450 mennesker – mest albanske civile – er indtil nu blevet dræbt i krigen mellem de serbiske styrker og den albanske oprørshær i Kosova-provinsen. De gængse forklaringer henviser til balkansk stridbarhed, urgammelt had eller serbernes herrefolksmentalitet.

Et nærmere kig på Kosovas historie fortæller dog noget helt andet. Kosova, hvor der bor 90 pct. albanere og kun 10 pct. serbere, har i hele dette århundrede været kastebold i skiftende stormagters kamp om magt og indflydelse.

I starten af dette århundrede var Balkan domineret af to imperier, det ottomanske (tyrkiske) og det østrig-ungarske, med en række andre magter trippende i kulisserne.

I 1913 blev stormagterne enige om at dele Balkan op i en række stater. Denne grænsedragning fandt sted helt uden at tage hensyn til de konkrete etniske gruppers fordeling. Staten Albanien blev dannet på en sådan måde, at kun halvdelen af regionens albanere boede inden for staten, resten befandt sig i Serbien (Kosova), Makedonien og Grækenland.

Albanien blev da heller ikke dannet af hensyn til den albanske befolkning, men fordi Østrig-Ungarn og Italien ville sikre sig, at Serbien, som var Ruslands vasalstat, ikke havde direkte adgang til Adriaterhavet. Grækenland, Serbien og Bulgarien havde selv planer om at dele Albanien mellem sig, men kunne ikke blive enige om opdelingen.

Stormagternes hemmelige planer om Albanien kom først frem, da bolsjevikkerne tog magten i Rusland og åbnede de hemmelige arkiver i 1917.

Efter første verdenskrig blev grænserne igen trukket om. Og i 1920’erne begyndte den serbiske stat at tvangsforflytte albanere til Tyrkiet eller Albanien. Et veritabelt apartheid-regime blev oprettet, hvor det lille serbiske mindretal sad solidt på magten.

Under anden verdenskrig samarbejdede en del albanere derfor med de nazistiske besættelsestropper. Men også kommunistpartiet havde opbakning blandt albanerne, fordi de officielt stod på den oprindelige bolsjevikiske linie om nationernes ret til selvbestemmelse og forlangte, at albanernes tilhørsforhold skulle afgøres ved en folkeafstemning efter krigen.

I det Jugoslavien, som opstod efter anden verdenskrig, forblev Kosova en del af Serbien, men fik dog status som selvstyrende område. Det sejrende kommunistparti under Tito glemte hurtigt alt om nationernes ret til selvbestemmelse, og derfor blev Kosova ikke en egentlig republik – hvilket ville have tilladt området at bryde med føderationen. Området forblev stærkt underudviklet med en levestandard langt under og en arbejdsløshed langt over landsgennemsnittet.

Serbiens Milosevic brugte Kosova som springbræt til sin egen politiske karriere. Og da han fik magten afskaffede han Kosovas selvstyre i 1989.

Siden har Kosova været brugt, hver gang Milosevics opbakning var dalende.

Siden 1989 har albanerne drevet en slags skyggestat med eget skole- og hospitalsvæsen under jorden ledet af Ibrahim Rugova. Han har hele tiden sat sin lid til Vesten og håbede, at Vesten ville garantere Kosova-albanerne deres frihed. Men Dayton-aftalen, som sluttede krigen, anerkendte Kosova som en del af Serbien.

Nok en gang havde stormagterne trukket nogle grænser ned over hovedet på albanerne, og det var det, der til sidst fik den militante nationalistiske fløj i KLA, Kosovas Befrielseshær, til at vinde opbakning. Vestens såvel som Serbiens holdning har været med til at radikalisere den albanske befolkning. Oprindeligt ønskede de blot deres selvstyre-status tilbage, nu er der flere og flere, der kræver en selvstændig stat, evt. en sammensmeltning med Albanien.

Socialister må ubetinget støtte albanernes kamp for selvbestemmelse og, hvis de ønsker det, deres egen stat. Såvel en stormagtsløsning som fortsat serbisk undertrykkelse vil kun fastholde Kosova-albanerne i en situation, hvor de ikke kan bruge deres eget sprog, udsættes for diskrimination og lever i fattigdom. Så længe den tilstand fortsætter, vil nationalismen stå stærkt i Kosova.

Støtte til kampen for selvbestemmelse betyder dog ikke støtte til nationalismen, som ikke kan løse problemerne for arbejdere og bønder i Kosova. Deres allierede skal de søge hos deres ligestillede over resten af Balkan – hos arbejderne i Serbien og Grækenland.

Arbejdere over hele Balkan lider under konsekvenserne af stormagtsrivalisering og undertrykkelse fra deres egne magthavere, men nationalistisk ideologi får dem til at slås mod hinanden i stedet for mod magthaverne.

Desværre er der ikke meget, der tyder på, at befrielseshæren KLA vil udfordre nationalismen. Selv om KLA hovedsageligt har angrebet politiet og hæren, så er der dog også sket overgreb mod almindelige serbere. I stedet for at angribe de serbere, der lider lige så meget under undertrykkelsen som dem selv, burde de forsøge at vinde dem for en fælles kamp mod den privilegerede overklasse, der undertrykker dem – og mod de stormagter, der lever højt på, at arbejderne på Balkan er splittet af nationalisme.