Socialistisk Arbejderavis
Nr. 85 – Oktober 1992 – side 9
Columbus – helt eller forbryder?
Hans Jørgen Vad
500-året for opdagelsen af Amerika har været brugt til at vise “den hvide mands” overlegenhed. Hans Jørgen Vad prøver i denne artikel at sætte Columbus ind i en marxistisk sammenhæng.
Den 12. oktober 1492: Da indianerne opdagede Columbus.
Sådan har dagen i årevis været noteret i Politisk Revys "Røde Kalender", og repræsenterer de undertryktes synspunkt. De, der ikke fik lov til at skrive historiebøgerne.
Denne vinkel har imidlertid den hage, at den nemt slår over i en dyrkelse af den oprindelige kultur. Det andet yderpunkt kommer fra dem, som har skrevet historiebøgerne, de hvide sejrherrer.
![[ Indianerne opdager Columbus ]](../saa/085/saa085s09_columbus.jpg "[ Indianerne opdager Columbus ]")
Den 12. oktober 1492: “Da indianerne opdager Columbus.” Således stod der i mange år i Den Røde Kalender fra Politisk Revy.
Illustrationen er fra 1982.
Det er deres version, vi i disse dage stopfodres med: Heroiseringen af det individuelle – og til dels forsmåede – geni, som ved sit udblik kunne ændre historiens gang, så den europæiske civilisation kunne berige dette fortabte kontinent.
Spørgsmålet er så, hvordan vi indplacerer dette i en afbalanceret marxistisk sammenhæng, som hverken havner i en romantisering af de indianske klassesamfund eller heroisering af den hvide mand og den europæiske imperialisme.
Dette kan man gøre ved at søge svar på følgende tre spørgsmål: Hvorfor blev Amerika opdaget – var det godt eller skidt, dvs. om der er grund til at fejre det – og endelig hvordan fejres det i dag?
Hvorfor “opdagede” Columbus Amerika?
Lad os først komme på det rene med, at det ikke var Columbus, som opdagede Amerika. Det gjorde indianerne nogle tusinde år før. Men selv i Columbus' egen kulturkreds var opdagelsen faktisk kun en genopdagelse. Vikingerne, som bosatte sig på Grønland, kendte "Vinlandet". Kendskabet til land på “den anden side” var en del af tidens intellektuelle ballast.
Også teorien bag var af gammel dato. Opfattelsen af, at jorden var rund, betød, at man kunne komme til Indien på en smartere måde end ved at sejle neden om Afrika, hvor portugiserne i øvrigt havde sat sig godt fast.
Denne tanke var imidlertid heller ikke ny. Allerede de gamle grækere havde en forestilling om, at jorden var rund, og havde tilmed beregnet “kuglens” størrelse.
Det nye, som gjorde, at Columbus drog vestpå, var, at den spanske stat var tvunget til at finde nye kilder til guld og sølv – trængt, som de var, af hollandsk og portugisisk konkurrence. Det feudale samfund havde nået et højdepunkt i indre ekspansion, som kulminerede frem mod “Den sorte Død” og hundredårskrigen mellem Frankrig og England.
Samfundet kunne kun videreudvikles gennem ydre ekspansion, hvor især Holland og Portugal havde udmærket sig ved sine røverier i Asien og opbygget støttepunkter i Afrika. Det tvang spanierne til at søge andre veje. Derfor støttede man Columbus’ togt i 1492.
Hvis ikke Columbus havde opdaget Amerika i 1492 ville en anden formentlig have gjort det kort tid efter – fordi det var et udslag af sociale og økonomiske spændinger, som lå i samfundet på denne tid. Baggrunden var ikke et ønske om opdagelse og erkendelse, men jagt på profit. Dette fremgår med tydelighed af Columbus’ egne optegnelser fra turen.
Var det godt?
Spørgsmålet kan virke malplaceret. Kan man godt lide kartofler, kokain og virgianiatobak, skyldes det konkurrence mellem imperalistiske stater i 1400-tallet, at vi har disse ting i dag. Men spørgsmålet drejer sig også om, hvordan man skal forholde sig til den efterfølgende samfundsmæssige udvikling.
Der er ikke tvivl om, at for de oprindelige samfund, var opdagelsen en katastrofe. De blev ganske enkelt massakreret i en systematisk jagt på guld og sølv. I løbet af en generation døde 80 pct. af de latinamerikanske indianere, og for de nordamerikanske stammer betød det på længere sigt en etnisk katastrofe.
Heri lå der imidlertid ikke noget naturgivent, Når både Inka- og Aztekerriget var så let et bytte, skyldes det også, at de var svækket af indre kriser og rivalisering ved spaniernes ankomst.
Der var ikke noget specielt idyllisk ved disse slavesamfund. For den enkelte slave i sølvminerne gjorde det ikke den store forskel, om man blev pisket ihjel af en hvid eller en lakaj fra den “oprindelige” kultur. For dem gjorde det heller ikke den store forskel om sølvet og guldet befandt sig i skatkamrene i Peru, Spanien eller England.
Guldoverførselen til Europa var basis for kapitalismens opståen i Europa, og på godt og ondt førte den hvide ekspansion kapitalismen med til Amerika, og dermed dens produktivkræfter – selve den potentielle forudsætning for at kunne skabe et frit og menneskeligt samfund, hvor man ikke er bundet til et liv fra hånden til munden.
Dette betyder ikke, at man skal forsvare udryddelsen af de indianske stammekulturer.
Men der findes i historien mange tætte paralleller, som for den enkelte er lige så barsk.
I 1700-tallets England blev store grupper af bønder fordrevet fra deres jorder, fordi man skulle bruge jorden til fårehold til tekstilindustrien. Og helt op i vore dage har man tvangsflyttet folk. I Rumænien flyttede Ceausescu masser af folk fra landsbyerne.
Historikeren Eduardo Galeano har udtrykt det således: “Den ofte nævnte spanske grusomhed har aldrig eksisteret. Det som eksisterede og (stadig) eksisterer, er et hæsligt system, som nødvendiggjorde og (stadig) nødvendiggør grusomme metoder for at udfolde sig selv.”
Den kapitalistiske ekspansion i Amerika skete i en blodrus af mord og plyndring – og indvarslede et farvel til en række “tilbagestående” kulturer, som var behæftet med en undertrykkelse, som i dag er ganske ufattelig.
Vi kan i dag godt begræde de menneskelige lidelser, hvorunder disse kulturer gik tabt, men ikke selve det forhold, at disse kulturer gik tabt, ligesom vi i dag ikke går og græder over, at 16-1700-tallets bondeundertrykkelse også er gået tabt.
Der er i sig selv ikke noget tab ved, at et kulturelt stade forsvinder – rent faktisk er det et fundamentalt træk ved selve den historiske udvikling.
Selve opdagelsen af Amerika og den efterfølgende økonomiske ekspansion var et fremskridt – uden at det på nogen måde skal få os til at skjule eller glemme barbariet og blodbadet, som fulgte efter.
Hvad bruges historien til i dag?
Det afgørende problem opstår, når vi kommer til spørgsmålet om, hvad historieskrivningen bruges til i dag – og hvilke politiske mål og interesser den skal fremme.
I sin ondskabsfulde racistiske variant bruges den til at demonstrere den hvide mands overlegenhed og legitimering af fortsatte forbrydelser. Det væsentligste her er ikke, at disse underliggende holdninger har været brugt til at legitimere f. eks. A.P. Møllers tidligere udryddelser i Amazonskoven.
Langt værre er det, når man søger at gøre historien til en naturlov – ved at konkludere fra de amerikanske indianeres tragedie over austral-negrenes skæbne til, at dette også vil ske for den arabiske verden – med zionismen som repræsentant for den hvide mand.
Søren Mørch fremsatte sådanne holdninger på et møde på Statskundskab i Århus. Det interessante er ikke kun, at han er en dannet akademisk socialdemokrat, men også at han er gift med Ritt Bjerregård, som dengang var det socialdemokratiske udenrigsministerhåb.
Det var lige efter Golfkrigen, at han gjorde sig til talsmand for det naturlige i den zionistiske udryddelse af palæstinenserne og en fortsat ekspansion i den arabiske verden – som en følge af en historisk naturlov om den hvide mands ekspansion.
Tankegangen er rendyrket racistisk – og forkert.
Det er rigtig, at det spanske samfund var teknologisk mere udviklet end Inka-riget i 1492, ligesom det ægyptiske var mere fremskredent end det spanske og engelske var 2000 år før. Men uden racemæssige årsager til nogen af delene.
Ligesom der heller ikke er nogen racemæssige grunde til den vestlige imperialismes røveri af den arabiske olie. Det er kun rå profit det drejer sig om.
Skal man fejre Amerikas opdagelse, kan det kun gøres ud fra, at det har banet vejen for at skabe et mere menneskeligt samfund, ikke ved fortsat at forsvare dette.
Håbet om befrielse fra 500 års latinamerikansk slaveri ligger ikke i dyrkelsen af “hvide europæiske idealer”, men hos de arbejdermasser, som kapitalismen har skabt i Rio de Janeiro, Buenos Aires, Mexico City og Santiago.
Skal vi fejre noget, er det dette.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed