Undervisningsminister Margrethe Vestager glæder sig over, at der i år “kun” er blevet afvist 14.088 ansøgere til de videregående uddannelser. Hun glæder sig over, at ansøgerne er blevet mere “mobile” og “realistiske” i deres ansøgninger.

Dermed har Vestager vist, hvis interesser hun ikke varetager: de studerendes.

Undervisningsministerens glæde bygger på, at antallet af afviste er faldet med næsten 2.000 – på trods af, at der ikke er skabt flere uddannelsespladser. Det er kun bureaukrater og politikere, der kan glæde sig over det. For dem drejer det sig bare om nogle tal. Men de overser, at det drejer sig om mennesker, der ikke får opfyldt deres forventninger. Og de undlader behændigt at nævne, at næsten hver fjerde ansøger fortsat bliver afvist.

Glæden over ansøgernes “mobilitet” og “realisme” er en bureaukratisk glæde. Mobiliteten og realismen udtrykker, at mange opgiver at søge ind på deres foretrukne uddannelse, men vælger anden- eller tredje-prioriteten. Problemet er bare, at den slags fører til senere skift af studier, eller at mange helt afbryder studierne.

Når Margrethe Vestager og andre kan fremvise denne glæde, så glæder de sig i virkeligheden over, at unge indretter sig efter systemet i stedet for at kræve systemet indrettet efter folks ønsker og behov.

Afvisningen af de 14.088 ansøgere bygger nemlig ikke på en eller anden objektiv lov, der siger, at der fx. på pædagoguddannelsen kun er 5.898 pladser. Antallet af pladser er politisk bestemt. Det er politikerne og erhvervslivet, der afgør hvor mange pladser, der skal være på de enkelte uddannelser.

Men deres vurderinger passer sjældent med virkeligheden. Det er der to årsager til. Den ene er, at de fleste politikere mener, at erhvervslivets interesser er vigtigere end de studerendes ønsker.

I 80’erne under daværende undervisningsminister, Bertel Haarder, blev der skåret ned på uddannelsen af bl.a. lærere og sygeplejersker – grupper, som der i dag er mangel på. Omvendt blev der flere pladser inden for fx. handelsuddannelserne – med det resultat, at der i dag er stor arbejdsløshed inden for området.

Det er ikke nogen kunst at beregne behovet for folkeskolelærere 6 år i forvejen. Men den liberale Haarders planøkonomiske styring af uddannelserne skete ud fra rent ideologiske motiver: Der skulle udklækkes rigeligt med folk, hvis uddannelse var direkte tilpasset erhvervslivets ønsker – på bekostning af fx. behovet for sygepleje.

Den anden årsag er, at systemet med adgangsbegrænsning på mange andre områder aldrig har kunnet skue 5, 10 eller 20 år ind i fremtiden.

Politikere, uddannelsesplanlæggere og erhvervslivet forsøger at gennemføre planlægning i en økonomi, som er grundlæggende kaotisk og anarkistisk. Ingen kan forudsige, hvordan den kapitalistiske økonomi vil udvikle sig. Ingen økonomer forudså for bare to år siden, at Asien ville blive ramt af en økonomisk krise, der truer med at trække hele verdensøkonomien ned.

Over for dette kaos er politikerne magtesløse. Det er grunden til, at de absolut ingen forestillinger har om, hvordan uddannelsessystemet kan indrettes efter de studerendes ønsker. I stedet mener de, at det er de studerendes eget problem, hvis de ikke indretter sig efter systemet.