Socialistisk Arbejderavis
Nr. 67 – Februar 1991 – side 7
Marxisme i hverdagen
Imperium i opløsning
Martin B. Johansen
Udviklingen i Baltikum og ikke mindst truslerne om et muligt militærkup i Sovjetunionen bragte mindelser om den sovjetiske hærs knusning af opstanden i Ungarn i 1956.
Umiddelbart synes tilstandene at være bragt tilbage til perioden før glasnost og perestroika.
Men 1991 er ikke 1956 – tingene har ændret sig. I modsætning til i 1956 er den herskende klasse idag fuldstændig uenige om, hvordan Sovjet skal regeres i fremtiden.
Reelt har der udviklet sig en modsætning i den herskende klasse mellem på den ene side centralregeringen under Gorbatjovs ledelse, som ønsker at fastholde det sovjetiske imperium og dermed den stærke centralmagt, og på den anden side de lokale herskende i republikkerne, der først og fremmest ønsker uafhængighed af den centrale regering.
Denne splittelse har lammet den herskende klasse og sat den ud af stand til løse den voksende økonomiske krise. De heftige konfrontationer mellem Gorbatjov og republikkerne og diskussionen mellem konservative stalinister og radikale demokrater afslører, at forsøgene på at omstrukturere økonomien er slået fejl.
Det virkelige problem for den herskende klasse er, at arbejderklassen og de undertrykte nationaliteter tror mindre og mindre på, at Gorbatjov er i stand til at forbedre situationen.
Frygt for social eksplosion
Hvad den herskende klasse frygter mere end noget andet er, at denne utilfredshed skal udvikle sig til en social eksplosion. Og det tvinger Gorbatjov til at føre en meget svingende politik for i det mindste at fastholde en central regering.
Men disse manøvrer hjælper kun lidt, når de nationale republikker ikke vil lystre centralregeringen, når kommandoøkonomien er brudt sammen, og når den delvise overgang til markedsøkonomi blot har ført til, at de, der kontrollerer lagrene af fødevarer, kun sælger for maksimal profit, mens folk stadig må stå i kø.
Det er klart, at den tilstand ikke kan fortsætte. Lenin sagde, at der skal to faktorer til at skabe en revolutionær situation: Når masserne ikke længere vil leve på den gamle måde, og når den herskende klasse ikke længere kan regere på den gamle måde.
Den herskende klasse i Sovjet vil møde modstand, uanset hvilken kurs den lægger. Selv om frygten for et militærkup er udtalt, så vil det være utroligt svært for militæret at regere arbejderne og de undertrykte nationaliteter alene gennem øget repression. Også på dét punkt har tingene forandret sig siden 1956. Men også fortalerne for en hurtig overgang til markedsøkonomi vil få problemer, også selv om deres planer skulle lykkes. For en overgang til markedsøkonomi vil blive fulgt op af en eksplosion i priser og arbejdsløshed, som igen truer med at udløse den sociale eksplosion.
Men der er et tredje alternativ, nemlig at arbejderklassen selv begynder at lave om på tingene. Det er en trussel, som Gorbatjov er meget bevidst om. I forbindelse med minearbejderstrejken i sommeren 1989 sagde han: “Dette er nok den værste prøvelse, der er overgået vores land i alle fire år med perestrojka. Der har været Tjernobyl, og der har været andre ulykker. Ikke desto mindre er dette den mest alvorlige og den vanskeligste.”
Arbejdermagt
Selv om arbejderklassen kun i meget begrænset omfang har spillet en selvstændig rolle det sidste års tid, så vil muligheden for en arbejderrevolution øges i takt med, at splittelserne i den herskende klasse uddybes.
Det var netop mangel på fødevarer og truslen om hungersnød, der gav startskuddet til revolutionen i Rusland i 1917. Demonstrationer og strejker fældede det korrupte zar-regime, og de afslørede samtidig, at den herskende klasse på ingen måde havde et tilfredsstillende svar på de problemer, som arbejderne protesterede imod.
Altså en revolutionær situation, som Lenin beskrev. Det viste sig hurtigt, at arbejderne selv var i stand til at løse de problemer, som den svage regering gav op overfor. Det skete gennem de arbejderråd, der var dannet i forbindelse med de første strejker. I virkeligheden havde arbejdernes kamp i løbet af kort tid vendt op og ned på det russiske samfund: den havde vist, hvor svagt den herskende klasse stod, men samtidig, at arbejderne selv stod med magten i hænderne, hvis de ville have den.
Arbejderrådene blev i løbet af 1917 i højere og højere grad en magtfaktor, som dels havde massiv opbakning, dels var i stand til at organisere samfundet nedefra. Det vigtige i denne proces var, at revolutionen flyttede magten over samfundet over i arbejdernes egne hænder. Arbejderne fandt ud af, at de selv var i stand til at holde produktionen i gang, til at distribuere fødevarer, til at løse problemer som boligmangel.
En lignende situation kan også opstå i dagens Sovjetunionen. Den grundlæggende utilfredshed på gulvplan med Gorbatjovs manglende evne til at skaffe arbejderne brød på bordet kombineret med det faktum, at massevis af fødevarer rådner op på markerne, kan fremkalde en situation, hvor arbejderne selv begynder at løse problemerne.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed