Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 52 – September 1989 – side 8

Interview

Dialog eller klassekamp?

Søren Brostrøm + Jakob Nerup

Socialistisk Arbejderavis har talt med SØREN BROSTRØM fra DKU og JAKOB NERUP fra IS om Next Stop og vejen til socialisme.

Kan miljøspørgsmålet løses gennem global dialog eller er det kun klassekamp og kampen for et andet samfund, der kan give et bedre miljø?

Hvad regner du som DKUer med, at der skal komme ud af bevægelsen Next Stop Sovjet?

Søren: Hvis man kikker på Next Stops oprindelige intentioner om at være en bred bevægelse for unge, hvor man kan være aktiv på de globale spørgsmål, så er man langt fra nået langt nok. Next Stop er primært blevet et spørgsmål om dialog mellem unge – nedbrydelse af jerntæppet.

Jeg ser Next Stop som realiseringen af fornuftens koalition, hvor man tager fat i de problemer, som man ved kan samle bredt. Den eneste måde, vi kan lave samfundsforandring i dette land, er ved at præsentere krav, som samler 80 % eller mere af befolkningen.

Jeg synes, at Next Stop skal være meget mere politisk, meget mere radikal i de problemstillinger, som man tager fat i.

Men vores ansvar ligger i at skabe så brede bevægelser som muligt for løsningen. Der glider det svar, som hedder socialisme i baggrunden.

Betyder det, at man kan overtale den herskende klasse til løse miljøspørgsmålet?

Søren: Vi overbeviser ikke den herskende klasse ved at tale til deres gode hjerte. Det er en kamp. Selvfølgelig hvis du vil have dybtgående ændringer i samfundssystemet, så skal du have en samfundsomvæltning. Men jeg mener godt, at man kan nå frem til nogle bæredygtige, holdbare løsninger inden for det nuværende systems rammer.

I virkeligheden handler det om at forstå samspillet mellem reform og revolution i vores strategi. Vi har haft lidt for meget tendens til at kikke på reformer som middel og revolution som mål. Vi har egentlig ikke set på kvaliteten af de reformer, som vi har kæmpet for. Men med de globale problemers trussel indser vi jo nok, at hvis vi ikke kommer i gang nu og her med at løse dem, så er spørgsmålet, om menneskeheden overlever.

Jakob: I IS stiller vi spørgsmålet: reform eller revolution. Vi vil være med til at slås for enhver reform, der forhindrer jordens ødelæggelse, giver mere demokrati eller bedre forhold. Men de kan ikke overskride kapitalismens ødelæggelse af verden.

Jeg tror simpelthen ikke på, at kapitalisterne kan overtales. For så var de jo stoppet for længe siden, før de havde udsultet deres egne ressourcer fuldstændigt uhæmmet.

Hvis jorden reelt skal overleve, så er socialisme det eneste svar.

Men de lande, som har kaldt sig socialistiske, har jo også været med til at drive rovdrift på naturen og udvikle de ting, der kan ødelægge verden, atomkraft og atomvåben.

Hvordan skal vi bygge bro mellem den brede kamp og kampen for socialisme?

Søren: Denne diskussion handler dybest set om prioritering, hvor vi meget klart har valgt at prioritere de globale problemer. I sidste nummer af Socialistisk Arbejderavis har I tolket oplæggene til DKUs landsmøde i retning af, at vi har aflyst klassekampen. Og der synes jeg virkeligt, at I går galt i skoven.

Jeg mener ikke, at begrebet klassekamp er forkert, men vores dogmatiske brug af det begreb er forkert. Vi har meget reduceret klassekamp til spørgsmål om løn og indflydelse på fagbevægelsen og i øvrigt ikke set meget på, at klassekamp også er et spørgsmål om livskvalitet, arbejdstid og fritidstilbud.

Noget andet er, at jeg fornemmer, at der er et mindretal i de bevægelser, som søger mere politiske svar. Der kan vi spille en rolle. Vi prøver her fra oktober at lave et tre-måneders seminar i Moskva sammen med SFU, hvor vi netop prøver at gå i kødet på, hvad er socialisme. Er der socialisme ovre øst på?

Vi har haft en lidt dogmatisk udlægning af, hvad Lenin mente med revolution, da han formulerede det i 1917. Lenins revolutionsteori var allerhelvedes gyldig i 1917s Rusland, fordi den faktisk virkede. Men måske ikke så helvedes gyldig i Vesteuropa.

Jakob: Du kan sige, at I bestemt ikke har opgivet klassekampen til fordel for de mere menneskelige værdier og globale problemer. I praksis er det jo det, der er sket. I er gået langt væk fra det, som i stod på for bare 4 år siden; at det er enormt vigtigt at være mod Schlüter.

I havde nogle meget fine visioner om at styrke det faglige ungdomsarbejde ved at nedlægge Lærlingenes LO og så kaste kræfter ind i LO-Ungdom. Men mig bekendt har LLOs nedlæggelse betydet, at DKU som sådan ikke mere er til stede i det faglige ungdomsarbejde. Ikke som en konsekvens af en politisk beslutning, men som konsekvens af en praksis.

Men hvad er det, man mener med socialisme? Opgiver man Lenins revolutionsopfattelse, er det for at sige, at man skal nå til socialismen gennem reformer.

Det er jo SFUs opfattelse. Og når det er SFU, i vil diskutere med, så er det vel også i den retning, at tingene går.

Søren: Du forlanger for meget af os.

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi er i en dyb krise i DKU og i den kommunistiske bevægelse i Danmark. Det, vi troede var socialisme, har vist sig ikke at være så allerhelvedes menneskeværdigt.

Jakob: Det har hele tiden været grundlaget for IS, at oktoberrevolutionen i Rusland var socialistisk, men at der skete et brud, da Stalin kom til magten. Leninismen var rigtig, og mange af tingene kan bruges i dag. Stalinismen derimod rullede resultaterne af revolutionen tilbage.

I dag er det ikke arbejderne, der ejer produktionsmidlerne i Sovjet, for de har hverken direkte indflydelse på dem eller på 5-års planerne som sådan. Der er heller ikke tale om, at arbejderklassen har den politiske magt. Man kan jo ikke engang sige, at partiet, som har magten, udtrykker arbejderklassens interesser. Partiet har snarere afspejlet de behov, som der er i bureaukratiet i statsapparatet. Vi kalder det statskapitalisme.

Det går helt ind i hjertet af jeres opfattelse af, hvordan man definerer socialisme. Jeg synes, at det er dødspændende, hvis det er nogle af de ting, som I tager et opgør med.

Søren: Jeg er næsten enig med alt, hvad du siger. Når en halv million minearbejdere i Sovjetunionen strejker, så er det nok, fordi de ikke har magten i det samfund. Men det er for drastisk at kalde Sovjet for kapitalistisk.

Hvor tror I, at ungdommen og ungdomsbevægelsen de næste par år bevæger sig hen?

Søren: De borgerlige medier siger, at ungdommen er nå-generationen, de er ikke aktive, de sidder klæbet foran fjernsynsskærmen. Den myte er bygget så meget op, så unge selv tror på det. I virkeligheden er unge ekstremt engagerede i samfundsforhold, men sjældent med et politisk sigte. De er aktive i bevægelser.

Det er venstrefløjens krise i dag, at den overhovedet ikke er tiltrækkende for de unge. Partierne er det overhovedet ikke. Og de politiske ungdomsorganisationer er det ikke særligt meget. Det er en udfordring at skabe en ny slags venstreorienteret ungdomsbevægelse, som bryder det automatiske partitilhørsforhold, de arbejdsformer og den tænkning, som følger deraf.

Jakob: Det er at sætte for meget lid til, at en forandring af selve organisationerne automatisk vil fange folk ind.

For jeg tror, at man må forstå, at generationen af unge er meget historieløse. De har ikke oplevet meget andet end krisen.

Når der kommer et opsving i klassekampen, hvor folk tager tingene i egen hånd, vil meget større dele af ungdommen vågne op og pludseligt opleve, at politik er vedkommende.

Der skal vi være enormt opmærksomme på at slå ind med radikale svar og en socialistisk holdning. Det er det, der kan give håb for de år, der kommer fremover.


Billedtekst:
Såvel Thatchers England som Gorbatjovs Sovjet er med til at ødelægge miljøet og udvikle atomvåben til at tilintetgøre verden. Derfor er det nødvendigt med et andet samfund, hvor profitten ikke er i højsædet. Socialisme er den eneste vej til et bedre miljø.

Se også:
SAA 52: På kanten: DKU, kineserne og solskinsvejret

Flere artikler fra nr. 52

Flere numre fra 1989

Se flere artikler af forfatter:
Søren Brostrøm
Jakob Nerup

Siden er vist 3110 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside