Socialistisk Arbejderavis
Nr. 68 – Marts 1991 – side 7
Marxisme i hverdagen
Saddam ingen ny Hitler
Martin B. Johansen
Det er af og til forbløffende at se, hvor hurtigt den herskende klasse kan skifte holdning og endda slippe godt fra det.
Få dage inden Iraks besættelse af Kuwait d. 2. august sidste år sagde USA's ambassadør i Bagdad til Hussein: “Vi tager ikke stilling til konflikter mellem arabiske lande indbyrdes, som fx. din grænsestridighed med Kuwait.”
Få dage senere var George Bush og Uffe Ellemann nærmest været frådende af raseri, og pludselig var Saddam Hussein en ny Hitler, som skulle stoppes inden han havde erobret hele Mellemøsten.
Sammenligningen af Saddam Hussein med Hitler har bygget på denne argumentation: “Husk München 1938, da Hitler fik frie hænder til at besætte Tjekkoslovakiet. England og Frankrigs eftergivenhed overfor Hitler førte til 2. Verdenskrig og 50 millioner døde. Hussein skal stoppes før det er for sent.”
Sammenligningen
Det er en absurd overdrivelse at sammenligne Hussein med Hitler. Hussein er ingen ny Hitler alene af den grund, at han ikke har magten til det.
Under Hitler udviklede Tyskland sig i 30’erne til at blive Europas økonomisk stærkeste magt. Det gav grundlag for at udvikle et militær, som var i stand til at erobre det meste af Europa og kaste sig ud i en krig på verdensplan.
Saddam Husseins Iraq har en langt, langt svagere industriel basis. Irak kunne kun producere en mindre del af dets våben. Hussein har aldrig været i stand til at erobre Frankrig eller kaste bomber over London.
I 1939 halede Tyskland økonomisk og militært stærkt ind på USA. I 1990 var USA’s økonomi cirka 20 gange større end Iraks.
Men sammenligningen af Hussein med Hitler er mere end en pervers overvurdering af Iraq's styrke. Den tilslører samtidig den egentlige baggrund for 2. Verdenskrig.
De herskende fortæller os, at 2. Verdenskrig er et eksempel på hvor galt det kan gå, hvis man (USA og England) ikke stopper en tyran (Hitler) i tide. I virkeligheden var det den imperialistiske orden, som blev skabt i Europa efter 1. Verdenskrig 1914-18, der formede betingelserne for en ny blodig krig.
Efter 1. Verdenskrig blev Tyskland på det nærmeste udelukket fra verdensmarkedet.
Sejrherrerne – især England og Frankrig – stillede krav om enorme krigsskadeserstatninger, udelukkelse fra kolonierne og besættelse af dele af Tyskland. De ønskede ikke, at Tyskland påny kunne udvikle sig til en militær og økonomisk trussel.
Men en grundlæggende del af kapitalismen er ekspansion – og derfor var imperialismens isolering af Tyskland i længden uholdbar. Den tyske kapitalisme havde ikke mulighed for ekspansion inden for de rammer, som Versailles-freden i 1921 havde givet. Derfor samlede det tyske borgerskab sig bag Hitler og hans perspektiv om et Stor-Tyskland som en af verdens supermagter.
Det var ikke Hitler som person eller nazi-regimets karakter, der udløste 2. Verdenskrigs rædsler. Det var tværtimod den verdensorden, som 1. Verdenskrigs sejrherrer havde gennemtvunget, der tvang det tyske borgerskab til at samle sig bag en diktator som Hitler.
“Eftergivenhed” er ikke den rigtige betegnelse for England og Frankrigs holdning til det nazistiske Tyskland. De herskende i England og Frankrig satsede bevidst ikke på at standse Hitler, snarere end at de ikke turde. I virkeligheden var de mere bange for arbejderklassen end for Hitler, og faktisk så de med misundelse og beundring på Hitlers succes med at genoprette ro og orden ved at knuse den tyske arbejderbevægelse.
Dén holdning kom klart til udtryk under den spanske borgerkrig fra 1936. Selv om Hitler uden omsvøb støttede Francos fascister, så satsede England og Frankrig på “ikke-intervention” og forbød salg af våben til den demokratiske spanske republik. De foretrak ganske enkelt Franco frem for republikanerne. De frygtede, at en sejr over fascismen i Spanien kunne opmuntre arbejderklassen til kamp mod fascismen i andre lande – og at den kamp ville sprede sig ud over Europa.
Derfor kom krigen først på nøjagtig det tidspunkt, da Tyskland for alvor begyndte at blive en trussel mod den engelske og franske imperialisme – nemlig da Tyskland gjorde alvor af kravet om “Lebensraum” ved at gå ind i Polen.
Alternativ
Vi får at vide, at alternativet til 2. Verdenskrig havde været underkastelse under fascismen. Det er vigtigt at huske, at prisen for England, Frankrig og USA's opgør med Hitler-Tyskland var høj: 50 millioner dræbte og en verden i ruiner.
Men vi skal også huske, at der var et tredje alternativ til såvel fascismens som verdenskrigens rædsler. Den tyske arbejderklasse kunne have forhindret, at nazismen kom til magten i Tyskland. Men hverken det borgerliggjorte tyske socialdemokrati eller det stalinistiske kommunistparti ønskede, at Hitler blev knækket af en aktiv arbejderklasse. Dét kunne nemlig have ført en revolutionær udvikling med sig, og det frygtede de herskende mere end Hitler-Tysklands ekspansion.
Det er af største betydning, at socialister afviser de herskende klassers “valg” mellem krig eller undertrykkelse under en tyran. Både når det gælder Hitler og når det gælder Hussein.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed