Socialistisk Arbejderavis
Nr. 54 – November 1989 – side 7
Marxisme i hverdagen
Er folkestyret en narresut?
Martin B. Johansen
Aviserne skriver for tiden meget om “politikerleden”. Forskellige opinionsundersøgelser peger på, at folk generelt ikke tror på, at parlamentarikerne på Christiansborg evner at træffe de rigtige beslutninger.
Jyllandsposten har endda forsøgt at fortolke stemningen derhen, at folkestyret har spillet fallit, og at vælgerne ønsker en “stærk mand”.
Helt så galt ser det næppe ud. Stemmeprocenten ved kommunalvalget og det kommende Folketingsvalg vil antagelig fortsat være relativt høj. Men det står klart, at folk i øjeblikket generelt ikke har særligt store illusioner om, at noget parti i Folketinget kan ændre noget.
Hvordan skal vi som marxister forholde os til denne stemning? Umiddelbart er det fristende at sige: “Fint – Folketinget er alligevel en narresut og magtesløst overfor den kapitalistiske verdensøkonomi. Det er kun godt, at folk mister illusionerne om, at verden kan forandres via parlamentet.”
Men helt så enkelt er det ikke. Vores svar afhænger af, hvad alternativet er til parlamentarismen. Og det er her, at Jyllandsposten har fat i noget væsentligt.
For selv om Jyllandspostens undersøgelse er mere end tvivlsom, så peger den på, at en grundlæggende mistro til politikerne nemt kan blive springbrædt for, at højre-ekstremister kan vinde frem på paroler om at erstatte levebrødspolitikerne med en stærk mand.
Borgerligt demokrati
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi grundlæggende er imod det borgerlige demokrati. Af flere grunde.
For det første begrænser det borgerlige demokrati sig til at stemme om hvem, der skal sidde i de parlamentariske organer. Men disse organer er kun en lille del af statsapparatet. Den egentlige magt over staten ligger i institutioner som politi, militær, dommere og statsembedsmænd – og de er aldrig på valg. Det københavnske politis overfald på BZ-demonstrationen i oktober illustrerer, hvor magtesløse parlamentarikerne er overfor politiet.
For det andet er store dele af samfundet i øvrigt udenfor det borgerlige demokratis rækkevidde. Det stopper helt præcist ved fabriksporten og ved indgangen til børshallerne. På fabrikker er ytringsfrihed en illusion, hvis man vil bevare sit arbejde.
Og hvilken regering har vedtaget, at der skal være 300.000 arbejdsløse? Eller at industrien har lov til at forgifte miljø og mennesker? Det har naturligvis ingen. Og ethvert parlament, som forsøger at lovgive imod fx. arbejdsløshed vil hurtigt blive sat skakmat, fordi kontrollen over produktionen og økonomien i det store og hele ligger udenfor parlamentets rækkevidde.
Det leder frem til den tredje faktor: At det borgerlige demokrati slet ikke er grundlæggende for det bestående samfund. Uanset hvor meget medier og politikere ellers ævler om "den frie verden", så er det absolut grundliggende princip i det kapitalistiske system, at den herskende klasse er sikret ejendomsretten over produktionsmidlerne. Det parlamentariske demokrati er kun en ud af flere mulige styreformer under kapitalismen. Udviklingen i fx Polen viser, at det sagtens kan lade sig gøre at gå fra militærdiktatur til en slags parlamentarisme, uden at samfundet ændres grundlæggende.
Den modsatte udvikling – at en militærjunta styrter en parlamentarisk regering – findes der alt for mange blodige eksempler på. Fx Spanien 1936 og Chile 1973.
Det betyder, at det ikke er nok for revolutionære at erklære sig imod det borgerlige demokrati. Vi er nødt til at forholde os til den konkrete virkelighed. Med andre ord støtter vi parlamentarismen, hvis alternativet er diktatur eller udvikling i retning af en mere reaktionær styreform.
Målet er naturligvis stadig arbejdermagten. Fordi arbejdermagten bygger på, at arbejderklassen tilkæmper sig kontrollen over produktionsmidlerne og derigennem magten over hele samfundet. Men så længe alternativet ikke er at gå på barrikaderne, så er det vigtigt at bruge og i ekstreme tilfælde forsvare parlamentarismen.
Ikke (kun) en narresut
Parlamentet står ret magtesløst overfor de grundlæggende mekanismer i kapitalismen, og det betyder, at revolutionære ikke kan bruge parlamentet som midlet til at indføre socialisme. Men det betyder ikke, at parlamentet er ligegyldigt. Hverken for os eller for borgerskabet.
For borgerskabet er parlamentarismen vigtig af flere grunde. For det første er det i høj grad via parlamentet, at de forskellige fraktioner i borgerskabet forsøger at blive enige om, hvordan statsmagten skal regere. Derfor er den aktuelle politiske krise reel nok – den udtrykker, at borgerskabets partier har svært ved at blive enige om et fælles modtræk til den suppedas de står i.
For det andet er parlamentarismen et vigtigt led i overhovedet at fastholde magten. Borgerskabet regerer i vid udstrækning ved at bruge magt overfor arbejderklassen, men magt gør det ikke alene. Det er grunden til, at militærdiktaturer og fascisme som regel er undtagelser fra perioder med parlamentarisme. Ved at afholde valg og tillade arbejderklassen at organisere sig i fagforeninger og partier kan borgerskabet sikre sig en vis grad af opbakning fra arbejderklassens side.
Det betyder, at revolutionære ikke blot foretrækker parlamentariske frem for fascisme. Vi ønsker også at bruge parlamentet. Valgresultater spiller tilbage på klassekampen. De afspejler til en vis grad den politiske stemning i arbejderklassen. Med andre ord: Jo længere til venstre, arbejderklassen stemmer, jo mindre selvtillid har borgerskabet til at føre deres angreb igennem. Det erstatter naturligvis ikke den konkrete klassekamp, men der er ingen tvivl om, at en stærk opposition og ikke mindst en stærk revolutionær opposition i parlamentet er med til at ryste borgerskabets selvtillid.
Ydermere giver det parlamentariske system alt andet lige de revolutionære nogle gode muligheder for partiopbygning. Borgerskabets tro på parlamentarismen betyder nemlig, at også revolutionære parlamentarikere vil blive kendt i medierne.
Uanset hvad man iøvrigt mener om VS i 70’erne, så betød partiets medlemsskab af Folketinget, at VS var kendt på alle arbejdspladser, og på den måde blev der skabt et orienteringspunkt for oppositionelle, som rakte langt ud over partiets kapacitet.
Igen: det erstatter ikke den faglige kamp. Men essensen er, som Lenin sagde, at mens massernes kamp er den højeste form for klassekamp, så er parlamentarisk aktivitet den laveste form. Men dog en form for klassekamp.
Derfor ønsker vi, at der stemmes så langt til venstre som muligt, og derfor arbejder også IS på at blive stærk nok til at blive repræsenteret i parlamentet.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed