Dialektik er et udskældt og mystificeret begreb. Men Martin Johansen forklarer i denne artikel, hvordan dialektik står helt centralt i en marxistisk forståelse af, hvordan samfundet kan forandres

På tærsklen til et nyt årtusinde ser verdens fremtid i mange menneskers øjne mere håbløs ud end nogensinde. De fleste ved, at den moderne industris ødelæggelse af natur og mennesker ikke kan fortsætte. De fleste ved, at politikerne bare snakker om problemerne, men aldrig kan blive enige om at løse dem. De fleste ved, at kortsigtede økonomiske interesser overalt trænger sig på og perverterer menneskers liv, kultur, sport og så videre.

Derfor er det kun så meget desto mere påfaldende, hvor lidt de dominerende politiske og intellektuelle traditioner har at tilbyde som svar på, hvordan menneskeheden kan kæmpe sig ud af disse problemer.

Det er en selvfølgelighed, at liberalister, politikere og erhvervslivet – som lever af tingenes tilstand – argumenterer for, at verden ikke kan være anderledes. Men det er ikke så indlysende, at også de folk, der påpeger problemernes alvorlighed og betegner sig selv som progressive eller radikale, deler denne opfattelse. Holdningen er nærmest, som den franske filosof Foucault formulerede det, at vi kan kun løse problemerne “lidt ad gangen, indføre ændringer, som er i stand til, om ikke at finde løsninger, så i det mindste forandre de omstændigheder, der fremkalder problemerne”. Altså en opfattelse, der ikke giver håb om, at mennesker kan gennemføre de dybtgående forandringer, der er så indlysende nødvendige.

For folk på venstrefløjen er en så beskeden politisk teori utilstrækkelig. Vi har brug for en teori, der på den ene side giver en sandsynlig forklaring på, hvorfor verden er blevet, som den er, og på den anden side peger på, hvordan verden kan laves om. Dette er det grundlæggende tema i en ny bog af den engelske socialist John Rees, The Algebra of Revolution, som med udgangspunkt i den klassiske marxistiske tradition sætter fokus på metoden til at afdække kapitalismens grundlæggende mekanismer og dermed mulighederne for forandring, nemlig dialektikken.

Betydningen af den dialektiske metode hos Marx har ofte været omgærdet af megen mistro. Bl.a. brugte den engelske historiker E.P. Thompson udtrykket “den diabolske og hysteriske materialisme” i ironiseren over begrebet “dialektisk og historisk materialisme”. Herhjemme har Tor Nørretranders brugt udtrykket “rødbedens musik” for at beskrive, hvor meningsløs han i sin tid fandt dialektikken. Men John Rees formår med stor indsigt at forklare, hvor afgørende den dialektiske metode er for at gøre marxismen til en levende og anvendelig politisk teori. Uden at forfalde til akademisk sprog giver han en ret klar introduktion til emnet, samtidig med at han behandler emnet med den dybde og grundighed, som det fortjener.

 

Allerede i bogens indledning giver Rees et eksempel, der i virkeligheden er et koncentrat af dialektikken. Han tager fat i det faktum, at verden fremtræder som et fragmenteret kaos af fænomener, der tilsyneladende går i stik modsatte retninger. Således har vi i dette århundrede været vidne til en stærkt forbedret sundhedsstandard overalt i verden, samtidig med at der aldrig har været så mange krige – 149 alene siden 1945. Vi har set en kraftig vækst i antallet af videnskabsfolk og udvidelse af uddannelsessektoren – og samtidig en udvikling af våbenindustrien, hvor et Stealth-bombefly er tre gange sin vægt værd i guld.

Rees’ pointe er, at disse udviklinger er indbyrdes forbundne. Fremskridt følges af tilbageskridt. Men sådan behøver det ikke nødvendigvis at være. De mange modsætningsfyldte fænomener opstår, fordi fremskridt og tilbageskridt er forbundet på en specifik måde i det kapitalistiske samfund. Der er med andre ord kræfter bagved - i dette tilfælde kapitalens profitjagt – der styrer udviklingen i en bestemt retning og gør, at fremskridt under kapitalismen følges af sin modsætning, tilbageskridt.

Det er ved at søge efter sådanne sammenhænge bagved det tilsyneladende kaos i verden, at man bliver i stand til at forstå verden som mere end blot opsplittede fænomener. Og man får indsigt i, hvad der skal forandres for at løse problemerne i verden.

Fr. Engels gav denne beskrivelse af formålet med den dialektiske metode, som han selv og Karl Marx overtog fra Hegel:

“Sin afslutning fandt den nyere tyske filosofi i Hegels system, hvori for første gang – og det er hans store fortjeneste – hele den ydre natur, den historiske og den åndelige verden bliver fremstillet som en proces, dvs. som værende i stadig bevægelse, forandring, omdannelse og udvikling, og hvor der tillige bliver gjort forsøg på at påvise den indre sammenhæng i denne bevægelse og udvikling. Udfra dette synspunkt tog menneskehedens historie sig ikke mere ud som et vildt virvar af meningsløse voldshandlinger, der alle er lige forkastelige for den nu moderne filosoffornufts domstol, og som man helst skal glemme så hurtigt som muligt, men var selve menneskehedens udviklingsproces.”

 

De grundlæggende principper i den dialektiske metode er ret enkle. Helt overordnet går dialektikken ud på at forstå verden – både naturen og samfundet – som en totalitet under konstant forandring, fremkaldt af indre modsætninger. De tre principper – totalitet, forandring, modsætninger – udgør tilsammen grundlaget i dialektikken.

At se verden som en totalitet betyder, at tilsyneladende adskilte fænomener i verden er forbundet med hinanden. Et klassisk eksempel er at se kapital og arbejde som fænomener, der hænger sammen og påvirker hinandens udvikling, således at kapitalismens fremvækst kun kan finde sted gennem stadigt større udbredelse af lønarbejdet. Mange borgerlige økonomer overså denne sammenhæng i forbindelse med de sydøstasiatiske økonomiers stærke vækst. De fokuserede på den enorme vækst i industri og kapital, men troede ikke at denne vækst samtidig ville betyde en kraftig vækst i arbejderklassen og dermed en transformering af de traditionelle “asiatiske værdier” og samfundsstrukturer.

Det er et vigtigt aspekt ved denne opfattelse, at sammenhængen mellem forskellige fænomener betyder, at fænomenerne selv ændrer karakter. Kapitalismens udvikling betyder således, at arbejderklassens sammensætning og struktur forandres. Og omvendt betyder arbejderklassens måde at agere på, at kapitalismen forandrer sig. Dette står i modsætning til borgerlig videnskab, som betragter de enkelte dele som fundamentale grundenheder, som nok kan påvirke andre dele, men ikke ændre deres grundlæggende natur. I dialektikken kan man derimod kun forstå de enkelte dele i forhold til andre dele og dermed til helheden.

Det indebærer desuden, at helheden er mere end summen af de enkelte dele. Når delene kommer i forbindelse med hinanden, så får de nye egenskaber, som de ikke besidder individuelt. For eksempel kan en enkelt person ikke flyve ved at baske med armene – men når mange mennesker udgør et samfund, kan de med tiden udvikle flyvemaskiner, piloter og brændstof. Med andre ord giver helheden de enkelte individer nogle egenskaber, som de ellers ikke besad.

I dialektikken ses forandring som et afgørende kendetegn ved totaliteten. Det er kendetegnet for de fleste filosofiske opfattelser, at man søger efter det evige og uforanderlige grundlag at forklare verden ud fra. Det mest sikre, vi kan sige om verden, er i virkeligheden, at alting forandres. De menneskelige samfund har forandret sig gennem tiden, religioner og ideologier har forandret sig, mennesket selv fødes, lever og dør. Selv de tilsyneladende mest uforanderlige ting – universet, kontinenterne, dyrearterne – har vist sig at udvikle sig gennem tiden.

Dialektikken er ikke ene om at operere med begreber om forandring og ustabilitet. I teorien om markedsøkonomi er uligevægten mellem udbud og efterspørgsel et centralt element. Men forskellen er, at mens de førstnævnte teorier ser ustabilitet som en afvigelse fra det normale – det antages at systemet af sig selv vil søge at opnå en stabil ligevægt – ser den dialektiske metode ustabilitet, forandring og udvikling som det centrale.

 

Med de to begreber, totalitet og forandring, er man i stand til at beskrive, hvordan verden har udviklet sig. Men hvis man skal forklare udviklingen, er princippet om forandring gennem modsætninger nødvendigt. Normalt forklares forandring gennem et forhold af årsag og virkning. Men selv om en analyse af årsag-virkningsforhold i naturen eller samfundet kan give et vist indblik i, hvordan processer forløber, så befinder årsagerne i årsag-virkning-beskrivelser sig altid uden for det påvirkede system. Problemet er, at hvis man beskriver fx. historien som en kæde af årsag og virkning, så når man før eller siden tilbage til en “første årsag”, som ingen kan forklare, hvorfra er kommet. Og man ender dermed uundgåeligt med at operere med et element af noget uforklarligt eller guddommeligt.

Dialektikkens svar på dette problem er at søge efter forklaringerne på forandring internt i systemet, som et resultat af modsætninger, som er indbygget i systemet. Modsætningerne udgøres ikke nødvendigvis af logiske modsætninger (som fx. forholdet mellem +1 og -1), men snarere som to yderpoler, som i deres interaktion fremkalder ustabilitet og dermed mulighed for forandring. Et eksempel på et sådant modsætningspar er kapital og arbejde, der udgør de to yderpoler i den moderne kapitalistiske produktion.

Med dialektikken har vi dermed en metode, der ikke stiller sig tilfreds med at forstå verden opsplittet, men vil forklare de overordnede mekanismer. Det er også en metode, der hele tiden fokuserer på muligheden for, at de eksisterende forhold kan forandre sig. Og det er en metode, som ikke vil bortforklare eller overse modsætninger, men betragter dem som de mekanismer, der fører til forandring. Derfor betyder en dialektisk forståelse af kapitalismen, at man ikke som i den borgerlige ideologi betragter systemet som statisk og grundlæggende uforanderligt, men som et system, der kan forandres.

Det er netop, fordi dialektikken i sin natur er revolutionær, at de fleste borgerlige filosoffer altid har hadet den. Allerede på Marx og Engels’ egen tid blev dialektikken fordømt, hvilket Marx kommenterede i et efterskrift til Kapitalen:

“I sin rationelle skikkelse er [dialektikken] en pestilens og vederstyggelighed for borgerskabet og dets doktrinære ordførere, fordi den i sin positive forståelse af det bestående tillige rummer forståelsen af dets negation, af dets nødvendige undergang, opfatter enhver opstået form i bevægelsens strøm, altså også opfatter den som forgængelig, ikke lader sig imponere af noget og ifølge sit væsen er kritisk og revolutionær.”

 

Marx og Engels overtog meget af den dialektiske metode fra Hegel, men de foretog også en vigtig ændring. Hegel så historiens drivkraft som en udvikling af modsætningen mellem verden, som den er, og menneskers opfattelse af den, altså en modsætning mellem det åndelige og det materielle.

Hos Hegel blev historien dermed forstået som en udvikling af menneskets bevidsthed frem imod en rationel forståelse af verden. Men dermed blev Hegels system et lukket og såkaldt teleologisk system, idet han mente, at alle modsætninger i sidste ende kunne opløses i det, han kaldte “den absolutte ånd”. Historien har altså hos Hegel ikke blot en udvikling, den vil også finde sin afslutning, hvilket han selv mente, at den havde fundet i hans egen filosofi.

Det er netop på dette punkt, at der en afgørende forskel på dialektikken hos Hegel og Marx. Marx opfattede modsætningerne i verden som virkelige og som rodfæstet i den materielle verden. Dermed bliver Marx’ dialektik et åbent system, hvor der altid er plads til nye forandringer. Marxismen er ellers tit blevet kritiseret for at være en lukket “fortælling”, der hævder at indeholde den endelige sandhed om verden. Men ved at opfatte modsætningerne materialistisk, dvs. som virkelige, er marxismen i virkeligheden en teori, der udvikler sig og ændres hele tiden. Så når Marx i de såkaldte Feuerbach-teser skrev, at “spørgsmålet om, hvorvidt der tilkommer den menneskelige tænkning objektiv sandhed, er ikke et teoretisk, men et praktisk spørgsmål”, så var det netop for at pointere, at selv om Marx opererede med en objektiv sandhed, så opfattede han ikke sandhed som noget endegyldigt, men som værende under konstant udvikling.

Dialektikken er ofte blevet forklaret som bestående af tre love: ‘modsætningernes enhed’, ‘negationens negation’ og ‘kvantitetens omslag i kvalitet’. Disse love kan bruges til at beskrive, hvordan et system forandres gennem sine modsætninger. Men som Rees peger på, så udgør de ikke hele dialektikken. De kan ikke erstatte konkrete undersøgelser, som er nødvendige for at afdække, hvordan samfundets virkelige modsætninger udvikler sig.

Men en enkelt af disse love, loven om kvantitetens omslag i kvalitet, er alligevel værd at beskrive nærmere, fordi den giver en forklaring på, hvilken rolle individer og partier kan spille i sociale kampe og revolutioner. En fysiker gav i Politiken for nylig – måske ubevidst – dette eksempel til illustration af loven: “Hvis jeg trykker dig på næsen, bliver du nok lidt tosset. Men hvis jeg trykker dobbelt så hårdt, er det ikke sikkert, du kun bliver dobbelt så tosset, vel? Måske går du amok og pander mig én – lige pludselig.” En gradvis kvantitativ forøgelse resulterer i en kvalitativ forandring.

Den rolle, som Lenin og bolsjevikkerne spillede i efteråret 1917 i den russiske revolution, illustrerer, hvordan denne lov udtrykker sig i praksis. I perioden efter februarrevolutionen havde de politiske modsætninger udviklet sig og nået et mætningspunkt, hvor en yderligere udvikling ville resultere enten i et blodigt militærdiktatur eller i arbejderklassens overtagelse af magten. Som situationen udviklede sig, kunne bolsjevikkernes bevidste indsats blive afgørende for, i hvilken retning revolutionen ville udvikle sig. Det var med denne forståelse, at Lenin i efteråret 1917 bombarderede bolsjevikkernes centralkomite med artikler og breve, hvori han pegede på nødvendigheden af, at bolsjevikkerne begyndte at organisere en magtovertagelse. En vigtig pointe var, at magtovertagelsen ikke ville ske automatisk, men krævede en bevidst indsats.

Bolsjevikkernes erobring af magten lykkedes som bekendt, og de fik dermed illustreret en af de stærkeste sider ved dialektikken, nemlig forholdet mellem objektiv nødvendighed og subjektiv handling i historien. Normalt bliver historien enten forstået som en kæde af objektivt betingede begivenheder, som mennesket ikke har nogen indflydelse på, eller som en række subjektivt bevidste valg. Men med dialektikken kan der bygges en bro mellem det objektive og det subjektive på den måde, at den objektivt nødvendige udvikling kan slå over i, at den subjektive faktor bliver afgørende.

 

Bolsjevikkerne kunne ikke have gennemført opstanden i 1910 eller 1916, idet de objektivt nødvendige omstændigheder for opstandens succes ikke var til stede. Men med 1. verdenskrig, mytterier i hæren, strejker, organisering af arbejderråd, fabriksbesættelser og rekruttering af medlemmer til bolsjevikpartiet blev en succesfuld opstand gradvist muliggjort.

Den gradvise forandring af de objektive omstændigheder banede vejen for subjektiv handling. Det er med denne forståelse af sammenhæng mellem den objektive nødvendighed og den subjektive frihed, at dialektikken ikke blot giver mulighed for at forstå, hvordan samfundet kan forandres, men også viser, hvordan det skal gøres. Dialektikken er revolutionens algebra.