Socialistisk Arbejderavis
Nr. 63 – Oktober 1990 – side 9
Der sker mer’ hvis vi bli’r fler’
My Koch + Dorthe Refslund Christensen
Erfaringer fra udlandet viser, at studenter kan kæmpe.
Eksempler er England og Tyskland i 1988, hvor studenterne hurtigt kridtede aktions-skoene. Også studenterkampen i Italien i vinteren 1989-90, hvor man holdt over 150 fakulteter besat i flere måneder. De aktionerende vokser med opgaven, laver ting, de ikke troede de kunne og begynder hurtigt at ane en større sammenhæng.
En aktionsdag, en uge, er OK, men skal der gang i studenterkampen for alvor må der alvorlige midler i brug. En aktionsdag er netop en god anledning til at diskutere disse midler.
Besættelse
En regulær besættelse af – i første omgang bare et enkelt universitet – vil umiddelbart betyde en utrolig styrkelse og intensivering af bevidstheden. Det sociale samvær i døgnets 24 timer giver følelsen af en fælles kamp.
Oprør breder sig
Og oprør breder sig. Mange erfaringer med f.eks. arbejderstrejker viser, at de enkelte arbejdspladser, her altså læreanstalter, kan støtte hinanden, selv om de ikke før har syntes at have et fællesskab. Alle højere læreanstalter har efterhånden så meget at reagere mod, at den opmuntring, der ligger i, at nogen starter, kan blive en kæmpe inspiration.
Så kan man selvfølgelig indvende, at den vare der produceres på universitet, nemlig forskningen ikke er noget samfundet vil mangle fra dag til anden. Det er også rigtigt, men i det øjeblik at arbejderklassen tændes af vores kampgejst i studenterkredsene, ligner det noget. Det sidste er ikke bare en utopi. – Det er en reelt frygt i borgerskabet. Derfor er bevidstheden om en fælles kamp så vigtig.
Vi er som studerende ikke en isoleret gruppe, der som den eneste i samfundet lægger ryg til de hårde slag. Andre har det som os. Andre har fundet sig i lige så mange hårde angreb i for lang tid. Derfor er aktionsugen en god idé. Også selv o, det ikke bliver det helt store denne gang, gælder det: Der sker mer’, hvis vi bli’r fle’r.
Aktioner aktiverer
Det er via aktioner, at det kan lykkes at inddrage nye lag af aktivister, som gider tage det lidt trælse daglige slid med at holde tingene kørende, når der ikke sker det helt store.
Som studenter-aktivist kan man nemt blive så optaget af at nå dit og dat, at man ikke synes at have tid til de aktioner, som kan inddrage nye kræfter til at lave disse ting. Det fører langsomt, men sikkert ned i sumpen – hvis ikke studenterbevægelsen klart skifter kurs.
Brug erfaringerne
Derfor skal erfaringerne med aktionsdagene i foråret og aktionsugen her i oktober ikke gå i glemmebogen. De skal samles op, og bruges af kommende årgange.
Den kan jo blive springet til mere, så det gælder om at smøge ærmerne op og tro på det. For vi er ikke blot stærkere sammen, arbejdsbyrden bliver også mere overkommelig.
Billedtekst:
De borgerlige medier ignorerede forårets aktioner. Langvarige besættelser kan ikke ignoreres.
My Koch og Dorthe Refslund Christensen er studerende på Århus Universitet
Se også:
SAA 63: Studenterliv er et hundeliv
SAA 63: Århus satte sig uden for aktionsugen: Nul aktion – hvis ingen tør
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed