Storstrejken vakte bekymring hos arbejdsgiverne. Men der var også folk, der så med begejstring på konflikten. Andreas Ytterstad fra den norske avis Sosialistisk Arbeideravis besøgte under konflikten flere blokader i København. Han sendte denne rapport hjem.

KØBENHAVN, 5. MAJ 1998.

Cheferne og politikerne i Danmark har lige så travlt som deres norske kollegaer med at prale med, hvor godt det går. Profitterne blomstrer. De socialdemokratiske ledere brugte 1. maj-talerne til at snakke om Danmark som foregangsland. Så meget desto mere pinligt er det at have en halv million arbejdere ude i strejke.

Ligesom i Norge har medierne i Danmark fokuseret på hamstringen af varer, mangel på benzin og kyllinger, som ikke kan blive slagtet på grund af strejken. Storstrejken fremstilles som uforståelig. De mange arbejdsmarkedsforskere interviewes dagligt i aviser og på tv, hvor de serverer pinligt overfladiske forklaringer.

Nogle af de mange eksperter får alligevel udtrykt nogle vigtige pointer. Jørgen Duus, som er rektor for Den Danske Reklameskole, forklarer, hvorfor eliten ikke forstår konflikten: “Eliten lever i en lukket kuvøse, som er fuldstændigt uden forbindelse med befolkningen.”

Nele Jensen, tjener og blokadevagt udenfor Palace Hotel i København, mener, at der gennem flere år har opbygget sig en frustration blandt danske arbejdere. Selve kravet om mere ferie var blot den udløsende faktor. Britt Thorsell, blokadevagt udenfor Hotel Royal, fortæller, at mange var chokeret over højredrejningen i efteråret, og at de benyttede anledningen til at sige fra.

Det var modstanden mod højredrejning og mod øgede klasseforskelle, som førte til, at socialdemokraterne vandt valget i marts. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen har fået skyld for, at han opmuntrede arbejderne til at strejke, da han i nytårstalen snakkede varmt om mere fritid og “tid til familien”. På trods af, at det danske socialdemokrati er fanatisk optaget af opstramninger for at styrke konkurrenceevnen, var de nødt til at dreje til venstre for at vinde valget. Det betaler de for nu. Det var direkte ynkeligt at høre på deres 1. maj-taler. En halv million er i strejke, og arbejdernes største parti vrider sig som en orm på krogen og siger, at de ikke kan tage stilling til konflikten.

Mange af de kommenterende eksperter understreger, at arbejderne ikke er interesserede i ideologi og politik.

De har tydeligvis ikke talt med en person som Alfredo Nicosia, blokadevagt og tjener i Tivoli. Han forklarer tålmodigt, at strejken egentlig ikke er så svær at forstå. “Der findes en dualisme her. Arbejdsgiverne er kun interesserede i at tjene penge. Arbejderne arbejder for at leve. Så længe denne dualisme findes, vil der komme konflikter.” Jeg prøver mig med en af de mere moderne ideer om, at det nye “informationssamfund” vil udviske skellet mellem arbejdere og chefer. Alfredo bærer over med mig og siger, at selv om du som arbejder har en PC, så har du ikke magt. “Arbejdere har kun magt, når de står sammen.”

Inspireret af diskussionen drister jeg mig til at spørge, “hvad vil du sige til arbejdere i Norge under de kommende overenskomstforhandlinger?” “Kæmp for din ret,” svarer Alfredo. “Der er ingen andre end dig selv til at gøre det. Du skal ikke forvente, at der kommer noget oppefra. Selv om det koster, skal du kæmpe selv. Det giver altid resultater.”

Dette er situationen i Danmark. Arbejderne har fået smag for at sige fra. Arbejdsgiverne vil ikke give sig, fordi det vil opmuntre arbejderne. LO-toppen ved, at de må komme med et bedre tilbud til deres medlemmer, ellers bliver der sagt nej igen. Socialdemokratiet balancerer mellem at vise forståelse for arbejdernes krav, samtidig med at de hader, at arbejderne stiller krav om mere, når de havde tænkt sig at give dem mindre.

Storstrejken kan slutte med en sejr eller et råddent kompromis. Men selv et råddent kompromis vil ikke fjerne sporene efter strejken. Uanset hvad så vil myten om arbejderklassens død være svækket. Bliv ikke forbavset, hvis du kommer til Danmark og opdager, at arbejdere og studenter vil diskutere politik og ideologi. Det var ikke Sosialistisk Arbeideravis’ udsendte reporter, som først bragte Marx på bane. Det var en blokadevagt uden for Hotel Royal.

Se også artiklen Strejken vi kunne have vundet

Se også:
SRY 5: Storstrejken: Strejken vi kunne have vundet