Socialistisk Arbejderavis
Nr. 86 – November 1992 – side 7
Marxisme i hverdagen
En teori for handling: Enhedsfronten
Martin B. Johansen
Spørgsmålet om, hvordan små grupper af socialister kan vinde indflydelse på bredere dele af arbejderklassen, er uden sidestykke det mest komplicerede problem for marxister.
Og samtidig er det et spørgsmål af vital betydning. Først og fremmest fordi en socialistisk samfundsforandring først kan finde sted, når den bakkes op af et flertal i arbejderklassen.
Gennem propaganda og diskussioner forsøger socialister at overbevise andre mennesker om den socialistiske idé, men ord alene kan ikke overbevise et flertal i arbejderklassen.
Hvis socialister nøjes med den generelle propaganda, så isolerer de sig hurtigt fra almindelige mennesker. Så udover propagandaen må socialister også blande sig i de større og mindre kampe, som hele tiden finder sted, fx omkring fyringer, privatisering, brugerbetaling, skolelukninger osv.
Det er vigtigt at blande sig, for netop i de situationer, hvor folk sætter sig op imod det bestående system, dér findes også den største lydhørhed overfor mere radikale politiske ideer.
Mindretal i dag
Men problemet for revolutionære er, at de som oftest er en meget lille minoritet. I den daglige klassekamp vil de derfor konstant være tvunget til at arbejde sammen med folk, som har helt andre politiske ideer, men som er villige til at indgå i fælles aktiviteter omkring nogle meget specifikke krav.
Den type af fælles aktiviteter blev beskrevet af revolutionære som Lenin og især Trotskij som enhedsfronten. Selv om der er tale om meget specifikke og derfor meget forskellige aktiviteter, så ligger der alligevel nogle generelle erfaringer, som har stor betydning for, hvordan vi fx. i 1992 skal organisere kampen mod nazisterne.
Den første og afgørende forudsætning for en enhedsfront er, at der i det mindste i dele af arbejderklassen er en vilje til at slås. Det kan virke banalt, men der findes masser af eksempler på, at socialister har taget udgangspunkt i, hvad de selv syntes var vigtigt, i stedet for hvad arbejderklassen syntes var vigtigt.
Det er fx indlysende, at racismen i dag er et langt større problem end de organiserede nazister. Og man kan sagtens argumentere for, at ved at bekæmpe racismen, så vil man samtidig fjerne grundlaget for, at nazisterne kan vinde frem. Men problemet er, at viljen til at bekæmpe nazisterne er langt større end viljen til at slås imod racismen.
Selv om racisme og nazisme ikke er det samme, så er det vigtigt at socialister forstår, at de ved at tage anti-nazistiske initiativer får muligheden for at komme i diskussion med mange mennesker, som ikke i første omgang vil støtte anti-racistisk arbejde. Hvis man derimod tager udgangspunktet i kampen mod racismen, så opnår man blot at isolere sig.
Opbyg nedefra
For det andet skal en enhedsfront organiseres omkring nogle meget konkrete og afgrænsede krav. Det er vigtigt, at deltagerne i enhedsfront koncentrerer sig om de ting, de faktisk er enige om. Selv om revolutionære og reformister måske på papiret kunne blive enige om nogle mere generelle paroler om fx socialisme, så er dén type enighed ingenting værd. Det kan højst tjene til at udviske de grundlæggende meningsforskelle.
Dette kan igen virke banalt, men det er på ingen måde problemløst at finde frem til den bredest mulige enighed. For betingelsen for at blive enige om nogle konkrete krav er, at man ved, hvad man er uenige om. Derfor er det vigtigt, at revolutionære fremlægger deres politik klart og ærligt uden at skjule noget. Men problemet er, at den form for ærlighed ofte bliver opfattet som sekterisk.
For at undgå sekterismen er det vigtigt, at revolutionære ikke på forhånd sætter ultimative betingelser for at indgå i en enhedsfront. Selv om revolutionære fx kan pege på, at politiet som regel beskytter nazisterne, så vil det være sekterisk at kræve paroler imod politiet som en betingelse for at deltage i anti-nazistiske aktiviteter.
Det er af stor betydning, at en enhedsfront bygges op nedefra. Enhedsfronten udspringer af, at almindelige mennesker ønsker at slås, og derfor er det vigtigt at enhedsfronten bygges op på de enkelte arbejdspladser, uddannelsessteder og boligkvarterer.
Men det betyder ikke, at de revolutionære kan ignorere de reformistiske ledere. Tværtimod er det vigtigt at inddrage fx socialdemokratiske fagforeningsfolk, fordi de taler til et langt bredere publikum, end en lille revolutionær gruppe kan nå ud til. Uanset hvad de revolutionære mener, så lytter folk til SF’s og de socialdemokratiske politikere og fagforeningsledere. Og det gør de under alle omstændigheder – også i de tilfælde, hvor de revolutionære undlader at inddrage de reformistiske ledere i enhedsfronten.
Til afslutning skal det understreges, at enhedsfronten er en taktik, og derfor vil det konkrete indhold variere meget fra situation til situation. Men det afgørende for revolutionære er, at mennesker ikke blot handler ud fra deres ideer – de ændrer samtidig ideerne ud fra deres handlinger.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed