøj og bedre kantineservice. Beskedne krav, der mere end mange ord, udtrykker hvilke elendige arbejds- og levevilkår den sovjetiske arbejderklasse har.
Kravene viser også, at fire år med perestrojka ikke har forbedret arbejdernes leveforhold. Tværtimod er arbejdstempoet sat i vejret, og vareudbuddet sænket. En sovjetisk vits illustrerer stemningen blandt arbejderne. Den lyder: ”Glasnost betyder at hunden i lænken må gø. Perestrojka betyder at madskålen er flyttet længere væk.”
Stop strejken
I de første dage af strejken deltog flere repræsentanter for de officielle fagforeninger og fra partibureaukratiet i de dannede strejkekomiteer. Selv om det er første gang siden tyverne, at en strejke i Sovjet har fået støtte fra de officielle fagforeninger, var fagforeningernes linje for strejken meget moderat.
De opfordrede straks arbejderne til at gå i arbejde, da bureaukratiet havde givet enkelte løfter om forbedringer. Men det var minearbejderne ikke indstillet på. De skiftede strejkeledelsen ud, og satte deres egne kammerater ind i strejkekomiteerne. Andre minearbejdere sluttede sig til strejken. Hele Donbass mineområdet kom med i strejken efter en uge.
Hermed skete der en radikalisering af strejkerne. Kravene blev flere og mere offensivt vendt mod den herskende klasse i både parti- og statsbureaukratiet. Kravene var bl.a. at partibureaukraternes privilegier skulle fjernes, at børnenes sundhed skulle forbedres, at miljøet skulle forbedres og at kvindernes stilling generelt skulle forbedres.
Solidaritet
I Donetsk regionen krævede minearbejderne, at der blev dannet en uafhængig fagforening med navnet Solidaritet.
Under strejken var der mange eksempler på, hvordan arbejdermagten kan udfolde sig og præge hele samfundslivet. I minebyen oprettede arbejderne deres egne politikorps, som sørgede for at opretholde orden. Faktisk faldt kriminaliteten i disse uger. Arbejderne valgte også selv grupper af minearbejdere, som skulle sørge for, at der ikke skete uheld i minerne under strejken. På byens pladser og torve samledes arbejderne og holdt møder om strejkerne og andre spørgsmål, uden at nogle turde gribe ind over for dem.
Selv spiritusforbruget blev sat under kontrol, så at for meget druk ikke kunne vendes mod de strejkende.
De samme ting gjorde de polske arbejdere i 1980-81, og på linje med de polske arbejdere krævede minearbejderne at forhandlingerne om deres krav skulle ske for åben mikrofon.
Strejken blev vundet af minearbejderne. De fik alle deres økonomiske krav opfyldt, i form at garantier fra den Øverste sovjet. Donbass arbejderne gik først i arbejde, efter at ministerpræsident Rysjkov på krav fra arbejderne, personligt mødte op hos minearbejderne og gav dem garantien.
På trods af løfterne ser det ud til at det går langsom med at opfylde kravene. 12 miner i Vorkutas gik igen i strejke, fordi kravene endnu ikke var opfyldt. Bureaukratiets problem er, at de skal skaffe forbedringer svarende til 66 milliarder kroner for at opfylde kravene.
Spredning
Selvom kravene endnu ikke er opfyldt, har strejken haft en utrolig stor betydning. Arbejderklassen i Sovjet har for første gang siden 1928 tvunget bureaukratiet i knæ ved at bruge deres kollektive styrke.
Andre arbejdergrupper er allerede inspireret af minearbejderne. Jernbanearbejderne fik således deres krav opfyldt, ved blot at true med strejke. I denne omgang blev der ikke dannet en uafhængig fagforening a la Solidaritet i Polen. Men kimene er sået og vil vokse.
Centralt er det at arbejderklassen og andre grupper nu kun tror, at de kan forbedre egne forhold gennem konfrontation med parti- og statsbureaukratiet. Arbejderklassen er kommet i offensiven og bureaukratiet fremstår mere rådvildt end tidligere. Og millioner russiske arbejdere ved det.
Glider Gorbatjov i sæben?
Minearbejdere har med al ønskelig tydelighed understreget Gorbatjovs og det øvrige bureaukratis problemer.
Den sovjetiske økonomi er i dyb krise, og bureaukratiet kan kun bevare sin styrke i den internationale konkurrence ved at hæve produktiviteten og rette angreb på arbejderklassens levevilkår.
Samtidig har den sovjetiske befolkning i stigende grad mistet troen på perestrojka-politikkens fordele og tør nu åbent konfrontere bureaukratiet og dets politik.
Uenighederne i bureaukratiet går i dag ikke på, om der skal føres en hård økonomisk politik. Uenighederne går i stedet på tempoet i perestrojka-politikken og på omfanget af demokratisering for at få opbakning i dele af befolkningen for den hårde perestrojkapolitik.
Oppositionen
Den nye opposition i det nye parlament står således ikke på de strejkeres side. Den i vesten fremstillede demokrat, Boris Yeltsin, som leder den nye opposition, gik offensivt ind for at minearbejdere skulle stoppe deres strejke og advarede jernbanearbejderne imod at strejke. Oppositionen er ikke uenig med de andre bureaukrater om, at hovedfaren for dem er arbejderklassens egne aktioner. De ønsker lige så meget som Gorbatjov og Ligatjov, at arbejderne skal holde sig i ro. De ønsker blot hurtigere markedsreformer.
Gorbatjov, som selv dele af den danske venstrefløj kysser støvlerne på, er holdt op med at snakke om demokratiseringer. Nu taler han kun om perestrojka og om udskiftning af bureaukrater.
Presset
Bureaukratiet er presset og Gorbatjov danser fortsat linedans mellem højre- og venstrebureaukrater. Måske glider Gorbatjov i sæbekravet fra minearbejdere. Den mere gammel-stalinistiske kerne i bureaukratiet kan udnytte arbejderurolighederne til at gøre op med Gorbatjov og den nydannede opposition. I den forstand støtter IS stadigvæk Gorbatjov over for højrefløjen, men med den klare pointe, at Gorbatjov og Yeltsin også kan finde på at lade tanksene rulle mod den sovjetiske arbejderklasse.
Billedtekst:
Minearbejderne brugte erfaringerne fra Polen.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed