Socialistisk Arbejderavis
Nr. 62 – September 1990 – side 7
Marxisme i hverdagen
Krigen i medierne
Martin B. Johansen
Enhver, som hidtil har troet på, at medierne er alsidige og uafhængige, må være dybt rystet over mediernes dækning af krisen i Golfen. I stedet for alsidighed har vi fået løgne, udeladelser og fordrejninger.
Det er en løgn af dimensioner, når aviserne påstår, at konflikten drejer sig om at sikre en lille nations uafhængighed. Det rimer ganske enkelt ikke med, at USA og NATO ikke har sendt tropper til Mellemøsten for at tvinge Israel ud af de besatte områder. Og endnu mindre passer USA's invasion på Grenada i 1983 i dette billede.
Medierne “glemmer” oftest at fortælle, at flertallet af de arabiske regimer, som nu er USA’s allierede mod Irak, er mindst lige så despotiske og udemokratiske som Saddam Hussein. Det er fx i Saudi Arabien, at en afhugget hånd er straffen for butikstyveri.
Et af Bush og Thatchers argumenter for at slå til nu er, at Irak om få år vil have udviklet atomvåben. Men USA og NATO har ikke forsøgt at standse de lande i området, som allerede har atomvåben, nemlig Pakistan og Israel. I Pakistan har militæret for nylig fjernet den folkevalgte præsident Bhutto, fordi hun tøvede med at gå i krig mod Indien.
Der er indlysende grunde til, at Bush, Thatcher og co. forsøger at oppiske en hadsk kampagne mod Irak og Saddam Hussein. De skal sikre sig opbakning til en krig for at sikre den vestlige kapitals profitinteresser i Golfen.
Det er mindre indlysende, hvorfor medierne så enstemmigt hopper med på denne vogn. Trods alt er en krig i Golfen en risikabel affære, også selvom USA praler med deres militære overlegenhed. Men hvorfor er der så få, der prøver at sætte spørgsmålstegn ved aktionen?
Det er klart, at det er storkapitalen og statsmagten, der kontrollerer medierne. Men det er ikke ensbetydende med, at de enkelte journalister bliver betalt for at fordreje og lyve om de kendsgerninger, der styrer USA og NATO’s krigshysteri.
Den væsentligste grund til den ensidige kampagne er, at Socialdemokratiet næsten ukritisk har bakket op bag Uffe Ellemans bestræbelser på at trække Danmark med ind i Golfkrisen. Og SF’s kritik af krigsforberedelserne har man ikke hørt meget til.
Dette er vigtigt, for rammerne for den debat, der foregår i medierne, bliver lagt af de største politiske partier. Hvis der er uenighed mellem regeringen og Socialdemokratiet, så er medierne nødt til at afspejle den og forklare de stridende synspunkter.
Enige om fundamentet
Dette afslører samtidig et afgørende træk ved Socialdemokratiet. Vi er vant til mediernes fokusering på uenighederne mellem regeringen og Socialdemokratiet på alle mulige spørgsmål. Det skyldes, ifølge Svend Auken, at Socialdemokratiet er et demokratisk, socialistisk parti.
Det har intet på sig. Socialdemokratiets stilling til Golfkrisen viser, at partiet i sidste ende vil sætte militær ind for at forsvare den vestlige kapitalismes interesser. Det viser, at de borgerlige og Socialdemokratiet (og åbenbart også SF) er grundlæggende enige om det fundament, som det nuværende samfund bygger på.
Denne enighed gør, at medierne opfører sig som om, at der ikke er noget at diskutere. Den manglende diskussion i det politiske establishment gør, at medierne kan behandle regeringens linie som indlysende og indiskutabel.
Derfor er der ikke noget mærkeligt i, at opinionsundersøgelser viser en massiv opbakning bag en dansk deltagelse i blokaden mod Irak. For der synes ikke at være noget alternativ.
Isoleret venstrefløj
Men selvom regeringen har vundet opbakning på dette punkt, så er det ikke ensbetydende med, at den danske arbejderklasse er parat til at sluge hvad som helst.
Det er ikke medierne, der bestemmer folks ideer. (Hvis det var, så ville revolutionen være en ret enkel sag: Det ville blot dreje sig om at erobre TV-stationerne og de tre største bladhuse). De kan påvirke dem, men grundlæggende er det de materielle omgivelser, der former ideerne i menneskets hoved.
Det betyder, at selvom Golfkrisen har betydet et ideologisk ryk til højre, så har den foreløbig haft en meget begrænset indflydelse på folks holdning til andre spørgsmål.
Det viste strejken på Rigshospitalet i august meget klart. Man kunne have frygtet, at krigshysteriet "i nationens interesse" havde udløst en stemning imod strejken. Men tværtimod. Strejken havde ganske tydeligt så stor opbakning i arbejderklassen, at regeringen ikke vovede at iværksætte nogen hetzkampagne.
Derfor er regeringen i virkeligheden på gyngende grund. For en militær fiasko for USA og NATO kan meget vel vende stemningen imod regeringen.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed