Socialistisk Arbejderavis
Nr. 60 – Juni 1990 – side 7
Marxisme i hverdagen
Kan markedet redde miljøet?
Martin B. Johansen
Ideerne om fri markedsøkonomi har vind i sejlene for tiden. Ikke mindst har sammenbruddet i de stalinistiske regimer i Østeuropa betydet, at det fri marked nærmest er blevet en slags mirakelmedicin, som kan løse alle slags problemer.
En af de sygdomme, som det fri marked påstås at kunne helbrede, er den omfattende forurening i Østeuropa. Fidusen skulle være, at konkurrencen på det fri marked vil tvinge de forældede og underforstået forurenende industrier i Østeuropa til at gennemgå en rationalisering og fornyelse, så de kommer op på samme teknologiske niveau som de mere moderne og underforstået miljøvenlige industrier i Vesteuropa.
Miljøvenlig kapitalisme?
Men dét argument holder ikke vand. Det er ikke forkert, at de østeuropæiske industrier står overfor store problemer i konkurrencen med de vesteuropæiske. Det er derimod forkert at antage, at der skulle være en eller anden sammenhæng mellem teknologisk udvikling og miljøhensyn under kapitalismen.
For også moderne kapitalistisk teknologi skaber forurening. Atomkraftværkerne er ét eksempel. De spyer ganske vist ikke ildelugtende gulgrønne gasser ud, men produktionen af radioaktivt affald er enormt. Og sammen med den konstante risiko for fatale uheld, så er atomkraften nok den industri, som kan føre til de værste miljøkatastrofer overhovedet. “Husk at Tjernobyl ligger i Sovjet,” vil mange sige – men værker som Sellafield i England, Three Mile Island i USA og de vesttyske atomkraftværker har alle været på nippet til lignende ulykker.
Atomkraften viser altså, at kapitalismen ikke afskaffer forureningen, men blot skaber nye miljøproblemer. Og i en vis forstand er der tale om, at miljøproblemerne faktisk bliver værre.
For det første betyder avanceret teknologi, at miljøproblemerne bliver tilsvarende avancerede. For eksempel er der ingen, der har overblik over konsekvenserne af, at gensplejsede planter eller dyr sættes ud i naturen. Et andet eksempel er, at der konstant udvikles nye kemiske stoffer til brug i industrien, som ingen har undersøgt til bunds.
For det andet kræver den teknologiske udvikling et stadigt større kapitalapparat. Det er kun de største og rigeste koncerner, som har kapital til at drive den forskning og udvikling, som er nødvendig for at føre an i konkurrencen.
Der behøver ikke i sig selv være noget galt med gensplejsning o.lign. Men i kraft af at hver enkelt branche i realiteten kontrolleres af nogle enkelte store firmaer, så er det tilsvarende store økonomiske interesser, som styrer hensynet til miljøet.
Som eksempler kan nævnes firmaer som Novo-Nordisk og Danisco, som hver især har monopolagtig status inden for deres branche. Det er netop firmaer som disse, der i Danmark har stået i spidsen for anvendelsen af gensplejsede produkter. Og i realiteten er de miljømæssige hensyn omkring gensplejsning i lommen på disse firmaers økonomiske interesser.
Og dét er i virkeligheden hovedproblemet. Og der er tale om et alvorligt problem, som truer med at smadre store dele af miljøet omkring os. Det erkendes da også af en lang række regeringer og internationale organisationer, fx. FN, at der skal ske noget drastisk for at standse opvarmningen af atmosfæren (“drivhuseffekten”) og ødelæggelsen af ozonlaget.
Profitinteresser
Men når der alligevel ikke gøres noget effektivt for at standse forureningen, så skyldes det hensynet til økonomiske interesser. For selv om borgerskabet som samlet klasse måske nok erkender, at der er problemer, så er de største kapitalister i dag så stærke, at de kan blokere for indgreb overfor forureningen.
Deres styrke og selvsikkerhed kommer til udtryk ved, at en sammenslutning som “Round Table” (hvor bl.a. Volvo-koncernen deltager) kalkulerer med en fordobling af energiforbruget frem til år 2010 – på trods af Brundtland-rapporter, miljøkonferencer i Bergen osv.
Dette er det fri marked i en nøddeskal: Det handler kun om at klare sig bedst muligt i konkurrencen. Og i den konkurrence kommer hensyn til mennesker og miljø i anden eller tredje række.
Det var denne form for hensynsløshed, der førte til katastroferne i Bhopal i Indien og Seveso i Italien – begge omfattende miljøødelæggelser med tab af mange menneskeliv og endnu flere livsvarigt skadede.
Kapitalister er ikke specielt ondskabsfulde, men de tager chancen i profittens navn.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed