Socialistisk Arbejderavis
Nr. 54 – November 1989 – side 9
Danmarks Kommunistiske Parti fejrer fødselsdag
Oprør – tilpasning
Ulrik Olsen
Efter 1. verdenskrig var der et vældigt klassekampsopsving i hele Europa og også i Danmark.
Revolutionen i Rusland satte sine spor. Det gav tro på en forandring. De forskellige smågrupper på venstrefløjen sluttede sig sammen og dannede Venstresocialistisk Parti. VSP tilsluttede sig Kommunistisk Internationale og skiftede i 1920 navn til Danmarks Kommunistiske Parti – DKP.
I dag er der ikke mange revolutionære tendenser tilbage i DKP. Men der er ingen tvivl om, at i 1919 og en kort årrække frem fremstod DKP som et revolutionært parti. Men reformistiske lig i lasten, medbragt fra Socialdemokratiet, splittelse, kup og interne personstridigheder førte hurtigt DKP i en anden retning.
Stalins ét-parti model, en total underlæggelse af direktiverne fra Sovjet og en fuldstændig kritikløshed over for fejltrinene har i dag ført DKP langt ud på et sidespor. Herude fejrer man sin fødselsdag som et splittet pa
DKP er i dag et dybt splittet parti. De reformer, som Gorbatjov lancerede for få år siden, har uanset hensigten haft den konsekvens, at diskussionerne er begyndt at blomstre i såvel Sovjet, i Østeuropa og i de vest-europæiske kommunistpartier.
Når der lukkes op for diskussion af fortiden, viser det sig umuligt at kontrollere de kræfter, der ligger i arbejderklassen. Der sættes spørgsmålstegn ved eviggyldige sandheder, og Stalin betragtes i dag som en forbryder.
På den måde kan man vurdere sammenbrudstendensen i organisationen og den ideologiske rodløshed hos mange DKP-medlemmer i sammenhæng med opløsningen af kommunistpartiet i Ungarn og med gadedemonstrationerne i flere østtyske byer.
Man kan også trække linjen tilbage til stiftelsen af DKP for 70 år siden. Dengang var der også splittelse og rystelser i partiet. Og her står DKP også i dag, et politisk splittet og forvirret parti, men uden fortidens revolutionære islæt.
Da 1. verdenskrig sluttede, lå danske arbejderes realløn betydeligt under niveauet fra før krigen. Arbejdsløsheden nåede i 1918 op på 18 %. Disse forhold førte til bitre kampe for at få hævet levestandarden. Kampene fik et ekstra skub med inspiration fra revolutionen i både Rusland og i nabolandet mod syd, Tyskland.
De arbejdsløse organiserede sig og afholdt mange demonstrationer, bl.a. en der endte med stormen på Børsen i harme over spekulanterne.
I løbet af 1918 og 19 optrappede politiet kampen, da borgerskabet var hunderædde for, at bevægelsen skulle vokse sig til en opstand som den, de havde været vidner til udspillede sig syd for grænsen.
I denne periode dannedes DKP. 10. nov. 1919 besluttede SUF – Socialdemokratisk Ungdomsforbund – at danne et nyt parti, Venstresocialistisk Parti, VSP. Det fik fra starten tilslutning af SAP, Socialistisk Arbejderparti.
SUF var en ret stor organisation og i stærk opposition til Socialdemokratiet.
Under verdenskrigen førte SUF en kraftig agitation mod klassesamarbejdet og støttede den antimilitaristiske bevægelse.
Kritikken af Socialdemokratiet var mere en kritik af partiets samarbejde med de borgerlige partier og på nedtoningen af partiets republikanske ansigt, end det var en kritik af programmet og de reformistiske standpunkter, som Socialdemokratiet havde haft siden sin fødsel.
Det viste sig på VSP’s 1. kongres i marts 1920. Her blev vedtaget et program, der lå meget i forlængelse af Socialdemokratiets tradition, og hvorfra mange formuleringer var hentet direkte tilføjet nogle bolsjevikiske tanker, idet man gik ind for rådsmagt og proletariatets diktatur.
SAP var blevet dannet i marts 1918 af utilfredse socialdemokrater. Marie Nielsen og Thøger Thøgersen er de mest kendte. De kæmpede i flere år sammen med SUF og andre oppositionelle imod Socialdemokratiets højredrejning. De indså efter nogle nederlag i hovedbestyrelsen, at de ikke kunne vinde Socialdemokratiet for en anden politik. De udtrådte af partiet og dannede derefter SAP.
Den 1. maj 1918 udgav SAP det første nummer af ugebladet Klassekampen, der i løbet af året fik større og større oplag. Klassekampen blev dagblad allerede fra oktober.
Men organisationen begyndte at køre dårligt og blev i løbet af 1919 splittet både pga. politiets stadige arrestationer af lederne og pga. interne politiske uenigheder. En diskussion om opstilling til folketingsvalg førte til, at en flertalsfløj søgte kontakt med SUF og blev sammensluttet i VSP.
En fløj omkring Marie Nielsen, der stod på et anti-parlamentarisk grundlag, søgte optagelse i Fagoppositionens Sammenslutning, FS.
FS var i 1910 en lille gruppe på omkring 40 medlemmer, men voksede frem til 1920 til omkring 4000 og var blevet samlingspunkt for oppositionen mod Socialdemokratiet.
FS så sig selv som en “praktisk klassekampsbevægelse”. Deres syndikalistiske synspunkter gav dem både mange nye medlemmer og sympatisører for deres utrættelige benarbejde og agitation på arbejdspladserne og i fagforeningerne.
Men det førte også til organisationens bortdøen, fordi partiopbygningen ingen prioritering fik og blev anset for at være fejlagtig. I stedet blev der satset på at opbygge i fagforeningerne, som skulle omdannes til kamporganisationer, der kunne stå i spidsen for den revolutionære generalstrejke, og som kunne administrere den fremtidige socialistiske produktion.
FS kritiserede Socialdemokratiet for at opdele kampen i en økonomisk og en politisk del og for kun at satse på den politiske kamp. Selv landede FS i den modsatte grøft med deres voldsomme overvurdering af mulighederne i den økonomiske kamp.
FS blev centrum i bevægelsen efter krigen og gik forrest i arbejdermodstanden, der i 1918-19 samlede 30-40.000 deltagere til massemøder. Dagbladet Solidaritet nåede et oplag på 15.000 (arbejderklassen var noget mindre den gang).
FS fik altså fremgang trods deres manglende politik, men var ikke i stand til at overleve, da nedgangen i klassekampen satte ind. De kunne ikke formulere en rigtig taktik. I 1920 blev FS sluttet sammen med VSP.
VSP var i mellemtiden i nov. 1920 blevet omdøbt til DKP, idet partiet i lighed med andre partier, der var tilsluttet Kommunistisk Internationale, nu kaldte sig kommunistiske partier.
På denne kongres morede russerne sig i øvrigt en del over et afsnit i VSP’s program om den ublodige overgang til socialisme i Danmark – et afsnit som VSP’s repræsentant forsvarede og forklarede som mulig pga. Danmarks tilbagestående karakter!
Venstrefløjens tilbagegang og Kominterns kraftige støtte til en samling af kræfterne fik DKP til at gå med i en føderation med FS.
Målsætningen var et enhedsparti, men modsætninger mellem gamle SUF’ere, der betragtede sig som Socialdemokratiets venstredel, og syndikalister, der ikke havde taget det endelige skridt mod kommunismen, gjorde det mere end besværligt at blive enige om love og program.
Da modsætningerne ikke blev formuleret så klart, at der kunne tages politisk stilling, endte det med et kup fra nogle af syndikalisterne. Der fungerede derfor fra jan. 1922 til sept. 23 to partier, som begge kaldte sig kommunistiske.
Først efter diverse manøvrer, udrensninger og håndfast indgriben fra Komintern, blev man enige om at samles i et parti.
Kominterns indflydelse på DKP’s politik sætter sig nok hurtigere igennem end i andre lande pga. det ideologiske og partimæssige kaos i DKP’s første år. Siden har partiet altid været meget tro mod direktiver østfra. Det bliver katastrofalt for partiet, der i forvejen har arvet meget reformistisk gods fra socialdemokraterne.
Kominterns oprettelse var et udtryk for ønsket om at styrke revolutionære kræfter over hele verden, men bliver efter Stalins kontrarevolution i 1928 til et redskab for Sovjets inden- og udenrigspolitiske interesser.
Støtten til den reaktionære tese om “socialisme i et land” har selvfølgelig præget DKP’s politik. Konsekvenserne er nemmest at få øje på i den periode i de 70 år, hvor opbakningen omkring partiet har været størst.
Det var lige efter 2. verdenskrigs afslutning, hvor Stalin sammen med Churchill og Roosevelt havde fastlagt interessesfærerne, hvorved kommunistpartiernes støtte til revolutionære bevægelser var udelukket.
DKP havde stor opbakning, men brugte sin indflydelse til at holde arbejderklassen i ro.
Arbejdskampene måtte ikke få retning mod et egentligt magtopgør med borgerskabet, men skulle tjene som opbakning til DKP’s ønske om enhed med Socialdemokratiet. Dermed var kampen afsporet i en parlamentarisk retning.
Sørgeligt nok er det ikke den eneste gang, DKP har lukket og slukket for kampe i Danmark. Vi kan kun beklage, at de har været på banen i så mange år uden et revolutionært modspil.
Billedtekst:
De hårde arbejdskampe lige efter 1. verdenskrig var medvirkende til samling på venstrefløjen og til DKP’s dannelse i 1919. Her er det fra demonstrationerne på Grønttorvet i 1918.
Se også:
SAA 54: Kurt Jacobsen: “Mellem København og Moskva”: Forvirring
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed