Socialistisk Arbejderavis
Nr. 55 – December 1989 – side 7
Marxisme i hverdagen
Hvem skaber kaos?
Martin B. Johansen
Det var kun alt for forudsigeligt, at en tjekkisk general advarede imod "det voksende anarki". Den faktiske situation var, at hundredtusinder af tjekker i en uge havde iværksat demonstrationer, men endnu kun diskuteret muligheden for at iværksætte en to timers generalstrejke til støtte for kravet om demokrati.
Det forudsigelige lå i, at situationen i Tjekkoslovakiet mindede meget om tilsvarende situationer tidligere på året i Kina og DDR. Hvor fredelige demonstrationer blev udskreget som “anarkistiske tilstande” og militæret rumlede i kulissen.
Det har nok været knap så forudsigeligt for de fleste at se Vestens reaktioner. Godt nok bakker ledere som Bush, Thatcher, Kohl og Schlüter op bag kravene om demokrati, men det har ikke skortet på advarsler om urealistiske forventninger.
Den kinesiske hærs nedslagtning af studenterne i juni blev naturligvis fordømt, men der blev ikke iværksat nogen sanktioner. Og da Berlinmuren faldt begyndte amerikanske aviser at advare om muligheden for sammenstød mellem øst- og vesttyske enheder.
Præsident Bush måtte ligefrem bede de amerikanske politikere om at være mindre bekymrede og udvise lidt mere begejstring i deres udtalelser i betragtning af, at Vesten i næsten 30 år har krævet muren revet ned.
Kontrast
Der er en iøjnefaldende kontrast mellem de herskendes advarsler på den ene side og den faktiske situation på den anden side.
Demonstrationerne på Den himmelske freds Plads i Peking var alt andet end anarkistiske. Selvom de omfattede op til 500.000 mennesker, så var de hele tiden velorganiserede. Der blev organiseret forsyninger af fødevarer, førstehjælp, renovation, transport osv.
Og ved Berlinmurens fald var kontrasten endnu større: De vestlige ledere havde advaret om risikoen for væbnet sammenstød. Da muren blev åbnet blev østtyskerne modtaget med åbne arme og jubelscener af folk i Vestberlin. I løbet af få dage blev Berlinmuren forvandlet fra et Koldkrigsmonument til en samlingsplads for en enorm folkefest.
Kontrasten mellem de herskendes advarsler og berlinernes folkefest peger på to ting, som det er værd at hæfte sig ved.
For det første afslører Bush, Kohl & Co. en fantastisk foragt for almindelige mennesker. Reelt mener de, at hvis man overlader organiseringen af samfundet til folk selv, så vil det ende i kaos og anarki. At sige andet ville selvfølgelig også være at pege på ledernes overflødighed.
Folk kan selv
Men sandheden er, at folk kan faktisk styre samfundet uden at det hele går agurk. Begivenhederne på Tiananmen-pladsen i Peking, inden militæret slog til, viser det i lille målestok.
Tilsvarende træk viser sig i alle oprør og revolutioner. Den polske arbejderbevægelses udvikling fra 1956 til 1980 er et andet godt eksempel. I 1956, i 1970 og til dels i 1976 havde arbejderne gjort oprør ved at gå på gaderne, sloges mod politiet, afbrændte partikontorer osv. Selvom disse oprør var omfattende og militante, så var omkostningerne store: hundredvis blev slået ihjel.
Problemet var, at disse oprør er udtryk for, at arbejderne var dårligt organiseret. I 1980 havde de polske arbejdere lært af deres nederlag. I stedet for at slås på gaderne besatte de fabrikkerne og tvang regeringen til at komme til fabrikkerne og forhandle i åbenhed. Denne gang var der ingen dødsofre – til gengæld vandt de polske arbejdere retten til at opbygge deres egne organisationer.
Konklusionen er nærliggende: jo bedre arbejderne er organiseret, desto mindre kaos. Da de russiske arbejdere erobrede magten i 1917, havde de brugt et halvt år på at opbygge arbejderråd på fabrikker og i arbejderkvarterer og havde i realiteten opbygget et magtcentrum, som formåede at organisere transport, kommunikation, madforsyninger til byerne osv. Denne høje grad af organisering betød, at revolutionen kunne lykkes ganske fredeligt og ublodigt.
Imidlertid er arbejderklassen ikke alene. Den herskende klasse afgiver ikke magten frivilligt, og det bringer os til den anden ting, vi kan lære af Berlinmurens fald.
For når de herskende advarer mod kaos, så er det udtryk for en frygt for hvor udviklingen går hen. Godt nok demonstreres der for demokrati og ytringsfrihed i Østeuropa, men Bush, Kohl & Co. kan ikke have undgået at lægge mærke til, at demonstrationerne i DDR jublede, når talerne krævede demokrati, men forholdt sig tavse når talen var om markedsøkonomi.
Demokrati kan forstås på mange måder – men det reelle bag østtyskernes og tjekkernes krav om demokrati er, at de er trætte af statsmagtens undertrykkelse, at de vil have lov til at danne deres egne organisationer, at de vil have lov til at bestemme over deres eget liv.
Og dét er i virkeligheden sprængstof – ikke blot for de østeuropæiske ledere, men også for Vestens. For som en kinesisk arbejder udtalte i foråret: “Du kan ikke spise demokrati.” Derfor behøver vejen fra krav om demokrati til krav om et bedre liv, om magten over hele samfundet, ikke at være særlig lang.
Og med sejren over bureaukratiet i fx DDR har arbejderne vundet en vigtig selvtillid, som nemt kan slå over i mere omfattende kampe. Det er forståeligt nok, at DDR-lederne ikke er så begejstrede for dette.
Og med Berlinmurens fald er det ikke så underligt, at Vestens ledere er begyndt at få rynker i panden.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed