Socialistisk Arbejderavis
Nr. 62 – September 1990 – side 10
Imod USA, for kapitalisme
Nassers nationalisme
Carsten Sørensen
Arabere i titusindvis har i de sidste uger demonstreret til fordel for Saddam Hussein. De ser ham som én, der, ligesom Nasser, forsøger at smide den vestlige og især amerikanske kontrol over Mellemøsten på porten.
Hvem var Nasser så? Nasser var samlingspunkt for den arabiske nationalisme, der voksede hurtigt frem i 50’erne og 60’erne.
Nasser står stadig som symbolet på den arabiske nationalisme for mange i den arabiske verden.
Nasser dannede sammen med andre unge officerer “De frie Officerers Bevægelse”, hvis medlemmer var en meget blandet skare: Muslimske fundamentalister, marxister og de fleste rene nationalister.
Egypten havde opnået selvstændighed i 30’erne, men englænderne havde fortsat militær kontrol over kanalzonen og blandede sig til stadighed i indre egyptiske forhold.
Statskup
Den engelske indblanding og en voldsom stigende social nød medførte at dele af hæren i 1952, natten til d. 22. juli, besatte de vigtigste militær installationer, afsatte kongen og udråbte Egypten til republik.
Der var to grunde til, at officererne slog til netop da. Statskuppet skulle fjerne det korrupte styre, som også var ansvarlig for nederlaget til zionisterne i krigen i 1948. En krig, som de arabiske lande straks erklærede mod Israel, da FN i maj ‘48 udråbte den zionistiske stats selvstændighed.
Desuden skulle der sejles op imod den islamiske fundamentalisme, organiseret i Det Muslimske Broderskab. De fik stadig stor sympati pga. deres terroraktioner mod engelske tropper i Suez-området, selv om deres opbakning var begyndt at falde.
Da kommunistpartiet nægtede at tage en ledende rolle, fik Det Muslimske Broderskab lettere spil. De kom til at fremstå som det eneste alternativ for de arbejdere og bønder, der efter krigen var indstillet på, at der nu skulle ske ændringer.
Krigen havde skabt en stadigt voksende industri og arbejderklasse.
Nassers sejre
I løbet af de første år fik Nassers regering smidt de fleste engelske tropper ud, startet en jordreform og et program for industriel udvikling. Det gav stor opbakning i befolkningen. Selv om jordreformen kun berørte 10 pct. af jorden, og dens formål var at bryde godsejernes politiske magt.
Men det, der for alvor gjorde den egyptiske revolution til det store forbillede for hele den arabiske befolkning, var, at Nasser gik op imod engelsk og fransk imperialisme ved Suez-krisen i 1956.
Suez-krisen
Nasser nationaliserede Suez-kanal Selskabet som svar på, at USA og England trak et tilsagn om at finansiere Aswan-dæmningen tilbage. Og Nasser sejrede i Suez-konflikten.
Hans succes var det største tilbageslag for den vestlige imperialisme i Mellemøsten i 150 år. Overalt i den arabiske verden blev han hyldet som sejrherre over arvefjenden Israel og dets støtter, de gamle kolonimagter.
Magtskifte
De fleste arabiske lande blev i årene efter Suez ramt af en bølge af nationalisme, der flere steder skyllede de konger og politikere væk, der i årevis havde efterkommet engelsk og fransk politik i området.
Det medførte magtskifte i Irak og Syrien, hvor nationalistiske partier kom til magten. En nationalisme, som kun i retorikken var mere kommunistisk end Nassers, men reelt lige så nationalistisk.
Også i Saudi Arabien og Yemen voksede de nationale strømninger kraftigt og forårsagede, at borgerskabet var nødt til at lave omrokeringer for ikke ar miste magten.
Ikke mindst Algeriets løsrivelseskamp mod Frankrig blev bakket godt op af den arabiske nationalisme.
Tanken om arabisk enhed medførte, at Egypten og Syrien i tre år dannede union (fra 58-61), hvor Irak var med i nogle få måneder.
Også blandt de palæstinensiske grupper har Nasser og den arabiske nationalisme spillet en væsentlig rolle.
Netop fordi en hjørnesten i den arabiske nationalisme er ideen om en fælles arabisk stat.
Arabisk nationalisme, eller “socialisme” som det også er blevet kaldt, mente Nasser skulle bygge på den arabiske kultur og ikke på modeller fra andre kulturer og samfund.
Statskapitalisme
Staten skulle sikres kontrollen over de mest vigtige nøglepositioner i det økonomiske liv.
Det medførte, at Nasser nationaliserede udenlandske virksomheder, senere banker, forsikringsselskaber, import- og eksportvirksomheder.
Nasser indførte statskapitalismen i Egypten, og det har intet med socialisme at gøre.
Egypten var nu en ét-parti stat, hvor al opposition blev undertrykt.
Umiddelbart efter De Frie Officerer var kommet til magten, viste de deres politik over for arbejderne. Ved en fabriksbesættelse i det største bomuldsspinderi blev hæren sat ind, 200 arbejdere blev arresteret og to af strejkens ledere blev hængt.
I 1953 blev både Det Muslimske Broderskab og kommunistpartiet forbudt.
Egypten kunne dog ikke flygte fra det internationale økonomiske pres. Efter bruddet med USA og England efter Suez-krisen var det Sovjet, som kom ind i stedet. Og sådan var det indtil efter Nassers død og Sadat havde taget over.
Knækket
1967 blev året, hvor Nasser og hans bevægelse fik det endelige knæk. Egypten og andre arabiske lande led et katastrofalt nederlag til Israel i 6-dagskrigen i juni. Det viste klart, at den vestlige imperialisme ikke var slået ud af Mellemøsten.
I de sidste to år inden Nasser døde i 1970, blev Egypten ramt af alvorlige politiske demonstrationer og strejker.
Småborgerligt oprør
Nasserismen var kun i stand til at konfrontere imperialismen, men havde ikke den politiske kraft, der endeligt kunne fjerne imperialismen, for hans politik byggede ikke på arbejderklassen.
Nassers revolution og nationalisme var kun småborgerskabets oprør – ikke arbejdernes. Derfor kom revolutionen ikke skridtet videre og blev ikke til ægte arabisk socialisme.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed