Socialistisk Arbejderavis
Nr. 57 – Februar 1990 – side 7
Marxisme i hverdagen
Fra massemord til massekamp
Martin B. Johansen
Er det naivt af socialister at tro på, at mennesker af forskellig hudfarve, kultur og sprog kan leve fredeligt side om side?
Midt i optimismen over det sidste halve års revolutioner i Østeuropa kan der også spores en del pessimisme blandt mange socialister.
Det er især hændelser som overfald og drab på armeniere i den adserbajdjanske hovedstad Baku og strejker i Bulgarien vendt imod det tyrkiske mindretal, som har fået pessimismen frem.
Langt ud på den danske venstrefløj er sådanne hændelser med til at rejse tvivl, om arbejderklassen overhovedet er “moden” til at befri sig selv.
For marxister er det imidlertid afgørende at spørge hvorfor i stedet for blot at beklage pogromer mod armenier. Hvis man ikke forstår den sociale baggrund for, at pogromer finder sted, så er man heller ikke i stand til at pege på, hvordan de kan undgås. Det er den fælde, at fx VS’ere falder i, når de omtaler indsættelsen af den russiske hær i Adserbajdsjan som en nødvendighed.
Det er et vigtigt udgangspunkt, at armenier og adserbajdsjanere i årevis har levet fredeligt side om side. Altså er den nuværende nationale konflikt ikke noget eviggyldigt, men et fænomen, som indgår i klassekampen, og som under andre omstændigheder vil forsvinde.
Pogromer opstår ikke ud af den blå luft. De sættes igang af personer, som har et bevidst formål med dem. Det behøver vi ikke rejse til Kaukasus for at blive overbevist om. Vi kender det fra sommeren 1985 i Kalundborg, hvor 300 mennesker to dage i træk gik til angreb på et flygtningecenter. Selvom den lokale byfest sikkert spillede en vigtig rolle, så var der ingen tvivl om, at overfaldene fra starten var organiseret af racister.
Social konflikt
Men racisternes bevidste indsats gør det ikke alene. Deres opbakning er afhængig af en mere omfattende social utilfredshed i befolkningen. De nationale modsætninger i fx Kaukasus udtrykker grundlæggende, at folk er utilfredse med de sociale forhold, som de lever under, at folk ønsker forholdene ændret.
Set i denne sammenhæng er det utilstrækkeligt blot at beklage pogromer. For de sociale modsætninger, som ligger bag pogromerne, kan sagtens slå over i et mere radikalt socialt oprør.
De kinesiske studenter er et godt eksempel. I december 1988 gik store grupper af studenter på en række kinesiske universiteter til angreb på sorte studenter. I det omfang, at statsmagten greb ind, var det på racisternes side, fordi magthaverne kunne bruge de racistiske udfald som en sikkerhedsventil for social uro.
Men den form for afledningsmanøvrer fjernede naturligvis ikke den utilfredshed med levevilkårene, som var den egentlige grund til studenternes vrede. Og da vreden igen brød ud på Den himmelske freds Plads i foråret 1989 var den tæt på at vælte den herskende klasse i Kina.
Det er denne sammenhæng, det er så vigtigt at forstå. Det er ikke nok at beklage, at nationale konflikter bryder ud, hvis man ikke samtidig forstår at de er en del af klassekampen. Der er naturligvis intet positivt i racistiske overfald, men de udtrykker, at der i befolkningen findes en vrede og vilje til at handle, som under andre omstændigheder kan eksplodere i et socialt oprør mod magthaverne.
Demokratisk kamp
Et vigtigt fælles træk ved kampene i Kina, Østeuropa og forskellige dele af Sovjet i det seneste år har været, at selv om det er de elendige materielle forhold, der udgør drivkraften, så er det politiske krav om fx demokrati, som er fremherskende.
At kampene i øjeblikket har en så udpræget politisk karakter, er i virkeligheden et tegn på, at oprøret stadig er i sin første, umodne fase.
Normalt betragtes kamp for højere løn og levestandard – den økonomiske kamp – som “mindre avanceret” end den politiske kamp. Men i Østeuropa er det faktisk den økonomiske kamp, som kan bringe revolutionerne et afgørende skridt fremad i retning af socialisme.
For den økonomiske kamp vil betyde, at arbejderne begynder at organisere sig selvstændigt og formulerer deres egne krav i stedet for blot at demonstrere for politisk pluralisme. Det betyder, at der skabes et nyt fokus for kampene, nemlig arbejdernes egen organisering som klasse.
Og det er præcist skabelsen af et sådant arbejderalternativ, som kan rette vreden ind mod den egentlige fjende og vende massemyrderierne til massekamp.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed