Socialistisk Arbejderavis
Nr. 74 – Oktober 1991 – side 11
Forvirring på den russiske venstrefløj
John Rees
Den russiske venstrefløj, som blev taget med bukserne nede ved august-kuppet, står nu i en krisesituation.
Venstrefløjen havde ikke en klar holdning under kuppet, nemlig både at kæmpe med Jeltsin mod kupmagerne og mod Jeltsin politisk – dvs. for reelt demokrati, for mad, boliger...
At være uforberedt på kuppet var ikke bare et spørgsmål om at være ude af stand til at forudsige præcist, hvornår det ville ske. Det handlede mere om, at venstrefløjen ikke havde udviklet en tilstrækkelig klar forståelse af de forskellige kræfter, som var i gang i den sovjetiske krise, til at fremlægge en strategi, da det kom til det afgørende vendepunkt.
På et møde for anarkister og grønne i Moskva på kuppets første aften var det fremherskende synspunkt, at det hele var en provokation fra Jeltsin-tilhængere.
Aktivister fra Socialist-partiet, hvis bedst kendte medlem, Boris Kargarlitsky, var i udlandet under kuppet, har tilsyneladende ikke lavet nogen organiseret intervention under begivenhederne.
Forskellige svar
Sammenslutningen af anarkosyndikalister, som hævder at tælle nogle hundrede medlemmer på unionsplan svingede mellem at beskrive kuppet som en “farce” – og opfordrede folk til at “boycotte” det – og på kuppets anden aften var de på barrikaderne og lavede Molotov-cocktails.
Blandt medlemmerne i den meget lille “Socialist Workers Union” var der nogen, der mente, at kuppet var en “farce og fantasi”, andre tog kuppet alvorligt, men gik ikke på barrikaderne og atter andre var på barrikaderne alle tre nætter.
I Leningrad, hvor den folkelige mobilisering var større, ser det ud til, at venstrefløjen var mere aktiv, dog mere som enkeltpersoner. Det liberalt styrede byråd udgjorde lederskabet. De små socialistiske og anarko-syndikalistiske grupper ser ikke ud til at have lavet løbesedler eller afholdt møder.
Venstrefløjens svaghed har primært noget at gøre med den naturlige vanskelighed, der ligger i at opbygge et socialistisk alternativ under forhold, hvor et system, der kalder sig selv socialistisk, er ved at styrte sammen.
Venstrefløjens mest iøjnefaldende svaghed var forvirringen over, hvordan den skulle stille sig overfor Jeltsin og de liberale. Der lader til at have været en meget lille forståelse for, at det var muligt både at bekæmpe kuppet og arbejde på at underminere Jeltsins indflydelse på samme tid.
Jeltsin i front
Enten fulgte venstrefløjen dikkende de liberales kurs eller tog ikke del i kampen mod kuppet. Hvis kupmagerne havde vundet, var det ikke kun Jeltsin, som var kommet til at lide under det: hver eneste militante, socialist, fagforeningsaktivist, ja, hele arbejderklassen ville have lidt et nederlag. Passiviteten fra dele af venstrefløjen gjorde det muligt for Jeltsin at tage hele æren for at have nedkæmpet kuppet.
Men der kunne have været brugt en taktik, som forsøgte at nedkæmpe kuppet samtidig med at den svækkede Jeltsins magt. Når Jeltsin bare opfordrede til strejke, skulle venstrefløjen have organiseret flyvende blokader og strejkekomiteer, som senere kunne bruges mod Jeltsins forsøg på at hæve priserne og øge arbejdsløsheden i “markedsreformens” hellige navn.
Når Jeltsin smilende lykønskede folk og sendte dem hjem, kunne disse organiseringer have holdt folk aktive. Venstrefløjen skulle have forsøgt at danne en folkemilits ud fra de enheder, som bekæmpede hæren, og presset på for en massiv udrensning i statsapparatet – sådan som minearbejderne fra Kuzbass gjorde, da de nægtede at levere kul, selv efter at kuppet var overstået.
Den taktiske forvirring over, hvordan Jeltsin skulle tackles, afspejles i den russiske venstrefløjs dybere problem med de strategiske problemer, den russiske krise rejser.
Måske er den bedst kendte teori den, som står i Boris Kargarlitskys bog “Forandringens dialektik”.
Kort fortalt er Kargarlitskys holdning: den gamle idé med at smadre statsapparatet må afvises. Vi skal i stedet sætte fart i reformerne med pres nedefra. Men, stående over for højrefløjens tilbageslag, skal den stærke reformbevægelse hellere trække sig tilbage end at risikere blodsudgydelse.
Faren ved denne stilling er, at den overlader initiavet til Jeltsin, som i det mindste er klar til at bruge magt for at forsvare sig selv over for kuppet. Generelt set er det recepten på, hvordan man altid vil tillade statsmaskineriet enten at overleve, så den kan kæmpe nok en dag eller, som det værste, at vinde lette sejre.
Klar teori vigtig
Enhver holdning om fælles interesser mellem bureaukratiet og arbejderklassen fra Glasnosts første dage skulle for lang tid siden have været forkastet med tilspidsningen af den økonomiske og politiske krise i Rusland. Arbejderrådene, som blev dannet af minearbejderne i 1989, er netop udtryk for, at modsætningerne mellem den herskende klasse og arbejderne stadig eksisterer.
Siden da har demoraliseringen, som blev forårsaget af Gorbatjovs markedsreformer, udviklet sig til noget, der minder om en koncentreret nedgang i klassekampsniveauet. Selv den uafhængige fagforeningssammenslutning Sotsprof er gået tilbage.
Socialistisk parti
Det, der var brug for, var et forsøg på at opbygge en mere sammensvejset organisation af aktivister, kimen til et parti som var klart på en række mere teoretiske spørgsmål. Det ville have gjort det muligt for venstrefløjen at gribe effektivt i kampen, når farten blev sat op.
Ved ikke at være klar på nødvendigheden af et parti og en revolutionær strategi, der sigter mod at knække statsapparatets magt, var venstrefløjen ude at stand til at konfrontere Jeltsin.
Ved ikke at være klar på at forstå nødvendigheden af at smadre alle dele af bureaukratiet, var venstrefløjen ikke i stand til at afsløre Jeltsins løgne om, at han repræsenterede arbejdernes sande interesser.
Venstrefløjen har ikke været i stand til at gå op imod Jeltsins påstande om, at yderligere markedsreformer er løsningen på den krise, Gorbatjovs reformer allerede har skabt.
Artiklen er oversat og forkortet af Caspar Diklev fra en artikel i Socialist Review, omtalt side 8.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed