Socialistisk Arbejderavis
Nr. 52 – September 1989 – side 3
Leder
Malkeko, meninger og frisk mælk
Meningsmålinger er en underlig ting. Undertiden kan de endda være ret underholdende. Midt i august – lige efter at Knud-Frisk-Mælk havde været i fjernsynet – viste én af dem, at over 60% af befolkningen var imod Storebæltsbroen. Ugen efter viste en anden, at et lignende flertal gik imod, at EF skulle have lov til at stoppe brobyggeriet.
Umiddelbart virker det selvmodsigende, men det er ikke mærkeligt. Det kan være svært at svare klart, når ingen af de muligheder, der stilles op, er tilfredsstillende.
Schlüter har problemer med meningsmålingerne. “Århundredets plan” kunne ikke stoppe tilbagegangen. Til gengæld er Socialdemokratiet begyndt at gå frem. Men det betyder ikke, at folk er begejstrede for Aukens “Gang i 90’erne”. En anden måling viser nemlig, at omkring halvdelen af befolkningen mener, at begge planer vil forværre både samfundsøkonomien og privatøkonomien.
Vi kan kun glæde os over Schlüters problemer, og at titusinder har protesteret mod nedskæringerne på medicintilskud. Det betyder, at de vil få sværere ved at gennemføre de nedskæringer, som de påstår, at betalingsbalancen og konkurrenceevnen kræver.
Aukens alternativ
Til gengæld hører glæden op, når vi ser på alternativet til Schlüter. Selv om Socialdemokratiet går frem, er det ikke Auken, der er årsag til regeringens problemer. Det er ufortjent, at SD høster på utilfredsheden med regeringens politik.
Det er ufortjent, fordi SD i mange år har fredet regeringen. Der er næppe et større forlig, som SD ikke har støttet til gengæld for nogle fingeraftryk. Ved hver eneste gode anledning har de undladt at vælte regeringen.
Det er ufortjent, fordi SD åbent siger, at de vil føre den samme politik som Schlüter. “Frem til 1995 bliver virksomhedernes lønomkostninger hvert år 1,5% lavere end udlandets. Det styrker konkurrenceevnen.” Sådan hedder det i “Gang i 90'eme”. Oveni skal vi så betale 3 % til en pensionsfond.
Og det er ufortjent, fordi SD er dybt begravet i studehandler om de nedskæringer, som Schlüter i øjeblikket ikke selv kan få igennem.
Men målingerne har ikke givet den samme fremgang til SF. Faktisk går de lidt tilbage på det sidste. Alligevel får de igen Gert Petersen til at snakke om arbejderflertal. Det har SF ellers ikke snakket meget om i lang tid. Men ved at lægge to tal sammen i en meningsmåling er der åbenbart nye politiske muligheder på vej?
Hvad vil SF?
Hvad vil SF så? Afvise indkomstpolitik og pensionsfonde? Langtfra. SF’erne omtaler S-planen i pæne vendinger: Og udtales indkomstpolitik, så det lyder som social kontrakt, kan SF’erne også være med, siger en leder i SF’s avis Socialistisk Weekend.
Ikke så sært at SF, ifølge samme blad, er kommet ud i en identitetskrise og “mangler en klar profil”. Ifølge Pelle Voigt er SF handlingslammet, “fordi det traditionelle højre-venstre-billede er blevet brudt”. Og “mange af venstrefløjens tidligere mærkesager er blevet god tone langt ind i konservative rækker”. Mon det er nedskæringerne på medicintilskud, han tænker på? Visionen om det indre marked? Nedskæringerne, undskyld, decentraliseringen i kommunerne? Sommerens medie-afklapsning af det påstået terroristiske PLO?
Der er nok for venstrefløjen at tage fat på. Problemet er ikke, at vi mangler mærkesager. Eller at top-SF’erne er blevet for gamle, som det hævdes i Socialistisk Weekend. Problemet er, at SF ikke forbinder sig med utilfredsheden med Schlüter. SF har ikke markeret en klar modstand mod nedskæringer, løntilbageholdenhed og udvidelsen af politiets beføjelser.
Det skyldes ikke sløvhed. Det skyldes, at SF afstemmer deres politik efter socialdemokraternes og tror, at alle krav skal holdes inden for en økonomisk ramme, der er bestemt af konkurrenceevne og betalingsbalance. Derved tvinger de sig selv til at forholde sig til de samme problemer, som SD gør. Og i sidste ende har de kun en valgmulighed, nemlig at få arbejderklassen til at betale.
Brug for alternativ
Derfor er Galluptallene forvirrende – de muligheder der stilles op er ikke tilfredsstillende.
Der er behov for et politisk alternativ, der tager udgangspunkt i almindelige menneskers behov. Og som vil bruge utilfredsheden til at vise, at folk selv kan kæmpe for forbedringer.
Et alternativ, der ikke ser arbejderklassen som en ko, der skal malkes mest muligt. Men som en klasse, der aktivt kan gøre modstand og i sidste ende befri os for dette vanvittige system. Derfor opbygger vi IS.
Billedtekst:
I påsken ‘85 var folks meningstilkendegivelse meget tydelig. Det var alternativet til Schlüter også. Den fyldte godt i gadebilledet: En massebevægelse, som krævede 35-timer og generalstrejke. Dengang snakkede ingen om, at udsalg af arbejdstidskravet falder i tråd “med de ansattes ønsker om uddannelse”.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed