Socialistisk Arbejderavis
Nr. 86 – November 1992 – side 10
Ernesto “Che” Guevara: Historien om en helt
Jørgen Lund
Che Guevara – leder i den cubanske revolution – døde for 25 år siden. Che blev en helt og en myte. Ideen og troen på guerillakamp som vejen til revolution inspirerede titusinder af unge på venstrefløjen.
Den 8. oktober var det 25 år siden, at den cubanske guerillaleder Ernest “Che” Guevara blev myrdet i Bolivia. Derfor opfriskede nogle aviser også de gamle billeder af den døde Che's gennemhullede lig. En skærende modsætning til de tv-billeder vi havde set få dage før af den tilfangetagne peruvianske guerillaleder Guzman fra Den Lysende Sti, vist frem i et bur og i en fangedragt med store tværstriber.
Che’s død i 60’erne fik en helt anderledes betydning. Ches indflydelse på venstrefløjen, der også i Latinamerika voksede i 60'ernes sidste halvdel, betød en udbredelse af guerillakrigens erfaringer. Man så dem selv fra den cubanske revolution sidst i 50’erne: Bl.a., at det ikke er nødvendigt, at alle betingelser for en revolution er til stede for at kunne lave en revolution. De revolutionære kan selv skabe betingelserne ved at starte et brændpunkt for revolutionen gennem opstarten af væbnet oprørskamp. Ligeledes var det en del af Ches guerillateori, at den væbnede kamp skal have basis i landbefolkningen.
Guerilla revolution
Den cubanske revolution var en revolution med det formål, at befri Cuba fra et korrupt og råddent diktatur, der var i lommen på USA. Det faldt sammen, da det blev udsat for en sejrrig væbnet guerilla-bevægelse indefra. Guerillaen førte kamp mod hæren. Det var ikke en folkelig mobilisering, på grundlag af sociale interesser. Cubas nye guerillaleder Castro var da heller ikke spor socialist, det var USA's had mod Castro, der fik ham til at svinge over til internationalt at søge støtte hos Sovjetunionen og de daværende såkaldte socialistiske lande. Derfor erklærede han også meget pludseligt både sig selv og Cuba for socialistiske.
Én af de cubanske ledere, Che Guevara, ville udbrede de cubanske erfaringer til det latinamerikanske kontinent, og startede en guerillakamp i Bolivia. Herfra fik guerillaen som kampform et myteagtigt skær.
På trods af dens nederlag og Che’s død fik den en stor og varig international indflydelse. Over for det nye venstre i Vesten kom det til at stå som en mulighed, at det kunne lade sig gøre at lave revolution uden at bygge en bevægelse for socialismen på den afgørende sociale klasse i det moderne samfund, arbejderne. Stor indflydelse fik også den stærke understregning af viljen til at lave revolution. Det blev en drivkraft i sig selv, der kunne forandre omstændighederne og mulighederne for sociale omvæltninger. Selvfølgelig til fordel for arbejderne, men som ikke tog udgangspunkt i udviklingen af arbejdernes egen organisering. En tilstrækkelig beslutsom fortrop, avant-garden, kunne gennemføre den store opgave, mens arbejdernes eneste opgave var at støtte fortroppens kamp. Ches og Cubas eksempel grundlagde en skepsis over for arbejderklassens evne til at lave revolution blandt Vestens socialister.
Nyt venstre
Det var modellen for den cubanske revolution, som Che videreførte i Bolivia. Resultatet blev katastrofalt. Men myten om revolutionshelten Che fik internationalt det positive resultat, at den var med til at bryde med den parlamentariske og forbenede monopoltradition, som socialdemokrater og kommunister vogtede over. Che’s parole om at “skabe et, to, tre, mange Vietnam’er” var en moralsk appel, der fik klangbund i ungdomsoprørets protester mod USA's krig i Vietnam. Symbolet Che blev populært bredt blandt unge, så plakaten af den langhårede Che med det drømmende blik erstattede filmstjerner på hyblernes vægge og blev båret i utallige demonstrationer – som repræsentanten for utilfredshed, oprør og håb om en bedre verden.
Erfaring
I de 25 år siden Ches nederlag i Bolivia har mange guerillabevægelser fået magten: i bl. a. Vietnam, Cambodia, Mozambique og Nicaragua. Men selv om både forholdene og guerillaernes politik har været forskellige, har erfaringerne været de samme: ingen anden klasse i dagens internationale kapitalistiske samfund end arbejderne kan skabe socialisme. Ingen kan gøre det for dem, og ingen kan erstatte deres egne erfaringer, selvtillid og organisering.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed