Socialistisk Arbejderavis
Nr. 53 – Oktober 1989 – side 1
Lønstop – nedskæringer – tvangsopsparing
Skrot Schlaukens plan
Der kan ikke herske tvivl om retningen i det parlamentariske spil, der kører. Parterne er stort set enige: Det er konkurrenceevnen, som skal forbedres, og det er arbejderne, der skal betale.
De kalder det pensionsreform, men det er og bliver tvungen opsparing. På normalt dansk er en pensionsreform en forbedring af pensionen. Altså en forhøjelse af folkepensionen. Men ikke en gang SF går ind for det.
Skuespil for folket
Hvad der ellers er af lirum-larum tjener dels som skuespil for folket, og dels afventer begge parter kommunevalget, så de helt præcist kan tages bestik af styrkeforholdet.
Endelig spiller det ind, at ingen er interesseret i at afsløre en upopulær plan før kommunevalget.
Måske skal vi gennem et folketingsvalg, før det kommer. Men det ændrer ikke en tøddel. Selv med et arbejderflertal vil forligene afspejle en fælles forståelse mellem S og K. SF mener jo det samme.
Det er en forståelse, som et flertal i befolkningen er i mod. Der viser alle opinionstal. Det er det, som har ligget i det såkaldte løjtnant-oprør: En markant protest fra seks fællesorganisationer mod et forlig til højre. Dette “oprør” er imidlertid tæsket på plads, og lavet om til en valgkampagne for Socialdemokratiet. At SD-toppen mener det alvorligt, understreges af, at der har været tale om eksklusioner for at få det stoppet.
Faldet til patten
Men nu har arnestedet for revolutionen aldrig været de socialdemokratiske Fællesorganisationer. Og at de er faldet til patten, betyder langt fra vi skal acceptere de beskidte planer.
Efterårsgeneralforsamlingerne ligger lige for. For fagligt aktive må det være en selvfølge at rejse protesterne. I form af udtalelser til presse og forbund, som klart siger fra.
Men ikke nok med det. Der må tages konkrete skridt. Selv om Fællesorganisationerne er faldet til patten, må vi fastholde presset. Presse på, for at der kommer mere konkrete ting på bordet. Og vil de ikke, må initiativet komme fra arbejdspladser og fagforeninger.
Skal der rejses en kamp, kræver det ikke nødvendigvis, at Fællesorganisationerne er med. Snarere tværtimod. I forbindelse med de omfattende strejker op til og efter påsken 85 var det arbejdspladserne selv, som satte skub i tingene. De socialdemokratiske pampere i Fællesorganisationerne fulgte kun nødtvungne med. Og de havde kun et i hovedet: hvordan kunne de få bevægelsen stoppet?
Initiativ nedefra
Og her står vi også i dag. Løjnant-oprøret er “borte med blæsten”. Socialdemokraterne og LO-toppen hytter deres eget skind. De vil have ro på bagsmækken, samtidig med at de udnytter Schlüter og Co.s svækkelse.
Skal Schlüter og Aukens parløb stoppes, må initiativet komme nedefra. Ingen tvivl om det. Gennem strejker kan arbejderklassen skrotte Schlaukens plan. Men selv den mindste modstand vil være med til at svække deres angreb og styrke troen på, at det nytter noget at kæmpe.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed