Socialistisk Arbejderavis
Nr. 53 – Oktober 1989 – side 7
Marxisme i hverdagen
Socialdemokratiet og reformismen
Martin B. Johansen
Alt taler for, at Socialdemokratiet burde være på vej til opløsning. Partiet har haft svært ved at finde kandidater til det forestående kommunalvalg. Medlemstallet har været konstant faldende i over 30 år. Og deres avis “Det fri Aktuelt” kan ikke klare sig i konkurrencen.
I betragtning af, at Socialdemokratiet hævder at repræsentere “folkets interesser”, burde der være meget små muligheder for, at socialdemokraterne igen kommer til regeringsmagten. Hvis nogen skulle have glemt 70’ernes arbejderfjendske nedskæringer og indkomstpolitik, så må de socialdemokratiske borgmestres eftergivenhed overfor de borgerliges krav om kommunale nedsækringer her i 80’erne uden tvivl være med til at hjælpe på hukommelsen.
Ikke desto mindre er Socialdemokratiet nu på vej frem i galluptallene. Og det såkaldte “løjtnantoprør”, som en række socialdemokratiske Fællesorganisationer iværksatte som protest imod Aukens forhandlinger med de borgerlige, har kapituleret og vælger nu at sætte kræfterne ind på at bakke op bag Socialdemokratiet til kommunalvalget.
En del af forklaringen på Socialdemokratiets genvundne selvtillid er naturligvis, at det går dårligt for Schlüter.
Men der er også en mere grundlæggende forklaring på, at Socialdemokratiet ikke så let slås af pinden.
Det er socialdemokraternes tætte forbindelse til byrokratiet i fagbevægelsen der gør, at partiet kan overleve som det største arbejderparti og endda i perioder kan øge sin opbakning blandt arbejderne.
Hvis vi ser på fagforeningerne, så er de udtryk for den mest elementære form for klassebevidsthed. De udtrykker arbejdernes erkendelse af, at enhed og sammenhold er nødvendig i kampen mod arbejdsgiverne.
Men fagforeningerne har en klar begrænsning. Deres opgave er at sælge arbejdskraften dyrest muligt, ikke at afskaffe det system, der tvinger arbejderne til at sælge deres arbejdskraft. Derfor ligger der i fagforeningerne en indbygget accept af kapitalismen.
På den måde er fagforeningerne en modsætningsfyldt størrelse. På den ene side kan de ikke bekæmpe systemet til bunds, på den anden side kan de kun eksistere, hvis de faktisk slås for arbejdernes krav.
Det politiske udtryk for dette er reformisme. Og der er intet overraskende i, at reformismen er den dominerende ideologi i arbejderklassen. For situationen i klassekampen er, at der findes lange perioder med social “fred” mellem klasserne. Og i sådanne perioder er det ikke særlig indlysende, at der er behov for kamp for at opfylde arbejdernes krav.
Et borgerligt arbejderparti
Derfor er de faglige lederes “naturlige” politik at forhandle sig til forbedringer frem for at kæmpe for dem. Med andre ord er reformismen et udtryk for fagbyrokratiets politiske interesser.
Socialdemokratiet er grundlæggende det organisatoriske udtryk for fagbyrokraternes politiske interesser. Den socialdemokratiske politik bygger på det samme grundlag som de faglige ledere: at forhandle sig til forbedringer – reformer – uden at smadre systemet.
Med den tætte forbindelse mellem de faglige ledere og Socialdemokratiet er der intet underligt i, at socialdemokraterne har en massebasis i arbejderklassen. På trods af, at Socialdemokratiet gennem årtier har stået for samarbejde med borgerskabet om at begrænse lønninger, skære i understøttelsen, forringe sundhedsvæsenet osv.
Men selv om Socialdemokratiet på denne måde er et arbejderparti, så ledes partiet ikke af arbejderklassen. Tværtimod hentes de socialdemokratiske ledere i det faglige byrokrati eller kredse som ligger tæt på, og de tilhører et socialt lag udenfor arbejderklassen. Som socialt lag er fagbyrokratiet grundlæggende konservativt og samfundsbevarende.
Derfor er det mest præcist at betegne Socialdemokratiet som et borgerligt arbejderparti.
I sin egenskab af at være fagbyrokratiets politiske organisation er det naturligt, at Socialdemokratiet er et meget rummeligt parti med store interne modsætninger. De faglige ledere er afhængige af opbakning blandt arbejderne. De er nødt til at forholde sig til utilfredshed eller radikalisering blandt deres medlemmer, og derfor ser vi, at selv de mest højredrejede fagbyrokrater i perioder vil slå sig i tøjret overfor kapitalisterne.
De samme svingninger kommer selvfølgelig også til udtryk i Socialdemokratiet. Dels ved at partiets ledelse kan svinge fra benhård oppositionspolitik til indgåelse af omfattende økonomiske forlig. Men også ved modsætninger mellem top og bund i partiet.
Forbindelsen til fagbevægelsen betyder i sidste ende, at Socialdemokratiet fortsat vil eksistere som masseparti. De reformistiske forestillinger om at arbejderklassen kan vinde afgørende forbedringer indenfor kapitalismen vil først blive overvundet, når arbejderklassen som helhed går til kamp imod borgerskabet og gennem kampen erfarer, at samfundet kan organiseres uden om borgerskabet og fagbyrokratiet.
Men det går ikke uden sværdslag. Umiddelbart vil et omfattende opsving i klassekampen føre til, at reformismen øger sin indflydelse. Betingelsen for, at arbejderne bryder med de gamle ledere er, at der eksisterer en organisation udenfor de reformistiske rækker, som peger på revolution i stedet for reformisme.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed