Socialistisk Arbejderavis
Nr. 82 – Juni 1992 – side 7
Marxisme i hverdagen
Hvem skal nu betale?
Martin B. Johansen
Det har været en yndet sport på de seneste landsmøder i Socialistisk Folkeparti at “slagte hellige køer”.
Og på det seneste i bededagsferien var det SF’s modstand mod brugerbetaling af offentlige ydelser, der stod for skud.
Det ville naturligvis være politisk selvmord, hvis SF blot accepterede de borgerliges ideer om brugerbetaling. Altså højere priser på børnepasning, arbejdsløshedsforsikring, uddannelser osv. Så SF har i stedet opfundet begrebet “adfærdsregulerende” brugerbetaling. Højere vandafgifter skal tvinge forbrugerne til at spare på vandet. Øgede afgifter på benzin skal tvinge bilisterne til at benytte kollektiv trafik. Plastiske operationer skal ikke være gratis. Kort sagt skal statens skattepolitik bruges til at tvinge borgerne til at opføre sig ordentligt.
Men hele ideen om brugerbetaling bliver ikke en pind mere socialistisk fordi SF tager den op. Fine ord som “adfærdsregulering” kan ikke dække over, at brugerbetaling er vendt mod de dårligst stillede og at der er tale om en ideologisk højredrejning for SF’s vedkommende. Det er der flere grunde til.
Muligheder
For det første handler folks “adfærd” sig mere om muligheder end om statslige restriktioner. Privatbilisme er et grimt ord på den pæne del af venstrefløjen, men man skal huske, at størstedelen af bilisterne i de lange bilkøer er almindelige lønarbejdere på vej til eller fra job. For dem er spørgsmålet om individuel kontra kollektiv befordring ikke så meget et ideologisk spørgsmål. Det er mere et spørgsmål om arbejdstider, afstande til børnehaver, og først og fremmest om, at den kollektive trafik er for tidskrævende og dyr, hvis den overhovedet findes.
På samme måde er folks forbrug af drikkevand heller ikke blot et spørgsmål om, at folk vil forbruge mindre, hvis der lægges ekstra afgifter på. I Storbritannien har vand indtil for nylig været gratis. Men det betød ikke, at englænderne blot lød vandet løbe i timevis. I virkeligheden spildes der enorme mængder drikkevand i utætte hovedledninger, som ikke bliver repareret, fordi kommunerne skærer ned.
For det andet er brugerbetaling blot et andet ord for nedskæringer. Det kan godt være, at man kan pege på, at det offentlige bruger penge på ting, som kun kommer de bedst stillede til gode, eller som kan virke som det rene luksus. For eksempel plastiske operationer, der ikke er helbredsmæssigt begrundet.
Men det er ikke rigtigt, at staten gennem halvfjerdserne og firserne har været “rundhåndet” og haft et overforbrug, der ikke var råd til. I bogen “Skatter uden velfærd” bliver det påvist, at egentligt overforbrug på statens budgetter beløber sig til mindre end en sjettedel af det samlede underskud i perioden 1975-90. Resten af statsgælden skyldes renter – og at staten ret konsekvent har optaget alt for dyre lån.
Det betyder, at afvikling af statens gæld gennem nedskæringer og brugerbetaling er det samme som at lade almindelige mennesker betale mere i skat for at de store banker kan indkassere deres renter.
Og dette er den egentlige kerne i spørgsmålet om skatteprocenten og statens udgifter. Statens forbrug af penge er i bund og grund styret af, hvordan den herskende klasse prioriterer. Men den herskende klasse kan ikke regere uden at tage hensyn til, hvordan befolkningen reagerer. Strejker på sygehuse, oprør på universiteterne, kan påvirke de herskende og tvinge dem til at prioritere anderledes.
Skatter
Spørgsmålet om skatterne er ikke et rent teknisk spørgsmål, om der er penge nok i kassen. Den herskende klasse har en meget klar holdning til skatter: De ønsker at staten bruger penge på de områder, der tjener deres interesser, fx broer og motorveje, samtidig med at de vil betale mindst muligt i skat.
Socialisters holdning til skatter må tilsvarende være at, at vi er imod skatter på almindelige lønindtægter, moms på fødevarer osv. Samtidig med, at vi vil forsvare og øge udgifterne til skoler, hospitaler, dagpenge, børnepasning osv.
Mange SF’ere vil nok være enige i meget af dette, men alligevel pege på, at det offentlige ikke skal betale for pasning af de riges børn, de riges uddannelse, de riges vandforbrug. Og bruger dette som argument for en slags “omvendt” brugerbetaling.
Problemet ved denne form for brugerbetaling er, at den slags differentiering af statens ydelser ud fra brugernes indtægt altid vil ramme en stor del af arbejderklassen, hvis det skal have nogen som helst økonomisk betydning. Det eneste rigtige for socialister er at slås for bedre offentlig service for alle og så lade de rige betale over skatten.
I sidste ende er spørgsmålet om skatter en del af klassekampen på samme måde som spørgsmål om løn, om fyringer, om arbejdsmiljø. Og disse ting vil være genstand for en evig kamp lige så længe der eksisterer en herskende klasse, der blot spekulerer på, hvordan de kan indkassere den højeste profit.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed