Socialistisk Arbejderavis
Nr. 56 – Januar 1990 – side 7
Marxisme i hverdagen
Hvordan vindes hæren for revolutionen?
Martin B. Johansen
Opstanden imod Ceausescus regime i Rumænien har på flere områder bragt borgerskabet og den borgerlige presse i forlegenhed.
Det mest pinlige er naturligvis sagen om Ceausescus Elefantorden, som pressen har forsøgt at bortforklare ved, at Ceausescu “i årevis har holdt Vesten for nar”.
Men langt alvorligere er det, at opstanden i Rumænien på mange måder dementerer de borgerliges ideer om, at kampen for demokrati i Østeuropa kun kan vindes gennem fredelige protester og dialog med de gamle statskapitalistiske magthavere.
Erfaringerne fra Kina og Østeuropa tidligere i 1989 syntes ellers tilsammen at give de borgerlige ret. For de kinesiske studenters uforsonlighed overfor regimet endte i et blodbad og nederlag, mens fx Solidarnosc i Polen er kommet til magten gennem samarbejde med militærdiktaturet.
Rumænien viste noget andet: At det godt kan lade sig gøre at sætte sig op imod et brutalt regime og besejre det militært. Det afgørende element var, at hæren gik over på oprørets side. Det var det, der lykkedes i Rumænien, men slog fejl i Kina.
Nu har de borgerlige ganske vist forsøgt at fremtrylle en historie om, at det ny styre havde forberedt sig på opstanden og at hærledelsen var indforstået med, at Ceausescu skulle styrtes. Men de faktiske begivenheder taler imod dette.
Spontan revolution
For det første er der intet, der tyder på, at der eksisterede nogen form for oppositionel organisering af betydning forud for opstanden. Og endnu mindre tyder på, at hærledelsen var inddraget i nogen opposition, eftersom hæren i opstandens første dage deltog i nedkæmpelsen af demonstrationerne.
Hvad var det, der fik hæren til at gå over på oprørets side? Vi har stadig meget få præcise oplysninger om, hvad der skete i dagene op til Ceausescu's fald. Men det følgende citat fra Trotskijs bog om den russiske 1905-revolution kan give et fingerpeg om, hvad der er sket:
“Den politiske stemning i hæren, denne store ubekendte i enhver revolution, bliver først fastlagt i en situation med sammenstød mellem soldaterne og folket. Hærens tilslutning til revolutionens lejr er en moralsk proces; men den frembringes ikke ved moralske midler alene. En hel række forskellige holdninger og motiver er flettet ind i hinanden indenfor hæren; kun et mindretal er overbeviste revolutionære, mens flertallet tøver og afventer impulser udefra. Dette flertal er i stand til at lægge våbnene eller i sidste ende at vende bajonetterne imod reaktionen, men det sker først, når flertallet begynder at tro på, at folket kan sejre.
Først når soldaterne er blevet overbevist om, at folk er gået på gaderne i en kamp på liv eller død – ikke for at demonstrere imod regeringen men for at vælte den – først da bliver det psykologisk muligt for dem at gå over på folkets side.
Med andre ord er et oprør grundlæggende ikke så meget en kamp imod hæren, som det er en kamp for hæren. Jo mere stædigt, omfattende og succesfuldt oprøret er, jo mere sandsynligt – ja uundgåeligt – er en fundamental ændring i soldaternes holdning.”
Meget tyder på, at det var en proces som den, Trotskij beskriver, der fandt sted i Rumænien i dagene op til Ceausescu’s fald.
Massakren i Timisoara kan ikke alene tilskrives Ceausescu-regimets grusomhed. Massakren var en udløber af to dages omfattende demonstrationer og gadekampe i byen. Og uanset blodbadet, så fortsatte demonstrationerne med det resultat, at hæren måtte trække sig ud af byen.
Og samtidig blev massakren mødt af protestdemonstrationer i en lang række andre byer, uanset at folk har været klar over, at de demonstrerede med livet som indsats. Og antagelig har de ikke blot demonstreret. Der berettes om sammenstød og gadekampe også i andre byer, og det var så omfattende, at Rumænien reelt var i undtagelsestilstand få dage inde i oprøret.
Oprørets uforsonlighed og vilje til at slås kom for alvor til udtryk ved den demonstration, som Ceausescu selv havde indkaldt om torsdagen d. 21. Store grupper af unge trodsede tyrannen og sikkerhedspolitiet og vendte demonstrationen til åbent oprør.
Opløsning truer
På dette tidspunkt har hærledelsen utvivlsomt følt, at oprørets dødsforagt ville fravriste dem kontrollen over hæren, hvis de ikke sadlede om. Hvilket de da også gjorde dagen efter.
Selv om revolutionen i Rumænien ikke var en ægte arbejderrevolution, så indeholdt den alligevel et element, som er afgørende for, om en revolution kan vindes: nemlig både at hæren kan vindes og måden den vindes på.
Det var bl.a. på dette punkt, at oprøret i Kina tidligere i 1989 fejlede. De kinesiske studenter demonstrerede den samme dødsforagt som i Rumænien, men de manglede viljen til at kæmpe fysisk imod hæren. Deres holdning var udpræget defensiv: den drejede sig udelukkende om at holde soldaterne ude af Beijing. Selv da regimet sendte dets tanks ind på Tiananmen-pladsen nægtede studenterne at slås, og selvom mange arbejdere faktisk tog kampen op og kæmpede i flere dage mod soldaterne, så var bevægelsen på dette tidspunkt for svag til at overbevise soldaterne om, at kampen kunne vindes.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed