Professionen som arbejdsmarkedsforsker må være en af de mest frustrerende i den akademiske verden. For disse forskere er i den utaknemmelige situation, at de jævnligt må se i øjnene, at de har taget fejl i deres analyse af forholdene på arbejdsmarkedet.

Arbejdsmarkedsforskere har i årtier med jævne mellemrum konkluderet, at nu var arbejderne blevet så velstillede og småborgerlige, at storstrejker i fremtiden ville være udelukket. Men virkeligheden har været, at der i hele dette århundrede ikke har været et årti uden en eller anden form for massive strejkebevægelser.

Den største fejl, som begås af forskerne og andre, der udtaler sig om klassekampens død, er at tro, at der er en mekanisk sammenhæng mellem arbejdernes levestandard og deres vilje til at strejke. Der er intet empirisk belæg for, at den sammenhæng eksisterer. I kapitalismens barndom, hvor arbejderne var ekstremt fattige, var strejketallet betydeligt lavere end i dag. Det er heller ikke sådan, at der er flere arbejdskampe i fattige ulande end i de rige industrilande. Og ser man på et enkelt land, så vil man ikke kunne konstatere, at de lavtlønnede arbejdere er mere kampvillige end de højtlønnede.

En anden mekanisk sammenhæng, som der ofte bliver peget på, er sammenhængen mellem den generelle økonomiske udvikling og interessen for at strejke. Det kan virke umiddelbart indlysende, at i nedgangstider, så er arbejderne mere villige til at slås, mens strejketallet daler, når økonomien har det godt. Men sammenhængen er ikke så enkel. Den russiske revolutionsleder Leon Trotskij beskæftigede sig i tyverne og trediverne en del med dette spørgsmål og rejste problemet på denne måde:

"Mange vil huske, at Marx og Engels i 1851 – da det økonomiske boom var på sit højeste – skrev, at det på dette tidspunkt var nødvendigt at se i øjnene, at 1848-revolutionen var afsluttet, eller i hvert fald afbrudt indtil næste krise. Engels skrev, at mens krisen i 1847 var revolutionens kilde, så var boomet i 1849-51 den triumferende kontrarevolutions kilde. Det vil dog være meget ensidigt og forkert at fortolke disse vurderinger på den måde, at en krise automatisk fremkalder revolutionær aktivitet, mens et boom modsat pacificerer arbejderklassen."

Trotskij pegede på, at sammenhængen også kunne være den modsatte. Han henviste til, at der i 1907 udbrød en omfattende krise i verdensøkonomien. Rusland havde få år før været igennem 1905-revolutionen, hvor arbejderne havde lidt nederlag. Man kunne have forventet en genopblussen af revolutionen, da den økonomiske krise begyndte at hærge Rusland, men der skete det modsatte. Trotskij skrev: Krisen "dræbte den revolutionære bevægelse totalt, eftersom arbejderne havde lidt så store tab under kampen, at denne depression kun kunne medvirke til at gøre dem endnu mere modløse."

På denne baggrund pegede Trotskij på, hvilke konsekvenser et økonomisk opsving ville have: "En mildnelse af krisen vil ud fra et sådant perspektiv ikke være et ødelæggende slag for revolutionen, men vil derimod give arbejderklassen et pusterum, hvor den kan gå i gang med en reorganisering for senere at kunne gå til angreb på et mere solidt grundlag."

Det helt afgørende i Trotskijs analyse af sammenhængen mellem økonomi og klassekamp er, at den bryder med den mekaniske tankegang, som præger arbejdsmarkedsforskerne. Trotskijs analyse er dialektisk i stedet for at være mekanisk – den tager sit udgangspunkt i forandringen. Det centrale er at se på, hvilken situation arbejderklassen står i, når opsvinget eller nedgangen i økonomien finder sted.

Et eksempel på dette er udviklingen i klassekampen fra slutningen af tresserne og frem til starten af firserne. Tressernes højkonjunktur og mangel på arbejdskraft havde betydet, at arbejderne mange steder havde været i stand til at tilkæmpe sig bedre løn- og arbejdsforhold, ofte ved blot truslen om strejke eller opsigelse af jobbet. Derfor havde arbejderne generelt stor tillid til deres egen faglige styrke, da den økonomiske krise begyndte at slå i gennem i starten af halvfjerdserne. Det medførte et omfattende opsving i strejkeaktiviteten i denne periode.

Men i længden var arbejderne ikke i stand til at forsvare sig mod arbejdsgivernes krav om lave lønstigninger og forringelser i arbejdsforholdene. Det betød en svækkelse i selvtilliden og den faglige styrke, og da økonomien i slutningen af halvfjerdserne tog et nyt dyk nedad, så var reaktionen ikke en ny strejkebølge, men et kraftigt fald i kampniveauet.

Den lave selvtillid i arbejderklassen har været gældende indtil midten af halvfemserne – kun afbrudt af de omfattende påskestrejker i 1985, som på den ene side var en påmindelse om arbejdernes faktiske styrke, men på den anden side kun for en kort stund fik selvtilliden til at vågne.

Men det lave kampniveau vil næppe være nogen permanent tilstand. Det er værd at notere sig, hvad Trotskij skrev om en lignende situation, hvor økonomien er i fremgang: "Den industrielle genopblomstring vil ... føre til en højnelse af arbejderklassens selvbevidsthed ... Arbejderne føler allerede mere fast grund under fødderne ... Krisen var en periode med fejlslagne håb og med forbitrelse, ikke sjældent en afmægtig forbitrelse. Boomet vil, efterhånden som det udvikler sig, kanalisere disse følelser over i handling."

I og med at den danske økonomi for en stund har været i fremgang, og at arbejdsgiverne i højere grad ansætter folk end fyrer dem, så vil arbejdere mange steder føle, at de kan begynde at kræve deres del af den økonomiske gevinst uden at frygte, at det kan koste dem jobbet. Og dermed vil vi se en genopbygning af selvtilliden i arbejderklassen og troen på, at kamp kan være et effektivt middel mod arbejdsgiverne.

Som Trotskij konkluderede: "Mens den ... kommercielle og industrielle fremgang vil tilføre nye rigdomme til borgerskabets topcirkler, vil de politiske fordele i realiteten tilfalde os."

Martin Johansen